Plader

Esben and the Witch: Violet Cries

Skrevet af Anna Møller

Giraffen er kommet til byen i form af Esben og hans heks. De kan gøre dig virkelig bange, men kunne godt bruge at dvæle lidt mere ved dynamiske og melodiske elementer.

Der er hverken en Esben eller en (decideret) heks i den hypede, britiske trio Esben and the Witch. Jeg forestiller mig, at bandnavnet er taget fra det danske eventyr om Esben Askepuster: En omskrivning af “Klodshans”, der i den britiske udgave af folkeeventyret er omskrevet videre endnu.

Eventyr eller indierock, så spiller Esben and the Witch stærkt associativ, gotisk skræmmende og dragende musik, som synes at simulere den effektfulde uhygge, der findes i film som gode, gamle “The Blair Witch Project”.

Derfor virker det mest naturligt at betragte musikken som billedskabende frem for at dissekere den rent musisk, og som billed- og stemningsskaber er Violet Cries en vellykket debut.

Det lykkes virkelig godt at gøre lytteren hunderæd, men til gengæld kan man godt efterlades med en følelse af, at melodien visse steder går tabt. Man mangler noget – på samme måde som “The Blair Witch Project” var vellykket i sin evne til at skræmme seeren fra sans og samling, men samtidig lod en tilbage med et ønske om også at vide, hvad der egentlig lige var sket med den skov der. Hvem var heksen, og hvad skete der inde i det forladte hus?

Violet Cries besidder en enorm lyd, der er maksimeret de allerfleste steder. Rumklangen øger den massive lydmur, og Rachel Davies’ vokal er dragende og jaget med adskillige fjerne skrig. De filmiske associationer eskalerer, og de langstrakte toner kunne lige så godt komme dybt nede fra brønden, hvor en forgrædt og besat pige er fanget.

Ørerne kunne godt bruge, at tempoet blev skruet ned et øjeblik, så musikken kunne gøre det samme, som netop gyserfilm gør: Skabe forventning til at der lige om lidt sker noget uhyggeligt. I stedet gennemsyrer uhyggen enhver tone og maksimerer bare det stemningsskabende i stedet for at skabe mere dynamik og flere melodiske elementer.

I førstesinglen “Marching Song” opnår trioen til dels at skabe en mere forskelligartet intensitet, men der er alligevel aldrig et roligt øjeblik fra de klagende stemmer, støjende guitarer og den enorme, lagdelte lyd. Davies’ vokal minder i nummeret om darlingen Florence Welchs og er ekspressiv og dragende.

Numrene på Violet Cries bevæger sig som ringe i vande og synes at vokse eksponentielt, men fortoner sig aldrig. I mine øjne ville det skabe lidt tiltrængt dynamik at skrue ned for den dystre stemning i øjeblikke. Bare så man lige kunne trække vejret og lade grenenes slag på mørke ruder gøre det ud for det hjerteslag, der blev sprunget over.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger