Alle fotos: Daniel Nielsen / Frozenpanda.com
Lørdag eftermiddag bagte solen ned over festivalen, der i den grad kørte på sidste dag. Her havde man valgt at placere TV-2 på Orange Scene ved 15-tiden, så man forhåbentligt kunne dase i solen til en folkefest med den aarhusianske musikkanon. Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor orkesterets 80’er-plader blev spillet til døde, og ærligt talt, så skulle der ikke meget til at gøre det til en succes. Publikum virkede dog ikke ligefrem veloplagte, selvom Brandt og band gjorde et forsøg på at være det på deres første Roskilde Festival-optræden i 25 år.
Det hele startede ellers åh så godt. Da de garvede spillemænd lagde ud med “Lanternen” og derefter fortsate over i “Fantastiske Toyota”, var der lagt op til hitparade, og oppe mod pitten blev der da også sunget med – dog endnu ikke den altoverdøvende fællessang, der er Orange Scene værdig. Udover bandet selv havde TV-2 også udvidet besætningen med korsanger samt en hornsektion, der var meget tydelig i lydbilledet, og som af og til ledte til uheldige rearrangementer af specielt de gamle klassikere. “Rigtige mænd” havde lidt børnesygdomme i omkvædet, der fik fællessangen til at kuldsejle lidt. “Be Bab A Lu La” havde også fået en lille makeover, der gav den et friskt pust, men jeg er bare ikke sikker på, at jeg føler, at TV-2’s tidlige numre har brug for horn – omend, hvis man har spillet det samme musik i 40 år, kan jeg ikke bebrejde nogen for gerne at ville have lidt fis i hornlygten.
Brandt virkede heldigvis trods alderen stadig frisk og var hele dagen igennem en entertainer, der kæmpede for at få hele pladsen med, som da han i starten af koncerten bad publikum »deltage aktivt rytmisk«, hvilket de da også løste rigtig fint af og til. Han havde i Roskilde Festivals anledning måske også lært et par gloser af børnebørnene, da han inviterede festivalen på floor til “Vil du danse med mig”. For at behage nutidens unge dukkede et væld af yngre gæster også op på scenen, som kunne være plukket fra et lotteri, der skulle finde næste åbningsnavn til Orange Scene: Eee Gee var blevet transporteret direkte i golfvogn fra Lagune for at levere en nydelig version af “Det eneste, hun ville, var at danse”, og Emil Vammen fra TV-2 vol. 2 (Zar Paulo) sang med på “Hele verden fra forstanden” og viste, hvorfor Zar Paulo alligevel ikke er TV-2.
Men med det til side, så skal man sgu være en skarn, hvis man ikke bliver pisket lidt (meget) med af stemningen, når 50.000 mennesker står samlet foran en scene omkring et band, der er næsten umuligt ikke at have et forhold til i det her lille land. Stemningen til “Eventyr for drømmere” var decideret rørende, og da bandet kastede sig ud i “De første kærester på månen”, var lyden af fællessangen direkte gåsehudsinducerende. TV-2 lukkede med “Bag duggede ruder”, hvor de også havde inviteret et større kvindekor med på scenen. Intet kan ødelægge den sang, men i min ydmyge mening, behøver klassikeren ikke andet kor end 50.000 mennesker, der alle sammen har siddet hjerteknuste og grædende til en eller anden gymnasiefest, mens samme nummer spillede i baggrunden.
Er der nogen, der kan huske Myspace? Dengang da internettet endnu var et lovløst land og hjem for alverdens ulovlig musik, underlige demoer og uendelige spejlselfies. Vi kendte dem alle: The Scene Kids. Med højt, stribet hår, tyk eyeliner og extensions var emo- og scene-kulturen med til at forme genrer som screamo, metalcore og ikke mindst electro-fusionsgenren crunkcore, Amerikanske Frost Children giver mig Vietnam-flashbacks til sidstnævnte – dog i en noget mere poleret version.
Med et skriblet neon-S og en mikrofon, der også havde fået blond hår-extension på til lejligheden, havde søskendeparret Angel og Lulu Prost ikke så meget andet at levere varen med end deres utæmmede energi, mens de lagde hårdt ud med “Electric”, der er en electroclash-banger med en emo-popvokal – tænk Justice møder Tokio Hotel. Herefter gled søskendeparret direkte over i “Control”, der satte tonen direkte til smadder med sit wannabe-Skrillex-drop. Det stod dog hurtigt klart, at den eneste gimmick, som duoen havde i hånden, var disse uforudsigelige og vanvittige drops. På mere rolige numre som “What is forever for” kom vokalen pludselig frem i mixet, og lige pludselig kunne jeg godt huske, hvor irriterende emopop altid har lydt.
Heldigvis smuttede duoen over mod DJ-pulten efter dén suppedas og fyrede deres remix af Ninajirachis “Fuck My Computer” af, hvor den rene omgang dum EDM direkte ind i blodbanerne stod for en af koncertens højdepunkter. Dansefesten nåede sit klimaks på det Kim Petras-medvirkende “Radio”, og hvorvidt, du var med på den, var nok helt afhængigt af, om du på det her tidspunkt havde valgt at tage koncerten med et to-be-cringe-is-to-be-free-attitude –, for hvis du forventede at der skulle ske noget nyt, kunne du lige så godt smutte hen til de andre scener.
For da WTF-stemningen havde lagt sig, var det kun de største fans og mest desperate dansere, der holdt ud ved Eos, og man savnede virkelig noget mere variation. Kunne de ikke have smidt et par numre på fra 2022-pladen SPIRAL og givet os lidt screamo-vokal? Dubstep-emo-crunkore er i hvert fald ikke noget, man har brug for en hel time af.
Vi sluttede årets dækning herfra med endnu mere musik fra internettets mere lovløse kroge i form af Jane Remover, der startede som et undergrunds-Soundcloudfænomen tilbage 2019 under navnet Dltzk som pionér for digicore-bølgen, og som også har eksperimenteret med mange andre genrer herunder shoegaze og postrock. I 2025 udgav de desuden det anmelderroste album Revengeseekerz, der tog en drejning ind i trap og ragerap-territoriet og blev toneangivende for Removers sene show på et halvfyldt Lagune grundet placeringen lige midt i giga popgirl-aftenen på Orange Scene med Lily Allen og Zara Larsson.
Med én DJ og hypeman som det eneste sceneshow leverede Remover al energien ene menneske og startede med at komme sprintende ind på scenen til “Angels in Camo”. »Var deres mikrofon tændt?« når jeg at tænke, for hvis det her bare blev en time med backingtracks og en forpustet vokal, kunne det blive en lang seance. Publikum åd det dog råt fra starten, og campingpladsens hedonistiske fester var helt klart rykket op foran Lagune; klar til at lukke Roskilde Festival med et brag. Mine ben var dog meget glade for, at de ikke befandt sig midt inde i den hoppende midte af dansegulvet.
Jeg måtte dog løbende æde mine ord. For selvom jeg under de første tre numre var klar til at brokke mig over playback og autotune-vokaler som en anden gammel, sur mand i festivalens Facebook-kommentarspor, og selvom mikrofonen måske ikke var helt tændt under de første numre, så var musikken ikke til at stå for. Remover bevægede mellem underspillet pop, fede flows, som publikum rappede med på, til absolut flænsende, hysteriske energiudladninger af EDM, dyb bas og pogo-fest. På tredje nummer, rave-baskeren “Psychoboost”, gik Lagune så meget amok, at man skulle tro, at klokken var 04:00 på sidste dag af Distortion. Og hvis Remover ikke kan synge uden autotune – ja, så kan de i hvert fald skrige.
Og kan vi bruge et øjeblik på at hylde Jane Removers DJ? Ikke alene var han bare super cool, men det var endda fucking charmerende, når han hypede festen op med et kæmpe, fejludtalt »Roskillllllll«. Det var alt sammen noget, han slap af sted med, fordi han om noget andet kunne sit shit. Hans transitioner mellem numre var smooth som smør, og hver gang, Jane Remover sagde »it’s the remix«, vidste man bare, at man skulle smadres til lækre sambarytmer eller bouncy bas, der ramlede sammen med Removers glitchy og vibrerende hyperpopunivers.
Jane Remover har et unikt talent for at tage billige referencer, skraldet EDM og klubmusik og hæve dem til elegante og intelligente kompositioner, hvor man bliver fanget og fortryllet af et tæppe af digital kaos. Man kunne måske godt have ønsket, at musikken havde været lidt mere i centrum, men nu var det jo også sidste dag på Roskilde Festival, og Dream City lukkede tidligt, så man forstod også, at når et nummer som “Turn Up or Die” kom på, så skulle det tages bogstaveligt. Folk var kommet for at klemme det sidste liv ud af kroppen, og til lukkenummeret, “Dancing With Your Eyes Closed”, fik Lagunen vist stjålet det sidste kys med deres festivalflirt, drukket de sidste dåsebajere og startet begyndelsen af enden på dette års Roskilde Festival med manér.
