Plader

Mount Kimbie: Crooks & Lovers

Skrevet af Daniel Heydorn

Det seneste vragstykke fra dubstep-implosionen kan spores tilbage til to purunge London-knægte. Og på trods af at mærkatet er ‘post-dubstep’, er dette noget af det mere imødekommende og fængende, scenen har produceret.

Grænsen mellem dubsteppen og det musikalske land omkring den har alle dage været diffus og udflydende. Især når musikken har skullet omsættes til albumformatet, har de stramt definerede rammer i den rendyrkede basmassage, der praktiseres af scenens purister, været snærende, og en naturlig gradbøjning har været en nødvendighed. Genreanarkisten Burial anvendte eksempelvis en formel, der i manges øjne var forskellig fra den egentlige dubstep i sin essens – på trods af de ellers tydeligt beslægtede virkemidler.

Hos Mount Kimbie er det de samme faktorer, der besværliggør kategoriseringen af musikken, men modsat Burial ligger grebet ikke fast om et par enkelte nicher, men breder sig legesygt om et svimlende antal forskellige udtryk: fra minimalistisk og dyster rendestens-dub til glad og sprudlende musikalsk blip-musik. Der er samplet Morricone-guitar, wobble-bas, IDM-anelser, opklippede vokalsamples og mægtige, svulmende lydbilleder. Og for at gøre den tillokkende forvirring total er flere numre delt op i nærmest uafhængige suiter, hvor den rytmiske grundstamme udgør det eneste kontinuerlige element.

Mount Kimbie vil det hele på én gang, og på den positive side er effekten, at Crooks & Lovers emmer af en ungdommelig begejstring, som nærmest er uden præcedens i den ende af den elektroniske dansemusik, hvor ingen egentlig danser. Det giver dog også pladen et noget broget forløb og udstiller de mere urealiserede og parentetiske indskud. Duoens lave alder kommer til syne i deres utålmodige zapper-generations-tilgang, hvor ét loop hurtigt afløser et andet, og numrene er ofte mere en kaotisk række fragmenterede påfund end en sammenhængende, gennemtænkt enhed. Men når samtlige elementer spiller sammen, hvilket ganske ofte er tilfældet, og rumklangsbehandlet westernguitar underlægges Gameboy-lyde, eller poppede R&B-samples danser over handclaps og håndspillet bas, er det klare indtryk, at opskriften skam er helt rigtig. Mount Kimbie er eklektikere snarere end forædlere, hvilket i denne omgang afføder et forfriskende idérigt, men også lettere upersonligt resultat.

Syntetisk er et ord, der i sammenhængen oftest anvendes med nedladende konnotationer. Som modstykket til de mange californiske futurist-beatsmede med deres analoge maskiner og støvede vinyltrommebreaks, eksempelvis. Men hos Mount Kimbie, hvor laptoppen sætter sit klare præg på sagerne, er håndværket overlegent, og de uanede, digitale redigeringsmuligheder udnyttes på imponerende vis, således at man forføres af det krystalklare lydbillede og ikke savner den analoge knitren. Den tekniske kunnen er tydelig i både detaljen og forløbet, hvilket den subtilt eskalerende intensitetskurve på pladens sidste halvdel især vidner om, og når den kulminerer med “Mayor”, tilgiver man nemt den uerfarne vaklen, der enkelte steder er at spore.

★★★½☆☆

1 kommentar

  • Jeg må erkende mig ret uenig i din bedømmelse, da jeg mener pladen er ret fantastisk(5 stjerner)! Jeg synes det er noget af det bedste Dub-Dubstep jeg har hørt længe. En mere intim plade end normal dubstep, som ellers kan blive lidt voldsom. Man har lavet et melankolsk dubstep album af høj klasse!
    Den bedste måde at belyse et album på er at gå i dybden med numrene, det er dét man bedømmer!

Deltag i debat