To minutter. Mere tid skulle der ikke gå, før notesbogen var væk, og djævlehornene var løftet mod Odeons blå teltdug. Uncle Acid & the Deadbeats spillede et fuldstændigt forrygende sæt, der sendte folk hjem i seng med drømme om stram denim, overskæg og varm fuzz.
De fire fyre fra Cambridge fyrede den af for det taknemmelige publikum, der labbede alt, hvad bandet gjorde, i sig. Klokken var gået hen og blevet tre om natten, og der skulle mere end et usædvanligt velspillende band til at fange folks (og min) opmærksomhed. Men med tre album i bagagen åbnede Uncle Acid for en psykedelisk oplevelse af de helt store.
Med tonstunge riffs og en drønende tromme var det svært ikke at blive suget ind i deres smeltedigel af heavy metal og syre. Oppe foran var det da også en fest, og det virkede, som om det lige præcis var Uncle Acids syredryppende rockmusik, det lille publikum havde brug for. Når kvartetten var bedst, var det forrygende. Når de var “dårligst”, var de fantastiske.
Alle de grovkornede melodier var blevet slebet med en brandvarm fuzzpedal, og de kværnede derudaf i et adstadigt tempo. Mens publikum væltede rundt, havde Uncle Acid ikke travlt med at komme i mål. De spillede bare deres tunge og betonsolide rock, der ikke kunne slides op.
Det kan være hård kost at skulle spille publikum i seng lørdag nat på Roskilde Festival. Det kan gå to veje. Enten falder folk i søvn foran scenen, eller også laver de en pragtpræstation sammen med bandet. Det vidste Uncle Acid & the Deadbeats tydeligvis, og derfor ramte de folk lige i hovedet med en velmenende rockknytnæve. Det betød også, at der ikke var nogen, der stod og sov. Man var simpelthen nødt til at holde sig vågen for at få det hele med.
Hold kæft, hvor var det godt!
