Ignug splittede sig selv og Pavilion Junior ad. Foto: Anders Von Greffelstejn. Grafik: Mana
Bedømt ud fra flokken af Myspace-numre ville Ignug levere stramt produceret, dygtigt udført og dansabel electropop med sans for fængende melodier – og uden skyggen af kunstneriske kalorier. Well, det var sådan set også lige præcis, hvad kvartetten rent faktisk gjorde. Forskellen på studieudgaverne og liveversionerne var bare, at bandet løftede sig selv flere niveauer ved at servere noget så sjældent på Pavilion Junior som et vaskeægte, superengageret sceneshow.
Bandmedlemmernes ret så kuriøse Saint Martins-designede påklædning (en maske beklædt med mikado-pinde, anyone?) var blot en biting; i centrum befandt Tarek Sidki sig og holdt publikum i en kælen skruestik. Sidkis usædvanligt sikre falsetstemme, der sendte hilsner både til danske Raz Ohara og især til Prince, smøg sig ubesværet rundt om de pulserende synthriff og var lige så velegnet som blid soulvokal, som den var i rollen som frontløber i et kor af hundredvis af folk, der skrålede med på omkvædet i “Tell Me That You Love Me”.
At Sidki kunne slippe af sted med at sende fingerkys til publikum midt i et omkvæd, siger lidt om, hvor tæt han bevægede sig på kanten af arrogance. Men det kammede aldrig over for Ignug. Tværtimod lykkedes det for hvert nummer at sende det godt fyldte telt et skridt tættere på ekstasen. Gradvist blev de syntetiske basgange mere og mere beskidte, rytmesporene mere kantede og Sidkis begejstring mere overbevisende.
Kvartetten har base i London, og de svært catchy sange lød som et sammenskrab af diverse clubhits fra de sidste 10 år. Godt med electroclashede, smadrede synths garneret med både ligefremt pumpende og nærmest UK garage-synkoperede beats – og en fangende forsanger. Der er ingen store ambitioner hos den her flok vindere af P3’s Karrierekanonen om at skabe kunst med stort K – men når det gjaldt at skabe en fest i hele teltet, overtrumfede Ignug resten af årets Pavilion Junior-program.
