Plader

Courtney Barnett: Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit

Den australske singer/songwriter Courtney Barnett er ude med sit første album, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der langsomt vokser og viser, at hun mestrer fortællingens kunst. Alt i alt en rammende debut, som med garanti vil cementere Barnetts urokkelige lyriske talent.

»Give me all your money, and I’ll make some origami, honey!«, råber australske Courtney Barnett på nummeret ”Pedestrian At Best”, der stammer fra hendes debutalbum Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit. Teksten kunne dog været taget ud af hvilket som helst semifemi 90’er rock-nummer, og det er ikke når Barnett er rocket som på ”Pedestrian At Best”, at hendes talent skinner bedst igennem. Efter at være blevet introduceret til verden som soloartist i 2013 med en dobbelt-ep – noget karakteristisk betitlet The Double EP: A Sea of Split Peas – har Courtney Barnett gjort sig bemærket som en lyriker med vid og bid og ikke mindst humor, hvorfor Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit også har været ventet med spænding.

Titlen på det 43 minutter lange album opsummerer meget godt, hvad det er, Barnett gør så godt, og som alle anmelderne har higet efter at få mere af siden dobbelt-ep’en. Det handler om hendes evne til at skrive tekster om hverdagens trivielle begivenheder, altid underlagt en karakteristisk, skæv humor. Et godt eksempel er, »Jen insists that we buy organic vegetables, and I must admit I was a little skeptical at first, a little pesticide can’t hurt«, som Barnett synger på nummeret ”Dead Fox” – en fortælling om at købe økologisk på budget.

Og fortællingens kunst er netop den, Barnett mestrer allerbedst, og når den er i fokus, er hun fantastisk. Særligt på de mere afdæmpede numre ”Depreston” og ”Small Poppies” samt ”Kim’s Caravan” er der givet plads til Barnetts tekster, som bevæger sig i et univers så jordbundet, at det hurtigt kunne været blevet navlepillende. Men hun formår at spinde sine små hverdagsobservationer over på noget større og mere dybsindigt. Eksempelvis på ”Kim’s Caravan”, hvor en stirren i loftet ender ud i en fundering over et personligt ansvar for forureningen af Great Barrier Reef.

Et nummer, hvor Barnett dog ikke rigtigt når op til overfladen, er rocknummeret, ”Pedestrian at Best”, hvor en vrængende guitar, der leder tankerne tilbage til 90’ernes grunge, er blevet slået løs og overdøver vokal og lyrik. Og lidt mere end en petitesse er det, når man som lytter gerne vil høre, hvad Barnett synger, da det netop er hendes tekster som bærer albummet. De stærkeste øjeblikke forekommer simpelthen, når der er skruet lidt ned for de knasende guitarer og op for Barnetts vokal. Kun et enkelt nummer på albummet har ikke sin gang på jord – ”Nobody Really Cares If You Don’t Go To The Party” er et ligegyldigt nummer, hvor Barnetts lyriske evner for en stund har svigtet.

Men selvom teksterne langt hen ad vejen er fundamentet på Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, skal musikken på ingen måde underkendes. På ”Kim’s Caravan”, der er så godt et nummer, at det sagtens kan nævnes flere gange, er der gang i en gedigen guitar. Løs, slæbende og tung akkompagneret af hviskende bækkener, som sammen skaber nummerets rockede, spirituelle stemning. Også albummets anden single, ”Depreston”, er et nummer, jeg gerne vil fremhæve, da det efter min mening er albummets bedste. En hjemsøgende, folk-poppet sag med en guitar, som vil få ethvert indie-hjerte til at smelte, og med en fremragende tekst om købet af et dødsbo i den deprimerende by Preston, deraf de-preston. I øvrigt også byen, hvor albummet blev indspillet.

Det var også ”Depreston”, som jeg efter første gennemlytning af albummet, tog mig selv i at nynne med på et par timer senere, og det må jo fungere som en rimelig indikator. Alligevel tog det mig et par gennemlytninger, før jeg for alvor forelskede mig i albummet, der i mine ører er en ‘grower’. Men overordnet set er Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit en rammende debut, som med garanti vil cementere Courtney Barnetts urokkelige lyriske talent.

★★★★★½

Deltag i debat