Plader

Raekwon: Only Built 4 Cuban Linx… pt. II

Fremtiden åbner sig på vid gab, når man lytter til Only Built 4 Cuban Linx… pt. II. Her er alt, hvad dit hiphop-hjerte begærer.

Det nye årtusindes første årti har bestemt ikke været nogen dans på hverken roser eller gloser for alle tiders største hiphop-gruppe, Wu-Tang Clan. Massevis af interne problemer, Ol’ Dirty Bastards tragiske død, mellemgode klan-udspil og elendige solo-udspil har været hovedoverskrifterne. Den eneste fra kollektivet, der har leveret et konsekvent konsistent output de sidste mange år, har været Ghostface Killah, der er blomstret op på en måde, man ikke kunne have forudset i 90’erne.

Raekwon, derimod, er faldet mere og mere af på den. Ligesom de andre Wu-rappere, der solodebuterede med et mesterværk omkring midten af 90’erne, har Rae haft mere end svært ved at levere en værdig opfølger til sit udgangspunkt. Hans debut Only Built 4 Cuban Linx… står stadig som et absolut hovedværk, men siden har han udsendt to dårligere end dårlige og meget ufokuserede plader, mens der de sidste mange år har været rygter om en part to-opfølger til debuten.

Og denne part to foreligger nu endelig. Personligt har jeg ikke haft de store forventninger til den, og mest af alt har konceptet om en opfølger til et 15 år gammelt mesterværk forekommet mig at være et fattigt forsøg på at kapitalisere på fordums bedrifter. Godt nok havde man fået at vide, at Ghostface igen ville spille en hovedrolle på pladen, og producerlisten så lovende ud, men med Wu-Tang har man efterhånden lært at oparbejde en sund skepsis før ethvert nyt udspil.

Derfor er det også nærmest utroligt, at Only Built 4 Cuban Linx… pt. II er lykkes i så storslået grad, som tilfældet er. For første gang i umindelige tider er klan-mentaliteten tilbage på et Wu-udspil, for hvor gode Ghostface Killahs plader end har været, har de i høj grad haft karakter af soloudspil med stort S, og end ikke features fra resten af Wu-Tang eller produktioner fra RZA har fjernet fornemmelsen af, at Ghostfaces maniske crack-game-univers er et andet end Wus mørke, martial arts-inficerede ditto.

Only Built 4 Cuban Linx… pt. II befinder vi os igen i Raekwons gode, gamle criminology-miljø, hvor han selv står for den brede mytologiske cinemascope-version af de kriminelle udskejelser, mens Ghostface står for den realistiske og håndholdte del, som vi også kender fra en plade som hans eget hovedværk Fishscale, hvor numre som ”9 Milli Bros.” og ”R.A.G.U.” i retrospekt foregreb den renæssance af Wu-Tang Clan, som nu er en realitet med Raekwons længe ventede tilbagevenden til lyrisk og musikalsk topform.

Der, hvor Only Built 4 Cuban Linx… pt. II for alvor skiller sig ud fra andre forkølede Wu-udspil fra de seneste år, er i dens gennemarbejdethed og enorme fokus. Raekwon har i interview op til udgivelsen snakket meget om, hvor meget han gik op i, at alt skulle være perfekt på den nye plade, fordi den automatisk ville blive holdt op mod sin klassiske forgænger, og det var ikke tom snak. Faktisk tilgiver man alle de evindelige udskydelser af pladens udgivelse i lyset af den soniske perfektion, der strømmer en i møde fra pladens start med den allerede klassiske Wu-banger ”House of Flying Daggers”.

I forhold til, hvor mange producere, der er inde over pladen, og især i forhold til, at den er lang som et ondt år og indeholder 22 numre, er det utroligt, hvor meget der fungerer. Vi har at gøre med en af de få hiphop-plader, hvor et ondt år føles godt, hvor al overflødighed er skåret væk, og hvor alt fungerer – på trods af de mange forskellige kokke bag gryderne. Og det hele fungerer selvfølgelig fortrinsvis, fordi the main chef, Raekwon, er i absolut topform.

Pladen flyder med en logisk udvikling fra nummer til nummer, hvor korte og iskolde mini-tracks – som den sylespidse Marley Marl-producerede ”Pyrex Vision” og den stryger-trippende ”Fat Lady Sings” – flettes ind i RZA-perler som ”Black Mozart” og ”New Wu”. Fra starten over midten og mod slutningen af pladen bliver crack-gamet beskrevet på numre som ”Sonny’s Missing”, ”Surgical Gloves” og ”We Will Rob You”, med en overlegenhed som ikke er hørt, siden Clipse sidst var på banen, og det uden at værket som helhed taber luft i processen.

Smukt er det også, at pladens højdepunkt er den gribende J Dilla-producerede ”Ason Jones”, en hyldest til Ol’ Dirty Bastard, der for første gang fremstiller mennesket bag den groteske myte på en overbevisende måde, og som sådan er der alt, hvad hjertet kan begære på Only Built 4 Cuban Linx… pt. II. Kun to Dr. Dre-produktioner virker en anelse malplacerede, og det er til at leve med, når stort set resten fungerer og skaber helt nye perspektiver for Wu-Tang Clans fremtid.

Only Built 4 Cuban Linx… pt. II er på højde med plader som Ghostfaces Supreme Clientele og Wu-Tang Forever, og der er ikke langt op til klanens mesterværker fra midt-90’erne. Med andre ord står vi her højst overraskende – ja, nærmest chokerende nok – med det bedste Wu-relaterede udspil i 10 år og en hel genrejsning af den mest forvirrede forsamling af geniale rappere, New York nogensinde har fostret. Fremtiden er pludselig åben på vid gab, og man tillader sig forsigtigt igen at forvente kvalitet, næste gang der udsendes nyt fra de Wu-affilierede.

★★★★★☆

Deltag i debat