Alle fotos: Daniel Nielsen
Stadig gnaven efter gårsdagens møgfrustrerende afslutning på Uncle Acid & the Deadbeats, var det bare om at komme op på hesten igen. Heldigvis for mig, så var der fest og løjer på den stormende horisont.
Den eksplosivt hypede Bristol-duo Getdown Services virkede således som et godt sted at begynde dagens program, og de to lads lignede selv nogen, der lige var krøbet ud af et telt i Campingområde P, så identifikationen med det fortrinsvis unge publikum var hurtigt på plads.
Programmets sammenligning af de to gutter – der spillede på værtshuse og små scener i Bristol for bare to år siden – med Daft Punk og Justice, forstår jeg ikke lige et klap af. Jeg har svært ved at se nogen af de ovennævnte hive imaginære fisk i land fra scenen, eller for den sags skyld lufte bodegaflæsket, men jojo, der var da lilla lys og samples. Ellers virkede det mest som en pubbet udgave af Tenacious D med The Streets i ascendanten. Bare uden det bitre. Gode vibes, med andre ord.
Videre gik det mod en anden britisk duo med markant andre vibes. Milkweed er seriøse som Stonehenge, og tager deres udgangspunkt i oldgamle, irske og keltiske sagaer. Dybt foruroligende sager, der nemt gjorde et proppet Gloria helt tyst, når altså man ikke lige blev forstyrret af enerverende Tessa fra Orange. Kunne hun måske ikke lige skrue ned, hva’?
Men det var underligt rensende at bruge en tre kvarters tid i et dybt foruroligende folk-univers med primalskrig, tekster om monstrøse svangerskaber og sværdkamp, samples og forvrænget banjo. Roskilde rummer i sandhed det hele.
Efter den lettere creepy omgang var det nok meget sundt for sjælen at kunne tage videre ned til Arena og tjekke hypen omkring den amerikanske folk/countrysanger Sierra Ferrell. Den viste sig at holde helt og aldeles, og det er en af årets koncerter på Roskilde indtil videre for mit vedkommende. Ferrell har som band udvalgt sig fem hypermusikalske honchos med kridhvide Stetsons, og hun selv var iført et outfit, der kanaliserede en ung Dolly Parton.
Man kan som amerikansk sanger af countryskolen enten gå Dolly eller Emmylou (Harris), som min sidemand sagde, og Ferrell hører klart til i første kategori. Det hjalp også på dette, at hun åbenbart er indehaver af en juvelbesat mikrofon – hvad mere kan en pige egentlig ønske sig? Det skulle da lige være et voldsomt sangskrivertalent, der ikke lader sig begrænse til bare country, og en stemme, der kan bringe alle hestene til stalds. Og nå ja, en udstråling som en supernova fra Sydstaterne.
Men hvad udstråling angår, så er der alligevel et skridt op til torsdagens klare hovednavn i skyggen af det noget pauvre udvalg på Orange, nemlig Talking Heads-frontmanden David Byrne.
Selvom Euroman og podcasten “Arbejdstitel” stædigt hævder det modsatte, så kan stil altså ikke købes for penge, og i tilfældet David Byrne har han uanset selv skabt sin egen gennem en karriere på over 50 år. Hans seneste koncert på Roskilde i 2018 sprængte nærmest skalaen for, hvor storslået en koncert på Arena kan slås op, og sørme om han ikke gjorde det igen. Den eneste mulige anke i forhold til dagens koncert skulle lige være, at den mindede meget om hans optræden i 2018, men det kan man jo altså ikke kalde brok. Jeg kan spise lasagne hver dag, og jeg kan se David Byrne hver dag. Gerne i kombination en anden gang.
Byrne står, udover en voldsomt smittende livsglæde, frem for alt for en helt særlig elegance, der især blev understreget i den legendariske koncertfilm Stop Making Sense fra 1984, og fredagens koncert var igen et stilstudie. Byrne indtog først scenen selv sammen med en bassist og fremførte en smuk udgave af “Heaven” fra Fear Of Music, men han fik nu snart selskab på scenen af flere og flere mennesker.
Koncerten bød på en konstant rotation af bandmedlemmer, alle stramt koreograferet og i identiske dragter/uniformer som en blå Bolsjoij-ballet, mens en kameramand, ikke mindre elegant, konstant svævede rundt på scenen og lavede closeups af de enkelte, så man følte det, som var man selv med på scenen. Man blev lidt rundtosset, men virkningen var frygteligt fed.
Der var settet igennem, taget i betragtning , at det trods alt er en tour på ryggen af en ny plade, et meget publikumsvenligt fokus på Talking Heads -karrieren med et tidligt højdepunkt i en særligt elastisk udgave af “Houses In Motion” fra et af hovedværkerne, Remain In Light.
Den midterste del af koncerten var fokuseret på Byrnes solokarriere, med udgangspunkt i sidste års Who Is The Sky. På ingen måde dårlige numre, men man havde nu nok en fornemmelse af, hvad folk stod og ventede på. Og der var da heldigvis masser af bangers.
En seance, hvor Byrne stillede sig i en lyskegle, hvorefter hans egen skygge, på væggen bag ham, introducerede sidste fase af koncerten, hvor han rullede det tunge skyts ud i form af først en listende “Psycho Killer”, der fik demonstreret potentialet for fællessang af basgang, og derefter “Life During Wartime”, “Once In A Lifetime” samt lukkeren “Burning Down The House”.
På det tidspunkt var huset godt nok også brændt ned, og ikke et træben var ikke blevet svunget. Endnu en suveræn omgang fra den 74-årige skotte, der virkede 20 år yngre. Mindst!
Publikumsvenligt var placeringen af koncerten godt nok ikke rigtig. Der var ALT for mange mennesker på Arena, og jeg så en del publikummer af ældre dato, der virkede ængstelige og godt pressede. Det var synd. Hvis Byrne havde haft sit ikoniske kæmpejakkesæt fra Stop Making Sense på, og selv havde prøvet at klemme sig ind på Arena, havde han helt sikkert fået på puklen af nogen i Fjällräven-rygsæk, inden han overhovedet var kommet inden for teltdugen.
Man kan tro og håbe på, at Byrne selv har bedt om at holde koncerten på Arena, for ellers findes der få undskyldninger for det.
Aftenen herfra blev afsluttet med et på papiret ret bizart lydende band, Poison Ruïn.
Punk/metal med middelalder-tema, leveret af et band fra Pennsylvania, kunne vel kun blive en succes. Det var det heldigvis også. Selvom teksterne (som jeg ikke kender) ikke havde store chancer for at bryde igennem det lidt kvæstede lydbillede i Gloria, der ikke altid er super vellydende, når der er tung tråd, så lød de fremragende. På den ene side var placeringen i Gloria lidt weird, men på den anden side er de endnu et band, det klæder at have en kunstig skov som baggrund.
Musikken, tja, hvad var det egentlig. De spiller en for mig lidt besynderlig, men catchy, blanding af thrash, keltisk (igen) hardcore, punk og lige-ud-af-landevejen metal. Det lød også som om, at teksterne var fede. Drevet af en vanvittigt udseende bassist, der var lige dele Ron Jeremy (du kan selv google det) og Paul Riedl fra Blood Incantation, gik det ud over stepperne, og et højdepunkt var især et nummer, der var en slags D-punk med Slayer-riffs her og der. Samtidig havde nogle af numrene en slags maritim vibe, der fik mig til at tænke på metalmiljøet i Nordtyskland. Måske kan de blive store der. Sidste nummer hed “Sanctuary”, og her foldede de sig ud med en slags prog-punk, der endnu en gang gjorde mig forvirret over, hvad de egentlig spillede. Men hvem bekymrer sig alligevel om det.
