Koncerter

Roskilde ’10: Wooden Shjips, 02.07.10, Pavilion

Skrevet af Christian Klauber

Wooden Shjips leverede motorisk velfungerende og vedholdende krautrock. I længden var det lige så ophidsende som en tysk motorvej.

Trods perfekte psykedeliske udsvæv kørte Wooden Shjips lidt for meget i ring.

Du er lastbilchauffør. Du er netop vendt tilbage fra en tur til Tyskland. Nu går turen til Letland. Lang, endeløs motorvej er det eneste, du skal se på de næste tre dage. Hvilken musik ledsager dig i førerhuset på din lastvogn? Hvis du ikke har nogen gode idéer, kunne Wooden Shjips være et godt bud. Det beviste de i den grad på Pavilion.

Her var der fra første sekund en motorvej brolagt med bastant trommespil, mekanisk bas og udsyrede guitarsoli. Desværre var der ikke så meget andet, og selvom det kan være inciterende med den rytmiske hypnose, har det også den svaghed, at det let bliver kedeligt, hvis det ikke fanger dig. På den positive side kører du næppe galt, fordi du farer vild i musikkens krinkelkroge (medmindre du da falder i søvn).

Wooden Shjips lagde fra land i ekstremt langsomt tempo, og allerede i de følgende numre steg tempoet markant. Heldigvis for det. Hypnose skal foregå i hurtigt tempo, og det var da også først, da tempoet kom i vejret, at Wooden Shjips fangede publikum til mere end rytmiske benbevægelser eller momentane svaj fra side til side. I midten af teltet forblev udskejelserne dog nogenlunde status quo – fraregnet seks VIRKELIG insisterende mennesker, der virkelig gjorde en seriøs indsats for at skabe en fest. Måske var forklaringen på mit manglende udbytte, at jeg ikke investerede nok i oplevelsen. Men meget sved og sex – der kunne have ændret på dét – kom der nu heller ikke ud over scenekanten.

Wooden Shjips spillede habilt og solidt. Men jeg savnede i høj grad intensitet og afveksling – selvom der mod slutningen bestemt kom mere tyngde og aggressivitet i lydtapetet. Selvom krautrock i sin grundform er kendetegnet ved et pulserende, på mange måder ensformigt rytmebeat – og selvom der intet var at udsætte på frontmand Ripley Johnsons udsvævende guitarsoli – behøver ornamenteringen i f.eks. trommerne ikke nødvendigvis at være lige så flad som en tysk firesporet motorvej.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Christian Klauber

 

Biografi:

Det var min mor, der grundlagde min interesse for musik. Men det er ad omveje, at jeg er nået dertil, hvor jeg er nu: med hovedet begravet i alternativ & artrock, progressiv metal, country, soul og hiphop. I barndomshjemmet stod den nemlig på klassisk og opera, og "her er et (klassisk) instrument, du gerne vil spille på", så på mange måder besudlede jeg nok den klassiske dannelse ved – som det første album – at investere i tværfløjte-virtuosen James Galway, der spillede uddrag fra forskellige musicals. Siden diverterede jeg publikum i Tivoli som fløjtenist og havde Det Kgl. Musikkonservatorium i kikkertsigtet, men vejen tog et kraftigt, uventet sving, da jeg i et af mine sidste år i Tivoli-Garden begyndte at høre dødsmetal. Siden har jeg fundet den gyldne middelvej og hører nu det meste, men kærligheden ligger klart hos den alternative hiphop, og hvad der ellers måtte befinde sig under den store, alternative rock-paraply (selvom hjertet da stadig kan slå endog meget hurtigt, når jeg hører en opera eller en violinkoncert, eller hvis den klassiske musiks instrumenter indgår i det, jeg lytter til). Jeg er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation og har mit eget firma, der arbejder med sprogrevision og formidling.

 

Fem favoritalbums:
The Clash: London Calling
Dirty Three: Horse Stories
Darc Mind: Bipolar
Company Flow: Funcrusher Plus
Frank Zappa: Hot Rats

Skriv et svar

boeger