Plader

Virgin Suicide: s.t.

Virgin Suicide er absolut et solidt debutalbum, som fortjener at blive lyttet og svajet til i de varme sommernætter, hvor teenagedrømme bedst udleves.

Virgin Suicide er lyden af akavede piger, der bliver til kvinder, og akavede drenge der fra en afstand, beundrende, kigger på. En indie-poppet teenagedrøm af en debutplade, som trækker tråde tilbage 80’ernes jangle-pop og 60’ernes rock. Den danske kvintet har udgivet en solid debut, som rummer både mindeværdige og forglemmelige sange.

Bandnavnet og albumtitlen Virgin Suicide står stærkt. Det er smukt, dragende og modsætningsfyldt. Det er derfor ikke overraskende at valget faldt herpå, og det er da også flittigt brugt før – både som titel på 90’er kultfilmen The Virgin Suicides og det franske band Airs soundtrack til samme film. Men i modsætning til instruktøren bag filmen har drengene bag Virgin Suicide ikke taget ordene så bogstaveligt. Der er ingen selvmordstruede unge piger. Det eneste truede er, måske, deres uskyld.

Lytter man til albummets første single ”Virgin Suicide” (det er næsten meta), lader temaet da også til at være omgangen med det andet køn, og den teenageakavethed der kan opstå første gang. Et virkelig catchy og dansabelt nummer, og et af pladens højdepunkter med meget stærke referencer til The Smiths og 80’ernes janglepop. Generelt er albummet stærkt inspireret af bands som The Smiths og Suede. Særligt bider jeg mærke i sammenfaldet mellem forsanger Martin Grønnes vokal og en af 90’ernes mest karakteristiske vokalpræstationer af Brett Anderson. Begge nasale og himmelragende høje i registeret.

Albummet skydes godt i gang med den tiltalende ”Sedate Me”, som på ingen måde bedøver, men derimod indbyder til noget bevægelse i kroppen. Nummeret har nogle lækre temposkift og et omkvæd, jeg ville ønske, jeg kunne teksten på. Måske pladens bedste nummer – stærkt efterfulgt af titelnummeret ”Virgin Suicide” og den fængende melodiøse ”The Thrill”.

Bandets sanger og sangskriver Martin Grønne leverer nogle stærke melodier, som gør det svært at sidde stille. Numrene har alle en umiddelbar tilgængelighed, som gør, at man hurtigt falder for dem og ikke behøver at give albummet synderligt mange gennemlytninger, før de har indprentet sig. De har da også været i hænderne på nogle fremtrædende herrer i dansk musik – Lars Vognstrup som producer og Sune Rose Wagner som mixer.

Men trods den kærlige behandling, er albummet desværre ikke kun lutter skønne og mindeværdige numre. Der er nogle enkelte numre, som flyder ud blandt de andre. ”My Girl”, ”It’s Never Gonna Be The Same” og “Marble Sky” er de mere forglemmelige numre, som ender med at fungere som en slags fyld. De er ikke dårlige, men de skaber heller ikke den gejst, som pladsens andre numre formår. På ”My Girl” eksperimenteres der lidt med en dybere vokal, som i mine øre ender med at lyde en smule creepy og ved siden af.

Når albummet høres i fuld længde, kan de ni numre godt synes monotone. Selvom deres jangle-/indie-pop lyd er behagelig for øregangene, savner jeg en smule mere kant, for nu at sige det med en floskel. Kanten, synes jeg, får man en snært af på omkvædet i ”However You Want Me”, hvor guitaren har en mere rocket lyd med små hurtige riffs.

Dog skal et enkelte par numre ikke afholde mig fra varmt at anbefale Virgin Suicide. Det er absolut et solidt debutalbum, som fortjener at blive lyttet og svajet til i de varme sommernætter, hvor teenagedrømme bedst udleves.

★★★★½☆

Om skribenten

Sofie Guldager Rafn

Redaktør for danske plader
sofie@undertoner.dk

Biografi:
Min far ynder at fortælle mig om dengang, jeg var lige ved at falde ud af trip-trap stolen, med havregrøden spruttende ud af munden, fordi jeg rokkede og grinte ustyrligt til tonerne af Nevermind. En lille anekdote, der i virkeligheden er mit musikalske udgangspunkt. Nu er CD'erne skiftet ud med streaming og vinyler, men glæden ved musikken er forblevet.

I dag har jeg har en forkærlighed for folk og indie-rock, men mit musikalske bibliotek rummer også alt fra hiphop til country.

Fem favoritalbums:
En liste, der nærmest er umulig at udarbejde, og som evigt er under forandring. Men albums jeg altid finder mig selv vende tilbage til er:
Bob Dylan: The Times They Are A-Changing
Joni Mitchell: Blue
The Radio Dept.: Clinging to a Scheme
Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Mew: Frengers

Skriv et svar