Plader

The Pains of Being Pure at Heart: Belong

Skrevet af Signe Palsøe

Selvom The Pains of Being Pure at Heart ifølge deres tekster ikke er blevet end dag ældre, er Belong overraskende voksenrocket og velfriseret. Desværre mister gruppens numre til tider gnisten på den bekostning.

»When everyone was doing drugs we were just doing love.« Selvom de forvoksede teenagere i The Pains of Being Pure at Heart er blevet et par år ældre, er budskabet i deres tekster ikke stort anderledes, end da bandet debuterede med sin semiskramlede, reverbdrevne og start-90’er-rungende støjpop i 2009. Varianter af altoverskyggende og mere eller mindre ulykkelig kærlighed så uskyldsren, som var den hevet ud af en 13-årigs parfumerede dagbogssider, er endnu primus motor i et overordnet støjende lydbillede.

Alligevel er meget nyt på Belong. Eller om ikke andet anderledes. Hvor debutens instrumentalside med god vilje kunne betegnes som lo-fi og i alle tilfælde som en omgang tempofyldt og ringlende happy go lucky-hvalpet skrammelpop, er det andre virkemidler, bandet hiver på banen for at skabe deres lydmur anno 2011. Med U2-, Smashing Pumpkins- og senest Glasvegas-producer Flood som pladens mastermind har Belong ikke overraskende et mere højtravende og nuanceret ego end sin forgænger, og selvom musikken måske ikke ryger helt i AOR-grøften, har den med sine vidtfavnende synthflader og spredte, men potente riff bestemt pondus til at brede sig ud over nogle halv- til helstore græsarealer i den kommende festivalsæson.

Det er som regel ikke vanskeligt at genkende bandet i de nye omgivelser, og Belong indeholder da også en række numre, hvor tekst og lyd kompletterer hinanden og danner vellykkede indiepopskæringer. Pladens indledende del vinder eksempelvis på de fængende melodier i det åbnende titelnummer og den efterfølgende “Heaven’s Gonna Happen Now”. Især sidstnævnte fremstår som et højdepunkt på albummet ved at holde igen med de decideret angribende riff, der andre steder kan synes noget uklædelige med deres bulderrockede facon, og i stedet danner lette lag af synth og guitar en fin, men energisk lyd.

I tråd med de produktionsmæssige vilkår har vers-omkvæd-vers-strukturen aldrig fremstået tydeligere i The Pains of Being Pure at Hearts musik, og i hurtigere numre som de to førnævnte hives arsenalet af svulmende synth og akkorder som tommelfingerregel frem ved hver bro og skaber kontrast til de i sammenligning tilbageholdende vers. I kombination med et for pladen gennemgående lavere tempo end på debuten og et lydbillede, der har fået en tur med det finkornede sandpapir, er det dog ikke alle numre, der fremstår lige vellykkede under det nye lydbilledes restriktioner. I “Even in Dreams” virker skiftene mellem nummerets tilbageholdende og frembusende dele så påfaldende, at det synes upassende, når melodien ikke er stærk nok til at bære de dramatiske rockeskapader. Værre er det, at strukturer som denne gennemgående punkterer den umiddelbarhed, der forekom så inderligt naturlig på debuten og var dens helt store styrke.

Desværre løber Belong aldrig over af samme ungdommelige kådhed, så i den henseende er bandet måske alligevel ved at skrinlægge teenagetilværelsen. Der er som aldrig før taget hånd om lydbilledets nuancer, men desværre kommer den kalkulerede lyd især på pladens mere sjælede numre, som “Too Tough”, til at fremstå som temmelig kønsløs eller endda decideret fad, og det indtryk dukker desværre op med mellemrum, når albummet roterer. Hvem har sagt, at det nødvendigvis er kedeligere at være en smule ældre?

★★★½☆☆

Deltag i debat