Er det mig, der er faldet helt af på den? Siden hvornår er man begyndt at opkalde sit band efter snydekoder fra gamle 8-bit Nintendo-spil? Jeg håber, at Up Up Down Down Left Right Left Right B A er et enkeltstående tilfælde. Der skal noget af en indsats til for at udtale et bandnavn med så mange stavelser. Men der er til gengæld noget ved denne indsats, som giver én en vis auditiv belønning. Det er i hvert fald sådan mine ører har det lige nu ved lytningen til Up Ups debutplade, and Nothing is #1.
I selskab med Up Up bliver man udsat for en smeltedigel af musikalske modsætninger og blandinger af stilarter. Udgangspunktet er indierocken, hvortil bandet krydrer sangskrivningen med en masse komplekse mathrockende rytmer. I guitarspillet er der på den ene side følsomt akustiske toner og på den anden side fantasifulde elektriske eksplosioner. For at understøtte disse konstante svingninger mellem stille og støjende samt det store antal af rytmer gør Up Up brug af to sangere, som hver har sin egen markante stil. Dette er med til at give and Nothing is #1 sin særegne lyd. Den ene vokalist synger med en rolig tilbagelænethed med en blød stemme, hvorimod den anden, modsætningen tro, er væsentlig mere vred med sine råbte vokallinjer.
I åbningsnummeret, “You Landed So Gracefully”, får man indledningsvis en fornemmelse af, hvor godt de to vokaler samstemmer i musikkens heterogenitet. Sangen åbnes med en ukonventionel rytme på akustisk guitar med blid vokal lagt oveni. Energien skydes i vejret ved brudet med en mere intens og desperat sangmelodi fra Up Ups anden sanger. “You Landed So Gracefully” fungerer med sin korte længde på halvandet minut mest som en slags intro til den efterfølgende “I Know You’ll Find Out That I’m a Geek”. Her nærmer Up Up sig mere en egentlig repræsentation af deres lyd, hvis man ud fra en enkelt sang overhovedet kan tale om en sådan. Sangen kører instrumentalt i et frisk tempo med en doven sangmelodi svævende ovenpå, men denne brydes halvejs inde, hvor en mere ophidset vokal tager over. Det er sjældent, at man sammenligner et udenlandsk band med et dansk, men i dette tilfælde lyder den ophidsede vokal meget som Lars Thor fra det københavnske band, Menfolk.
Begge Up Ups sangere bliver mere intense i den knap to minutter lange “My Argument Precedes Me”, og med lag af guitarer bag sig er det igen modsætningsforholdet i vokalerne, der gør sangen spændende. Energien tager endnu et nøk opad på den efterfølgende “As Usual”, der er tilpas hårdtslående til at falde ind i post hardcore-genren.
Og således går den bølgende, modsætningsfyldte vej gennem pladens 10 sange: Afdæmpet, larmende, simpel, kompleks. Og alt dette på kun 28 minutter! Først er de der, så er de væk igen, men ikke uden at efterlade et solidt indtryk, der gør, at man famler efter playknappen på ny. Der er ingen tvivl om, at dette er udfordrende lytning for ens ører – og tro mig, når jeg siger, at dine ører vil være dig taknemmelige.
