»Follooooow the piioooneeers!«
Hvis jeg havde en bil, ville I se en 26-årig musikidiot køre rundt med hovedet ud af vinduet, vinden i håret og det største smil på læben – alt imens han sang den indledende strofe for fuld hals. Jeg har fundet soundtracket til min sommer anno 2003. Ingen tvivl om det. En vis identifikation med sangteksterne sniger sig ind. »I’m on the front seat glowing.«
Fra Vestbjerg ved Aalborg kommer de fire unge gutter fra Figurines og fyrer 10 fabelagtige sange af på 34 minutter. Ingen larmende distortion på guitaren, ingen sørgmodige attituder og ingen numre, der lyder af Radiohead eller Nirvana. Hvor befriende. Figurines har på kort tid – siden rygtet om deres ep The Detour spredte sig omkring årsskiftet – formået at skabe en utrolig opmærksomhed om sig selv. Og det er endda tilsyneladende uden alt for store PR-mæssige armbevægelser. Musikken har talt for sig selv. Bandet har nemlig en lyd, som man ikke hører så meget til i Danmark. Jeg vil gætte på, at der i bandmedlemmernes pladesamlinger nok står en masse plader, der har måtte bruges lidt tid på at finde frem til. Figurines lyder nemlig ikke som det, man normalt kan finde på P3’s sendeflade eller blandt Fonas mange hyldemeter af ligegyldige cd’er.
Christian Hjelms vokal er af en underlig anstrengt størrelse (men på den gode måde) og er samtidig også grunden til, at bandet igen og igen bliver sammenlignet med Modest Mouse. Figurines er dog knap så fandenivoldske. Shake a Mountain er på sin vis afdæmpet i sit udtryk, men samtidig fyldt med mere sprængfyldt med energi og glæde end en springerspaniel hooked på en blanding af coke og Pedigree Pal. Enhver, der hører albummet, kan ikke være i tvivl om, at bandet kan skrive iørefaldende numre – og endda på en måde, så mine ører, der ellers får knopper af popklichéer, i stedet flaprer af fryd.
Teksterne lyder umiddelbart ret simple, men når man dykker ned i dem, viser de sig at være lidt småkryptiske. Jeg vil i hvert fald ikke forsøge på at gøre mig klog på dem her. Jeg vil blot konstatere, at Christian Hjelm synger uden dansk accent, og med sin milde læspen rammer han beatet hver gang med sine ord. Han er ikke bange for at lave noget simpelt. Figurines besidder nemlig de nødvendige unikke elementer, som gør, at det holder hele vejen.
Bandet benytter sig af den samme stil og lyd igennem samtlige 10 numre. Og sjovt nok bliver det ikke ensformigt. Variationen er der, selv om man liiiige netop var på nippet til at sværge, at nu lyder det ene nummer som det forrige. Christian Hjelm & co. får det til at lyde så legende let, mens de samtidig overbeviser mig om, at der så at sige er ‘more than meets the ear’, og at d’herrer er ret så talentfulde og virkelig tight.
Kritikken af at Figurines lyder for meget som Modest Mouse burde droppes med det samme, da det vel er bedre at høre en forholdsvis ny lyd på dansk grund end endnu et band, der kopierer Radiohead, Nirvana, Kashmir eller nu Mew? Men nok om det.
Jeg er umådelig spændt på, hvor et band som Figurines kan bevæge sig hen senere, når de kan præstere sådan et debutalbum. Jeg ville aldrig kunne have gættet hvad et lille band, der lavede et album ved navn Pablo Honey for 10 år siden, ville lave af sjove sager i dag. Det bliver interessant at se hvilke nye idéer, eksperimenter og måske andre instrumenter, der vil præge Figurines’ fremtidige udgivelser. Talentet, spilleglæden og de nødvendige elementer er i hvert fald til stede, så vi med tiden nok kan regne med endnu bedre ting fra dette unge band.
Figurines konsumerer det rette musikalske input og derfor forøges chancen for et interessant output. Så simpelt er det. Og så vil jeg håbe, at 80% af Danmarks såkaldte upcoming bands vil give deres naturlige nysgerrighed noget næring og få udvidet pladesamlingen. I mellemtiden vil jeg med største fryd lytte til Figurines’ Shake a Mountain og vente på, at de dukker op på et spillested i nærheden. For efter at have set dem live to gange ved jeg, at netop dér ryster bjerget endnu mere.
