Plader

Franz Ferdinand: Tonight

Skrevet af Johanne Mortensen

Da jeg var barn, sagde min mormor til mig, at jeg ikke skulle lave dumme ansigter, for hvis vinden pludselig vendte, kunne jeg risikere, at det sad fast. Og hvor var vi så henne? Måske er det bare det, der er sket for Franz Ferdinand?

Franz Ferdinand har netop udgivet deres tredje plade, Tonight. Det var sådan set slet ikke nødvendigt at tilføje deres navn i titlen. Allerede fra det allerførste guitarvræl på ”Ulysses” står det soleklart for enhver idiot, at man lytter til Franz Ferdinand. Og man udbryder henrykt: »Det er jo helt klassisk Franz Ferdinand!« Efter tre-fire sange begynder smilet dog langsomt at stivne, og man mumler halvskuffet: »Det er jo bare helt klassisk Franz Ferdinand.«

Jeg var en af dem, der klappede i mine trætte, små hænder, da Franz Ferdinand i 2004 brød frem med den selvbetitlede debutplade. Kombinationen af dansable, funky beats, bastante, pompøse indie-guitarriff og blasert og sexet art school-attitude ser man jo ikke hver dag. Og så med tekster og cover-art, der trækker på russisk konstruktivisme og litterære klassikere oven i hatten! Oplagt skru ooooop-musik til fordrukne fester!

Og med Tonight beviser de kæphøje skotter, at de stadig kan ryste et soundtrack til en gigantisk bytur ud af ærmet. Man kan trygt sætte pladen på til enhver fest, med komplet vished om at dansegulvet ikke pludselig går i stå til en følsom og kejtet ballade eller eksperimenterende rock-udskejelser.

Pladen lægger ud med den fodtrampende “Ulysses” og lover dermed både eventyr og prøvelser, inden vi kan vende hjem igen. Desværre virker det, som om Franz Ferdinand aldrig nogensinde får lagt fra havn, især når de halvvejs inde i sangen bryder ud i fuldstændig skamløse lalalalala’er. Pludselig bliver grænsen mellem cool blaserthed og uopfindsom ligegyldighed meget hårfin, og det kan altså hurtigt blive en halvflov danseoplevelse.

Men jovist, Franz Ferdinand-skabelonen med inciterende omkvæd og funky basgang er træfsikker, og ja, der må danses, men ville det dræbe dem at proppe bare en lille smule sjæl og sårbarhed i deres musik? Bare en sjat?

»No, you girls will never know, how you make a boy feel,« synger Alex Kaprano i “No You Girls”, og personligt fik jeg flashbacks til universitetstiden, hvor man kunne være så heldig/uheldig at løbe ind i den der notorisk “ældre fyr”, der af uransaglige årsager stadig indfandt sig til de utrættelige fredagsbarsfester, hvor han forsøgte at score unge studiner med åh-så-kløgtige, henslængte kommentarer om moderne kunst. Men come on, Franz Ferdinand, I er sgu da godt oppe i 30’erne, og sange om boys and girls har måske overskredet sidste salgsdato for jeres vedkommende.

Men fair skal være fair, for Frans Ferdinand er jo trods alt (endnu) ikke en gruppe udkørte has-beens. Der er lys for enden af skabelon-tunnellen. Efter to håndfulde selvkørende numre med catchy omkvæd trækker drengene nemlig pludselig en helt anden slags kanin op af hatten. ”Lucid Dreams” kommer fra start som en slags ”Matinée #2” fra debutpladen, men langsomt samler den mere og mere intensitet. Trommerne løber ind i en slags forsinkelse, og bandets talent for synkopering kommer pludselig til sin ret. Beatet bliver mere og mere grumset, mere og mere autonomt. Væk er den tanketomme trampen, formularen brydes, og det catchy omkvæd fortaber sig som en musikalsk detalje ud af mange, lige indtil nummeret bryder ud i lys acid house lue! Højst uventet! Men for fanden da, hvor er det velkomment.

Jeg kan vældig godt lide den nye kanin. Hvis Franz Ferdinand skal undgå at ende deres indiedage som parodier på sig selv, skal de måske følge den nye, hoppende acid house-kanin. Det kunne godt være en ganske farbar vej. Så længe den ikke hopper direkte i kunsthistorie-fredagsbaren, altså.

★★★☆☆☆

Deltag i debat