Koncerter

Roskilde ’10: Wooden Shjips, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Christian Klauber

Wooden Shjips leverede motorisk velfungerende og vedholdende krautrock. I længden var det lige så ophidsende som en tysk motorvej.

Trods perfekte psykedeliske udsvæv kørte Wooden Shjips lidt for meget i ring.

Du er lastbilchauffør. Du er netop vendt tilbage fra en tur til Tyskland. Nu går turen til Letland. Lang, endeløs motorvej er det eneste, du skal se på de næste tre dage. Hvilken musik ledsager dig i førerhuset på din lastvogn? Hvis du ikke har nogen gode idéer, kunne Wooden Shjips være et godt bud. Det beviste de i den grad på Pavilion.

Her var der fra første sekund en motorvej brolagt med bastant trommespil, mekanisk bas og udsyrede guitarsoli. Desværre var der ikke så meget andet, og selvom det kan være inciterende med den rytmiske hypnose, har det også den svaghed, at det let bliver kedeligt, hvis det ikke fanger dig. På den positive side kører du næppe galt, fordi du farer vild i musikkens krinkelkroge (medmindre du da falder i søvn).

Wooden Shjips lagde fra land i ekstremt langsomt tempo, og allerede i de følgende numre steg tempoet markant. Heldigvis for det. Hypnose skal foregå i hurtigt tempo, og det var da også først, da tempoet kom i vejret, at Wooden Shjips fangede publikum til mere end rytmiske benbevægelser eller momentane svaj fra side til side. I midten af teltet forblev udskejelserne dog nogenlunde status quo – fraregnet seks VIRKELIG insisterende mennesker, der virkelig gjorde en seriøs indsats for at skabe en fest. Måske var forklaringen på mit manglende udbytte, at jeg ikke investerede nok i oplevelsen. Men meget sved og sex – der kunne have ændret på dét – kom der nu heller ikke ud over scenekanten.

Wooden Shjips spillede habilt og solidt. Men jeg savnede i høj grad intensitet og afveksling – selvom der mod slutningen bestemt kom mere tyngde og aggressivitet i lydtapetet. Selvom krautrock i sin grundform er kendetegnet ved et pulserende, på mange måder ensformigt rytmebeat – og selvom der intet var at udsætte på frontmand Ripley Johnsons udsvævende guitarsoli – behøver ornamenteringen i f.eks. trommerne ikke nødvendigvis at være lige så flad som en tysk firesporet motorvej.

★★★☆☆☆

Deltag i debat