Plader

Mount Kimbie: Cold Spring Fault Less Youth

Cold Spring Fault Less Youth synes Mount Kimbie til tider på flugt fra den lyd, som de for tre år siden selv var med til at skabe. Udviklingen sker heldigvis med overvejende succes, og det fremgår tydeligt, at den britiske duos evner spænder langt bredere end avantgarde-postdubstep.

Det er snart tre år siden, at den britiske duo Mount Kimbie udgav albummet Crooks and Lovers og slog benene væk under det meste af den mere eksperimenterende del af den elektroniske musikmiljø. Dengang var gruppen stærkt medvirkende til at redefinere den allerede på det tidspunkt stærkt fortærskede dubstep-genre, og man begyndte at tale om postdubstep som en alternativ tilgang til den oprindelige genre, hvis karakteristiske basgange hurtigt var blevet en integreret del af alverdens kommercielle superproduceres musikalske værktøjskasse.

Men tre år er længe. Særligt når det kommer til de mere club-inspirerede egne af det musikalske verdenskort. Når man første gang lytter til den britiske duos opfølgningsalbum Cold Spring Fault Less Youth, står det klart, at dette er et faktum, som Mount Kimbie udmærket er bevidste omkring. Tydeligst er det, at de to bagmænd i foretagendet Kai Campos og Dom Makers ellers ustyrlige begejstring for samples er aftagende, mens en ny forkærlighed for en mere analog lyd synes opblomstret.

Albummets indledningsnummer, “Home Recording”, er en melankolsk og noget glat affære. Her er den kringlede beat-konstruktion, som tidligere har været et særligt kendetegn for Mount Kimbie, trådt i baggrunden til fordel for mere traditionelle virkemidler. Udflydende synths danner et uforanderligt bagvedliggende lydtapet, mens en klimprende guitar danner noget, som til tider kunne minde om en melodi. Dette bæres af et beat, som på bedste Mount Kimbie-vis konstant bevæger sig på grænsen af at være off. Det, som i Mount Kimbie-regi gør “Home Recording” til et bemærkelsesværdigt track, er, at duoen i langt højere grad end tidligere kaster sig ud i at arbejde med lyrik. Hvor vokal-elementer på Crooks & Lovers primært var forbeholdt korte samples, er de på dette indledningsnummer blevet til mere fokuseret virkemiddel. Dette vil nok blive modtaget med vekslende begejstring, men ét er dog sikkert: Denne udvikling er udtryk for en mindre dogmatisk og mere bredt appellerende tilgang til sangskrivningsprocessen.

Samme tendens fortsætter i “You Took Your Time”, albummets andet og måske stærkeste nummer. Her er duoens udmærkede – men noget kønsløse – vokaler skubbet til side, og bag mikrofonen står nu den kun 18-årige King Krule, som over den fem minutter lange komposition vrænger sig gennem duoens minimalistiske og dog eksperimenterende beats. Mount Kimbies lyd får i kraft af den unge opkomlings særegne og nærmest ondsindede vokal tilført en vitalitet, som er sært uimodståeligt, og matchet synes perfekt.

Selvom den øgede fokus på lyrik og brugen af sang er en spændende udvikling, er Cold Spring Fault Less Youth dog også rig på instrumentaltracks, hvoraf bl.a. “So Many Times, So Many Ways” er et fænomenalt ét af slagsen. I dette surf-jazzede nummer kommer den tilnærmelsesvise lyd af håndspillede instrumenter for alvor til sin ret. Til stede er for det meste kun et orgel, nogle usædvanligt jazz-inspirerede trommer og en evigt pumpende bas. Med så lille et råderum kunne man forestille sig, at briterne ville ende på dybt vand, men med en overraskende snilde og kun få krumspring lykkes det at skabe en ukompliceret, men aldrig monoton pendant til Trentemøllers kontrære surf-take fra 2010, “Silver Surfer, Ghost Rider Go!!”.

Cold Spring Fault Less Youth er dog ikke kun lutter vellykkede eksperimenter og musikalske landevindinger. Til tider sker det, at Mount Kimbie falder i og begår mere kedelige numre, som ikke forekommer som meget andet end fyld på et ellers spændende album. Således går “Blood and Form” og “Slow” næsten i tomgang, og de hænder, som ellers netop var røget i vejret over “Break Well” og “Made to Stray”, bliver pludselig en anelse tunge.

Men heldigvis kun for en kort stund. For Cold Spring Fault Less Youth indeholder helt overordnet mange spændende elementer samt stærke og udfordrende numre. Mount Kimbie har begået et markant stilskifte og hurtigt bevæget sig væk fra den bølge af postdubstep-kunstnere, som ellers har været særdeles toneangivende de seneste år, og dette er sket med overvejende succes. Stilen er foranderlig, mens kompositionerne helt gennemgående er blevet mere tilgængelige i kraft af, at lyden har fået et mere analogt præg, og at der er kommet en smule mere hold på taktarterne. Mount Kimbies særegne charme er alligevel i dén grad intakt.

★★★★★☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar

boeger