Plader

Magnolia Shoals: Life Danced in the Flesh EP

Skrevet af Klaus Thodsen

Debut-ep’en fra danske Magnolia Shoals bevæger sig dybt ind i et både mørkt og melankolsk univers. Og den gør det godt. Rigtig godt.

Fire numre. Det var, hvad det tog mig at blive lidt småforelsket i et band, som jeg aldrig før havde hørt om. Magnolia Shoals, navnet lyder godt, det ligger godt i munden. Og bortset fra at jeg staver det forkert, hver gang jeg skal skrive det, kan jeg ikke rigtig komme på noget negativt at sige. Tillad mig at forklare.

Life Danced in the Flesh byder på fire numre, der alle bevæger sig i grænselandet mellem den indelukkede melankoli og det dragende mørke. Der lægges et tungt fundament af bas og trommer, som harmonerer perfekt med Nicolai Noas dybe og lidt monotone vokal. En vokal, der dog heller ikke er mere ensartet, end at den lige præcis formår at skifte udtryk og indrette sig efter musikkens små retningsskift.

Åbningsnummeret “I Will Roam Again” er et godt eksempel på dette. De allerførste sekunder, lige da vokalen toner frem, kan ikke undgå at give deja-vu med Rammsteins “Heirate Mich” fra filmen “Lost Highway”. Thomas Halkier på bas står for en tonstung grundrytme, som kun guitaren tørt skratter igennem. Langsomt opbygges en mere og mere atmosfærisk rock, der pludselig bryder ud og lige så pludseligt falder sammen igen, mens det næsten hypnotiserende omkvæd kører uendeligt i ring. Kort og godt er “I Will Roam Again” et, undskyld udtrykket, fucking fedt nummer.

Faktisk er det så fedt, at resten af ep’en har svært ved at følge med. Det betyder dog langtfra, at de resterende tre numre falder igennem.
Et nummer som “With God You Never Win” er helt sikkert værd at give et par ord med på vejen. Klaverspillet sætter fra start en sørgmodig stemning, der igen forstærkes af Noas dybe og rolige vokal. Magnolia Shoals demonstrerer her, at de kan skrue et godt og enkelt rocknummer sammen og samtidig ramme flere forskellige musikalske udtryk og stilarter.

Life Danced in the Flesh har faktisk kun én svaghed. Den består i, at “I Will Roam Again” er så stærkt et nummer, at det simpelthen kommer til at skygge for de tre andre udmærkede numre. Det er lidt synd, men det ændrer ikke på, at Magnolia Shoals har lavet en utrolig god ep.

★★★★½☆

Om skribenten

Klaus Thodsen

Jeg er fra et hjem med klaver, så er det sagt.
Ved klaveret sad min storesøster, men som regel kom musikken ikke længere end til hendes høretelefoner. Pladespilleren mindes jeg ikke har været tændt, men der var såvel The Beatles som The Dubliners i pladesamlingen.
Mine søskendes kassettebånd og cd'er med Guns N' Roses, Nirvana, Pearl Jam, Live, Queen osv, osv, blev derimod spillet på repeat, indtil de til sidst faldt fra hinanden. Forkærligheden for hårdtslående rock har siden forgrenet sig, og har med tiden resulteret i en dyb passion for de ofte mørke, melankolske og dystre musiklandskaber.


Favoritter
Guns N' Roses: Appetite for Destruction
Tool: 10.000 Days
Lis Er Stille: The Collibro
Mogwai: Happy Songs for Happy People
David Bowie: Heroes
Godspeed You Black Emperor: F# A# (Infinity)
Rolling Stones: Aftermath
The Evpatoria Report: Golevka

Skriv et svar