Plader

Growing: Pumps!

Growing har fået et nyt medlem til at hjælpe sig med at samle digitalt affald ind til ramponerede disconumre. Det er ikke en optimal arbejdstrio.

Growing er skraldere. De raner digitalt skrald på en virtuel losseplads og bruger disse ramponerede stumper til at lave disco. En forskruet og afstumpet disco, der aldrig vil få et publikum på et dansegulv, da vragdelene ikke kan restaureres til fuld effekt.

Siden de to guitarister Joe DeNardo og Kevin Doria startede Growing i 2001, har bandet været i konstant udvikling. De første par plader på Kranky var indtagende, dronende støj, men med tiden har de hakket dronerne mere og mere op, hvormed de har skabt rytmiske forløb. Deres musik er derfor kommet tættere på den udknaldede misforståelse af dansemusik, som Black Dice dyrker, men hvor Black Dices musik er rastløs og uforudsigelig, er Growings stadig funderet i dronerne og derfor repetitiv og hypnotisk.

Det betyder dog ikke, at bandet er ude i technoens fastlagte rytmemønstre, for Growings rytmer får altid slået buler. Der kan godt være regulære, kradse beats, men der kommer altid hakkende eller halve, opskårede toner og fucker det op. Og det er gennemgående for alle lydene på Growings albums og således også det nye, Pumps!. De er afstumpede ad helvede til. Ingen af sekvenserne, melodierne eller forløbene manifesterer sig for alvor.

Pumps! er det første album, hvor det nye medlem, Sadie Laska fra IUD – et projekt hun dyrker med Gang Gang Dances Liz Bougatsos – er med, og hun bidrager med samples og vokal, hvilket er helt nyt i Growings lyd. Men igen er det fuldstændig uforståelige, druknede ord, der spøger i baggrunden; som fragmenterede minder fra samtaler, man ikke kan huske, hvad handlede om.

Noget tyder dog på, at Laska ikke er arbejdet helt ind i projektet endnu, for det virker, som om DeNardo og Doria begrænser deres udfoldelser for at give plads til hende. Hvor de før kunne trække deres eksperimenter i hvilken som helst retning, der faldt dem ind, må de nu finde plads til det tredje medlem, og det begrænser nogle af de første numre på pladen. Repetitionerne mangler udvikling, og de tørre og kvækkende lyde fremstår todimensionelle.

Det er først i de sidste tre numre, at samarbejdet for alvor løfter numrene. I ”Highlight” suppleres startens lette, hvislende rytmer af distortede rytmer, og en lys, skæv melodi får plads, mens Laskas sensuelle, mørke vokal flirter nedenunder. Især længere henne i nummeret, hvor togstønnende støj raserer, og høje blip skyder ud i luften, begynder det elektroniske puslespil at samle sig, selvom brikkerne tydeligvis ikke passer sammen og er slidte i kanten.

Nummeret slutter med en hakkende drone, der bliver udgangspunktet for det næste nummer med den passende titel ”Drone Burger”. Her udelades rytmerne helt, og nogle ufuldendte, orgelagtige lyde skaber et nærmest melodisk, meget hypnotiserende forløb, der giver en ro, som albummet indtil da har manglet. Et afbræk i det kværnende rytmeaffald.

Det giver plads til den afsluttende, otte minutter lange ”Mind Eraser”, som med simple trommemaskinerytmer, hakkende, distortede rytmer og især vildtfarende, spacy synthlyde mimer en form for forkrampet krautrock. Som Harmonia og Cluster ville lyde, hvis de var spastikere i spændetrøje. Her bliver Laskas vokal også mere skinger og tydelig, og hendes gentagende »It’s my mind, it’s my brain« forstærker den sygelig- og fremmedgørende stemning.

Der er udstukket endnu en ny retning for Growing på Pumps!, og selvom den ikke er fuldendt endnu, tyder de sidste numre på albummet på, at det udbyggede band har potentialet til at få de digitale stumper til at klistre sammen i affaldskunst for tomme dansegulve.

★★★½☆☆

Deltag i debat