Hvis begrebet americana dækker over musik, der har sine rødder i den amerikanske musiktradition, må Lambchop næsten være indbegrebet af ordet. Gruppen trækker nemlig på tre af den amerikanske musiks helt store traditioner: country, soul og psykedelisk rock. Lambchop fik sit afgørende gennembrud med mesterværket Nixon fra 2000. En plade, der på fremragende vis formåede at få de tre elementer til at smelte sammen i 10 sublime sange. Forventningerne har derfor været tårnhøje til Is a Woman, og den er næsten endnu bedre, end jeg havde turdet håbe på.
Is a Woman er ikke en Nixon vol. 2, og allerede dér er den kommet godt fra start. Man kan tydeligt høre, at det er Lambchop, men der er sket en del siden sidst. Soul-elementet i form af Kurt Wagners falsetstemme er næsten væk, hvilket vil glæde dem, der ikke er så vilde med den. Men den største forandring er, at mange af sangene denne gang er bygget op omkring et klaver, og at de er blevet endnu mere afdæmpede, end de var på Nixon. Det får mig til at tænke på Nick Caves The Boatman’s Call, for stemningen i musikken minder virkelig meget om den plade, og kvaliteten er heller ikke langt derfra. Hvis man er til melankolsk musik, der langsomt kravler ind under huden er Is a Woman et must. Lambchop skriver sig med denne udgivelse ind blandt de helt store stemningsbands, hvor også en gruppe som Tindersticks hører til. Og Tindersticks er da også en anden god reference for, hvor Lambchops lyd har bevæget sig hen – fantastisk flot orkestrerede stemningsbilleder.
En anden ting, Lambchop deler med The Boatman’s Call, er evnen til at holde igen. Lambchop er et musikerkollektiv, der består af 13 mennesker, og mange grupper ville være faldet for fristelsen til at overlæsse alle numrene med instrumenter, for at alle skulle høres – men ikke Lambchop. Her er der næsten ikke en eneste tone, der er overflødig, og pladen er helt tydeligt indspillet efter devisen: hellere lidt for lidt end lidt for meget. Men til trods for den minimalistiske tilgang til musikken er lydbilledet alligevel meget fyldigt, og pladen er suverænt godt produceret.
Is a Woman er en af den slags plader, man både kan vælge at høre som lydtapet eller fordybe sig i. Musikken er hele vejen igennem så behagelig at lytte til, at den er fantastisk bare at have kørende som soundtrack til en stille aften. Men hvis man tager sig tiden, ligger der en helt anden dimension i det væld af detaljer, der præger musikken.
Sange som “I Can Hardly Spell My Name”, “Autumn’s Vicar” og “Flick”, der kommer lige efter hinanden, er alle tre fantastisk gode sange, der besidder stor skønhed, og tilsammen er de højdepunkter på pladen. Kurt Wagner synger hele pladen igennem fremragende på sin egen lidt kejtede, men samtidig meget personlige måde. Men i disse numre overgår han næsten sig selv og synger sig helt op blandt de allerbedste.
Selvom soul-elementerne som sagt er nedtonet ret meget på Is a Woman, kan man stadig godt høre, at Kurt Wagner har en svaghed for klassiske soulplader. Det gælder især på “D. Scott Parsley”, hvor guitarspillet bærer en tydelig inspiration fra denne musiktradition. Og minsandten om Lambchop ikke har gemt en lille overraskelse til sidst. Det afsluttende nummer starter som en stille klaverballade som resten af pladen. Men da omkvædet kommer, er det pludseligt blevet til en rigtig swingende reggaeting. Swingende på Lambchops egen tilbageholdende måde, men det er fremragende, og bedre afslutningsnummer fås næsten ikke.
Man fristes til at spørge, om der slet ikke er noget dårligt at sige. Og jo, der er et lille “men”, som afholder pladen fra at få den absolutte topkarakter. Nogle af numrene minder en tand for meget om hinanden, og det er lidt en skam. Og så er der enkelte steder, hvor musikken bliver lidt for selvudslettende. Men det er to minimale skønhedsfejl på et fantastisk godt album, der på ingen måde står i skyggen af Nixon, selv om – ja, måske netop fordi – det er to vidt forskellige plader.
