Inciterende reggae blæser fra scenen. Forventningen hænger i luften. Massive Attack skulle have spillet på NorthSide Festival i det herrens år 2020, indtil en vis pandemi fik sat en stopper for den ide. Nu skal de endelig have revanche.
Klokken slår 23.30, scenen går i sort og smelter sammen med den kolde nat. Og til et baggrundstæppe af forskellige videokollager – intet er tilfældigt, alt har et (politisk) budskab – går kollektivets to grundlæggere og faste bestanddele Robert Del Naja og Grant Marshall på scenen sammen med deres turnéband. Den ulmende ”Risingson” (Mezzanine, 1998) åbner det elektroniske bal med glødende, elektronisk flakken. Nummerets tunge bas bliver i liveversion drejet i en forførende og funky retning, som virkelig fungerer godt. Del Naja og Marshall står som forstenet og messer monotont i hver sin mikrofon. Det er en frygtelig kliché, men det er simpelthen bare så cool. De er de dystre dirigenter af aftenens tur ned i triphoppens forgård – et sted, hvor alt kan ske.
Massive Attack er nemlig et kollektiv; musikken lever, ånder og afhænger af input fra deres mange fantastiske samarbejdspartnere. At vi her til aften skulle blive forkælet med så mange af de helt store havde jeg dog aldrig turde at håbe på. Knap er første nummer færdigt, før reggaeikonet (og samarbejdspartner siden Blue Lines fra 1991) Horrace Andy går på scenen og leverer en isnende og indlevende version af ”Girl I Love You” (Heligoland, 2010). Guitaren gennemborer natten, og hvis en bas kunne dræbe, blev denne anmeldelse skrevet fra det hinsides. Senere i settet vender Andy tilbage for at forkæle os med en keyboardtung ”Hymn of the Big Wheel” (Blue Lines, 1991), hvis stærke tekster altid (desværre) er relevante; »The earth spins on its axis/ One man struggle while another relaxes« og, naturligvis, ”Angel”. ”Angel” er en udgave af Andys egen sang ”You Are My Angel”, og det mærkes. Her styrer han fuldstændig showet.
Andy havde jeg måske forventet at se, men jeg havde ikke turde håbe på, at den alternative hiphopgruppe Young Fathers pludselig ville stå på scenen midt i settet til en rå, hurtig og hård udgave af ”Voodoo in My Blood” fra Ritual Spirit-EP’en (2016). Blandt mere krybende sange som Protection-nummeret ”Karmacoma” (leveret i en lidt kedelig, skrabet udgave) og en noget nær perfekt ”Intertia Creeps”, der live får et kærkomment nøk i en rocket retning, står Yong Fathers’ forholdsvis korte ophold midt i settet som et kraftfuldt højdepunkt. Det højdepunkt kan dog se sig slået af en vild og voldsom ”Safe From Harm” (dedikeret til det palæstinensiske folk, naturligvis). I nyere tid har sanger Deborah Miller fået æren af at synge de udødelige ord »But if you hurt what’s mine/ I’ll sure as hell retaliate«. Sammenlignelse er en grim ting, ”men hun er ikke Shara Nelson (nummerets oprindelige sanger)”, når jeg lige at tænke, før Miller blæser publikum fuldstændig bagover med kæmpehittet ”Unfinished Sympathy” med så meget power, at det kunne knuse en titans hjerte. Mea culpa.
Men apropos knuste hjerter. Vi er nødt til at tale om Liz. Elizabeth Fraser, drømmepoppens urmoder, hvis stemme er noget af det smukkeste, reneste og mest følelsesladede, denne verden nogensinde har hørt. En stemme, der blandt meget andet udødeliggjorde Massive Attacks måske største hit ”Teardrop”, og som jeg her til aften må sande muligvis ikke findes mere. Fire gange gæster hun scenen her til aften, men det er med en stemme, der er en skygge af sig selv. Først er det ”Black Milk”, som er aftenens sang nummer to. Den lyder svævende om end lidt for bastung, og Frasers stemmer virker slet og ret vakkelvorn. ”Teardrop”, der selvfølgelig skulle have været kulminationen på en fantastisk aften, leveres med hjerteskærende usikkerhed. Stemmen truer konstant med at knække, skrøbeligheden er påfaldende, og det fungerer bare ikke, når det netop er stemmen, der er omdrejningspunktet for nummerets hjerterytme. ”Song to the Siren”, Tim Buckley-nummeret, som drømmepop-kollektivet This Mortal Coil gjorde helt sit eget i 1983, er her skåret helt ind til benet. Kun et par enkelt guitartoner styrer melodien omkring Fraser, der slet ikke formår at træde i karakter. Bedre går det på ”Group Four”, en personlig favorit og aftenens sidste sang, der live er lige så musikalsk blændende og eksplosiv, som jeg kunne have ønsket mig. Men hvor der før ikke synes at være grænser for Frasers vokale evner, er der nu en tydelig streg i sandet. Det er sønderlemmende svært at skrive andet om aftenens præstation, end at den lød perfekt; Jeg har aldrig set Fraser live før, så jeg skal ikke kunne sige, om dette er normen. Men helt godt er det altså ikke – desværre, desværre, desværre. Publikum klapper og jubler og virker svært glade. Jeg er svært skuffet. Måske var det utopisk at tro på perfektion, men det var både stemmen og leveringen, den haltede med.
Massive Attack er uden tvivl stadig en vigtig spiller i den dunkle ende af electronica. Selv de ældste numre kan stadig overraske med deres dystre, innovative lyd, og man følte sig svært forkælet i Del Naja, Marshall og resten af kollektivets selskab. Mit hjerte gør ondt for Fraser, men alt i alt var det en solid, sammenhængende og gennemført koncert.
