Ifølge Google Translate betyder ambient 'omgivende'. Men det kan vel siges om meget musik. Det mener Kim Elgaard Andersen også, og her giver han nogle eksempler på plader fra i år, der har omgivende effekt.
Skribent - Kim Elgaard Andersen
Emeralds, 15.05.11, Loppen, København
Cleveland-trioen Emeralds koksede ud på Loppen, men det tårnhøje niveau efterlod også en kraftig sult efter mere.
CrackmordaZ anbefaler
Crackmordaz er en af Danmarks få horrorcore-grupper, hvis ikke den eneste. Læs her, hvad der har inspireret dem til deres voldelige univers.
Årets bedste plader 2010
Så er vi kommet til afsløringen af hvilke plader, der har været mest populære på Undertoner-redaktionen i 2010. Samtidig ser Kim Elgaard Andersen tilbage på årets musikalske indtryk.
Undertoner får ny redaktør
Hvis du var vampyr, ville du elske det. Der kommer frisk blod i redaktørstolen. Selvom du ikke er vampyr, har du nu god grund til at elske det alligevel.
The Tallest Man on Earth kommer til Roskilde Festival
Den svenske troubadour, der konstant plages af sammenligninger med Bob Dylan, kommer til Roskilde Festival den kommende sommer.
De nominerede til Nordic Music Prize offentliggjort
Når festivalen By:Larm afholdes i Oslo i februar, udddeles Nordic Music Prize for første gang. Det er et nyt initiativ inspireret af den engelske Mercury Prize, hvor en jury udvælger det bedste nordiske album fra 2010, og vinderen af prisen kan putte 20.000 € i lommen. 50 til 150 branchefolk fra hver af de fem nordiske lande har stemt 10 albums videre fra deres eget land, som nu skal konkurrere om at komme mellem de 12 kandidater, der kan vinde prisen, når den bliver uddelt 19. februar. Hvem de 12 kandidater er, får vi at vide 5. januar. Herunder kan du se de 50 kandidater delt op i lande med Danmark først: Danmark • Under Byen: Alt er tabt • Agnes Obel: Philharmonics • Murder: Gospel of Man • Chimes and Bells: Chimes and Bells • Trentemøller: Into The Great Wide Yonder • Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite • Efterklang: Magic Chairs • Sleep Party People: Sleep Party People • Fallulah: The Black Cat Neighborhood • Bjørn Svin: Browen Sverige • Familjen: Mänskligheten • The Radio Dept.: Clinging to a scheme • Robyn: Body talk • Anna von Hausswolff: Singing from the grave • Håkan Hellström: 2 steg från Paradise • Dungen: Skit i allt • The Tallest Man On Earth: The wild hunt • First Aid Kit: The big black & the blue • This Is Head: 0001 • Watain: Lawless darkness Finland • Minä ja Ville Ahonen: Minä ja Ville Ahonen • Uusi Fantasia: Heimo • Magenta Skycode: Relief • Circle: Rautatie • Paleface: Helsinki – Shangri-La • Stam1na: Viimeinen Atlantis • Jenni Vartiainen: Seili • Pariisin kevät: Astronautti • Jo Stance: Jo Stance • Yona Pilvet: liikkuu, minä en Island • Blood Group: Dry Land • Kimono: Easy music for difficult people • Seabear: We Built a Fire • Hjaltalín: Terminal • Ólöf Arnalds: Innundir skinni • Jónsi: Go Do • Agent Fresco: A Long Time Listening • Retro Stefson: Kimbabwe • Jónas Sigurðsson: Allt er eitthvað • Nolo: No-Lo-Fi Norge • Shining: Blackjazz • Casiokids: Topp Stemning På Lokal Bar • Susanne Sundfør: The Brothel • Motorpsycho: Heavy Metal Fruit • Lars Vaular: Helt om natten, helt om dagen • Serena Maneesh: S-M 2: Abyss in B Minor • Lindstrøm & Christabelle: Real Life is No Cool • Kvelertak: Kvelertak • Kråkesølv: Bomtur til jorda • Enslaved: Axioma Ethica Odini
Fredagsvideo: Fujiya & Miyagi: “YoYo”
Folk fra underholdningsindustrien er også konkurrencemennesker. Det er ikke forbeholdt sporten. Se nu bare den ret suveræne yoyo-kunstner i Fujiya & Miyagis nye video med den passende titel “YoYo”. Han lader ikke sådan lige andre indtage scenen ustraffet, om de så er hulahoprings-akrobater, bodybuildere eller bugtalere. Sangen er fra deres kommende album, Ventriloquizzing, der udkommer 25. januar på Yep Roc. Nyd sangen og det stemningsfulde snevejr.
How To Dress Well kommer til Roskilde Festival
Det har været småt med begejstringen her på Undertoners redaktion over de indtil videre offentliggjorte navne til næste års Roskilde Festival. Men nu er der endelig sket noget, der får os til at stikke hovedet ud af vinterhulen og sig “huh”. How To Dress Well er nemlig blevet offentliggjort. Det er ikke noget stort navn, men det har alligevel rykket i blogosfæren og andre alternative musikkredse det forgangne år. Normalt er soul kun fedt, når det er fra før 1975, eller har en retro-følelse over sig, som bl.a. Aloe Blacc har leveret med sit fantastiske Good Things fra i år. Men der er begyndt at ske noget. Bl.a. har Sa-Ra Collective og venner kørt på med leftfield soul-produktioner de sidste par år, hvilket bl.a. Erykah Badu har nydt godt af, og ægteparret Dudley Perkins og Georgia Anne Muldrow har også vist en helt ny og kompliceret side af soul. Desuden viste XX jo sidste år, at hvid indiesoul godt kan være populær. Og det er ca. her How To Dress Well er. Tom Krell laver også afdæmpet, melankolsk soul, men gør den endnu mere distanceret med atmosfærisk produktion, der endda er lo-fi. Det gør Love Remains til et album, der kan virke utilnærmeligt i starten, men det varer ikke længe, inden den mørke dyne løftes, og man bliver lukket ind i varmen. Hvordan Krell klarer sig live, bliver særdeles spændende, så vi længes allerede nu mod dyrskuepladsen.
Fredagsvideo: The Futureheads: “Christmas Was Better in the 80s”
Vi fortsætter med julesange her i fredagsvideoerne. Denne gang er det The Futureheads, der har skruet en højtidssalme sammen. Og her er der virkelig lukket op for salmestemningen med hallelujah og det hele, så det lyder som en halv Queen-sang. De mener, at jul var bedre i 80’erne, men mon ikke de i virkeligheden mener, at jul var bedre, da de var børn? For det var den vel for de fleste. Det var dengang, man kunne få helt ondt i maven af at vente på at få gaver, og senere fik man helt ondt i maven af alt det slik og julekager, man proppede i sig. I dag er jeg i hvert fald ikke helt så hooked på jul som dengang, hvor det flød med chokoladekalendere, pakkekalendere, “Jullerup Færgeby”, musetrapper og kravlenisser. Det var bare mere magisk dengang. Det mener The Futureheads åbenbart også. God weekend!
Fredagsvideo: The Killers: “Boots”
Lige som sidste år (og de tre foregående i øvrigt) har The Killers lavet en julesang til støtte for organisationen RED, der arbejder for en verden uden AIDS. Som julesang fungerer den glimrende. Den har et lidt højtideligt præg, og man kunne sagtens forestille sig en flok synge den i kor. Og så er der klokker, så ved man det er en julesang. Videoen er instrueret af Jared Hess, der stod bag kultkomedien “Napoleon Dynamite”. Den handler om en eller anden stakkel, der bor på gaden, savner sin familie og forsøger at tjene nogle penge. Glædelig december!
Mentalt syretrip på Studenterhuset fredag 3. december
Hallo, du der! Ja, dig. Stop lige med at stirre ind i den der lava-lampe. Jeg har et tip til dig. Ja, medmindre du skal til firmajulefrokost. Nej, ved du hvad, drop det. Det her er vigtigere. På fredag er der nemlig psykedelisk pow wow i Studenterhuset i København med tyske The Blue Angel Lounge og danske The Telstar Sound Drone. »Tyskland!?«, tænker du. »Hvad ved de om syretrip?« I hvert fald nok til at de imponerede Anton Newcombe fra Brian Jonestown Massacre til deres debutkoncert i Berlin i 2009. Faktisk i en sådan grad at han tilbød at hjælpe med produktionen på deres debutalbum, Narcotica, der er ude nu. Sådan blev det. Så hvis du vil høre, hvad der imponerede den kontroversielle herre, så er det bare ind i Studenterhuset nu på fredag den 3. december. Så får du også mulighed for at høre Danmarks syrekonge nr. 1, Lorenzo Woodrose, vende plader. Koncerten er arrangeret af Psychotic Reactions, der er en ny bookinggruppe i København med fokus på psykedeliske koncerter, i samarbejde med Smash! Bang! Pow!. Så kan du godt vende tilbage til lavalampen. Besked slut.«
Fredagsvideo: The Go! Team: “T.O.R.N.A.D.O.”
Ok, det er efterhånden en del år siden, at The Go! Team var de nye børn på gaden, alle så op til. Deres sidste album, The Proof of Youth, var måske heller ikke en helt optimal opfølger. Men det forhindrer nu ikke bandet i at udgive et tredje album til næste år. Det kommer til at hedde Rolling Blackouts, og nummeret “T.O.R.N.A.D.O.” herunder er første nummer på albummet. Det er vel egentlig ikke, fordi der er sket noget voldsomt med udtrykket, men der er altså stadig smæk på. Nyd weekenden og pas på snestormen.
Broken Social Scene, 22.11.10, Store Vega, København
Tourtrætte Broken Social Scene kom til et halvfyldt Store Vega og spillede en nærværende koncert med mandagsstemning. Otte mand, der ikke kunne finde ud af at forlade scenen.
Simon Finn spiller trøstesløs folk på Studenterhuset
Da folk er blevet mere populært de seneste mange år pga. neofolk og free folk, så er glemte koryfæer også blevet gravet frem af fortiden. En af dem er Simon Finn, der udgav et usædvanligt bittert mesterværk i 1970 kaldet Pass the Distance, hvorefter han forsvandt. David Tibet fra Current 93 fandt ham så siden frem af gemmerne, og Finn har efterfølgende udgivet tre albums samt nogle ep’er. På torsdag den 25. november er der mulighed for at opleve denne levende legende, når han spiller på Studenterhuset i København. Til opvarmning spiller danske Of The Wand & The Moon, som er et af verdens førende neofolk-orkestre. Denne aften optræder bagmanden Kim Larsen solo kun for tredje gang i karrieren, så der venter en eksklusiv oplevelse. Desuden optræder Kloster også, der spiller moderne salmer som sadcore, og som lige har udgivet deres nye album, The Waves and Winds Still Know His Voice. Så dette er en gylden mulighed for at opleve de nye sange live. Torsdag er der altså lagt op til en højstemt folk-aften, og det koster kun 85 kr. at deltage (65 kr. for studerende).
Fredagsvideo: Chromeo: “Hot Mess”
Hmm, den her video er nok mest for dem, der kan lide at se på halvnøgne piger, for Dave-1 og P-Thugg fra Chromeo har ikke helt samme æstetisk behagelige udseende som pigerne i videoen. Det er en sjov omvending af dagligdagen for formodentlig en del kvindelige politibetjente. Der er en masse mænd, der ikke rigtig tager deres indsats alvorligt, og taler ned til dem. Her i videoen til “Hot Mess” er billedet så bare vendt. Det feministiske budskab er vist til at se igennem fingrene med, når man ser på fokusset på kvinder som sexsymbol. Faktisk virker det mere som en pastiche på Politiskole-filmene. Og 80’erne synes da også at gennemsyre musikkens electro-tro beats. I en tid hvor 80’erne er genoplivet gennem et filter af solblegede kassettebånd og vhs’er i form af chillwave-bølgen, er det sjovt at høre noget så gennemført electro. Helt klart lydbillede uden den mindste forvrængning eller sløret lyd. God weekend.
Black Dice og Growing vælter Stengade
Black Dice er et usædvanligt kendskab. På plade er de utilregnelige videnskabsmænd, live leverer de et støjende breakbeat-inferno, hvor publikum har svært ved at orientere sig. Nu har du mulighed for at opleve dette ved selvsyn, da Escho har udnyttet, at Black Dice kommer til Godspeed You! Black Emperors reunion-festival i England. Med sig har de Growing, der har spillet i landet et par gange, men ikke i deres nye konstellation med nyt medlem Saidi Laska, som godt nok ikke forbedrede deres seneste album, Pumps!. Det kan jo være, at de har fået det til at virke live. Den støjende herlighed kan opleves lørdag den 27. november på det genopståede Stengade, og det koster 70 kr.
Fredagsvideo: Hot Chip: “I Feel Bonnie”
I samarbejde med Bonnie ‘Prince’ Billy har Hot Chip lavet en mere afdæmpet version af “I Feel Better” fra One Life Stand. Den hedder selvfølgelig “I Feel Bonnie”, så vi virkelig kan fornemme hvor empatiske nogle fyre, dem fra Hot Chip er. Videoen er også temmelig meget mere jordnær, end den overglamorøse boyband-pastiche til det oprindelige nummer. Jeg kan bedst lide den nye version, men den gamle video er sjovest. Døm selv. De er begge herunder. God weekend.
Hør sangene fra Deerhoofs nye album
Deerhoof har det med at markedsføre deres albums på særegne måder. På det sidste, Offend Maggie, valgte de at lave en musikvideo til hvert eneste nummer. Til deres nye album, Deerhoof vs. Evil, har de tænkt sig at udgive et nummer ad gangen på diverse musikblogs og -hjemmesider indtil udgivelsen 25. januar på Polyvinyl. Der er 12 numre og indtil videre er to af dem frigivet. Det tredje, “Behold a Marvel in the Darkness”, er just blevet frigivet på Beat Magazine fra Australien. Selvom nummeret starter ret ligefremt, er der nu ikke så meget ændret i Deerhoofs lyd, men de er også sådan et band, der har så charmerende og personligt et udtryk, at det ville være synd at ændre på. De to andre numre kan du finde hos Pitchfork og The Guardian, og du kan følge med i udgivelsesplanen på denne hjemmeside dedikeret til det nye album.
Video- og lydkunst i Mayhem med Kirkegaard, Kirstein og Iversen
Fredag aften er for de fleste fyraftensbajere, men hvis du vil fylde dit hoved med noget, der kan udfordre dine hjerneceller lidt i stedet for at slå dem ihjel, så burde du overveje at kigge forbi Mayhem. Der vil Marie Kølbæk Iversen, Jacob Kirkegaard og TR Kirstein nemlig samarbejde for første gang om et eksperiment, der tager udgangspunkt i idealisten George Berkeleys tænkning om, at kun i sansningen findes verden. Marie Kølbæk Iversen er lys- og videokunstner, der retter fokus mod selve det medie, hun arbejder med. Således skulle hendes feedback-konstellationer danne interaktive og kalejdoskopiske mønstre ifølge pressemeddelelsen. Når det så bliver koblet med Jacob Kirkegaard og TR Kirsteins udfordrende og eksperimenterende tilgang til lydkunst, kunne fredag aften godt blive en interessant oplevelse. Arrangementet starter kl. 21, koster en halvtredser og foregår som sagt på Mayhem, Ragnhildgade 1 i København Ø.