2010'ernes bedste danske plader: 25-21

25, Narcosatanicos – Body Cults (2016)
På to år og lige præcis lige så mange plader gik aarhusianske Narcosatanicos fra at være et ungt, støjende, overdådigt, sekshovedet freejazz/doom/punk/noisemonster til blot ikke længere at være unge. Alle positive elementer fra den nådesløse debut var videreført til Body Cults, hvis indledende, infernalske saxofonskrig på “Vulvic Church” på godt og ondt varsler om det, der ligger forude. Dertil kommer den 140-km/t-i-det-forkerte-motorvejsspors-agtige “Vile” og den udsyrede thrashjazz-skæring “Mania”, som kun yderligere forsikrer én om, at gruppens modningsproces virkelig har været en succes.
Mest fornemt af alt er dog produktionsværdien, hvor noget nær alle detaljer i sekstettens kakofoniske kompositioner står lysende klart i deres nye, velpolerede lydomgivelser, der vitterligt overbeviser en om, hvor massiv en lytteoplevelse Narcostanicos ikke kun er live – men i særdeleshed også i et noget mere kontrolleret setting.
(DN)

24, The Raveonettes – Raven in the Grave (2011)
Det var lidt, som om The Raveonettes havde prøvet det, de skulle nå i 2000’erne. Som den danske støjrocks Bonnie & Clyde havde Sune Wagner og Sharin Foo både fræset med fuzzpedalen i bund, genopfrisket 60’ernes beatlyd og givet sig selv en popudfordring i samarbejde med Thomas Troelsen på In and Out of Control.
Raven in the Grave var på sin vis pladen, der ikke behøvede at komme. Bandet kunne ved indgangen til det nye årti fint være stoppet som et af historiens bedste danske bands og bevare deres mytiske status som et af den danske rockhistories mest stilrene bands. I stedet kastede Sune Wagner og Sharin Foo sig ud i en fri leg med kompositioner og klange, som satte en ny retning for, hvordan The Raveonettes kom til at lyde i 2010’erne.
Derfor er Raven in the Grave både duoens friskeste og mest dystre værk. Man kan nærmest høre, hvordan Wagner opdager den lettere overraskende sangskrivning på ”War in Heaven”, og på numre som ”Evil Seeds” og ”Apparations” lyder han ligeså fortvivlet og begravet i tungsind, som da hans gamle band Psyched Up Janis udgav sine første numre. Alt sammen pakket ind i noget af Wagners allerbedste guitararbejde.
(PMJ)

23, Christian Hjelm – Før vi blev lette (2012)
Da Figurines-frontmand Christian Hjelm sparkede sin solokarriere i gang, var det ikke kun et skifte fra mange til én, men også fra engelsk til dansk. Begge dele er en velsignelse for Christian Hjelms karakteristiske stemme, der fremstår dejligt ubesværet på modersmålet med det sparsomme underlæg. Noget af det kan nok tilskrives de enkle tekster, der fornemt balancerer det poetiske og det banale. Før vi blev lette er et gedigent popalbum med masser af syng-med-kvaliteter. Det er umuligt ikke at tænke på Kim Larsen på numre som ”Lang vej igen”, ”Det andet led” og ”Ha’ det herligt”. Når albummet genhøres, som årtiet går på hæld, virker det faktisk besynderligt, at det ikke blev Hjelms indgangsbillet til et bredere gennembrud.
(UH)

22, Quadron – Avalanche (2013)
2013 var et rigtig godt år for Robin Hannibal. Foruden succesen med Rhye, producerede han også Quadrons andet album, Avalanche, hvilket blev han og Coco O.’s endelige gennembrud både internationalt og blandt den brede danske befolkning. Mest iøjnefaldende er en feature fra amerikansk hiphops store darling Kendrick Lamar på nummeret ”Better Off”. Kilden til samarbejdet skal findes på Lamars Good Kid, M.A.A.D City, da en af hans faste producere Soundwave baserede sit beat på ”Bitch, Don’t Kill My Vibe” på et sample af “Tiden flyver” med Hannibal og Cocos første samarbejde, Boom Clap Bachelors. Nationalt solgte Avalanche guld og modtog en pris som ’Årets Talent’ til P3 Guld, efter førstesinglen ”Hey Love” var blevet et af årets helt store hits. Albummet er generelt en bevægelse væk fra debuten, der er nærmere beslægtet med Boom Clap Bachelors-lyden, og over mod en mere international, moden og sikker stil, der dog ikke gjorde kvaliteten mindre. Numre som ”Neverland”, ”Crush” og ”LFT” har international klasse og er lige dele fængende og dybe.
(NK)

21, Iceage – You’re Nothing (2013)
Når boet fra danske musikscene i 2010’erne skal gøres op, så er Iceage en fuldkommen uundgåelig størrelse. Det er på mange måder dét band, der har sat standarden, som årtiets andre bands skal måles op mod. På tværs af deres fire udgivelser fra 2011 frem til 2018 udviklede Iceage sig fra purungt københavnsk punkband med base omkring Mayhem-miljøet til at være Danmarks vel nok mest anmelderroste og internationalt anerkendte rockband. Det hele startede naturligvis med en forrygende New Brigade, men det var især You’re Nothing, der katapulterede bandet op i en liga for sig selv.
Fra første sang banker bandet deres egen relevans fast med syvtommersøm. Hvem har ellers formået at skabe punk, der lyder relevant og ikke påtaget farlig i en velfærdsstat som Danmark, hvor de fleste grundlæggende har deres på det tørre? På ”Ecstacy” fornemmer man det nærmest fysisk, hvordan konkurrencesamfundet er ved at knække nakken på ungdommen, når Elias Bender Rønnefelt i omkvædet – som giver et lille stille afbræk fra støjinfernoet omkring ham – helt opgivende beklager sig: »Pressure, pressure / Oh god no, pressure …«
Det skal ikke begrædes, at Iceage er rykket videre musikalsk, men det er svært at se noget dansk punkband igen nærme sig det tårnhøje niveau inden for genren, som Iceage præsterede på You’re Nothing. Her beviste de virkelig, at god sangskrivning og punkæstetik sagtens kan gå hånd i hånd.
(SF)