Mange bands er vant til at svømme rundt i undergrunden, spiller på mindre klubber og spillesteder og er værdsat af en lille kerne af dedikerede fans. De udgiver plader på et små labels og sælger et beskedent antal eksemplarer, måske netop nok til at få tingene til at køre rundt.
Den ovenfor nævnte dagligdag kan blive vendt helt på hovedet for et af disse bands, når gruppen af medierne pludselig bliver opdaget og hyldet som værende “œdet næste helt store”. Konsekvensen i At the Drive-ins tilfælde var, at bandet gik i stykker som følge af to medlemmers farvel. At the Drive-in følte et tungt pres på deres skuldre: Bandets seneste (og hvad der skulle vise sig at blive den sidste) plade, Relationship of Command, blev langet over pladedisken et uhørt antal gange, og deres musikvideo kørte med hyppig rotation på MTV. Presset blev hurtigt for meget, så guitarist Omar Rodriguez og sanger Cedric Bixler skred.
Det var et hurtigt og pludseligt farvel til At the Drive-in, men der skulle ikke gå længe, før to nye bands var opstået i kølvandet på den splittelse, der satte en stopper for At the Drive-in. Omar Rodriguez og Cedric Bixler dannede Mars Volta, mens de resterende tilbageblivende medlemmer dannede Sparta. Begge bands modtog efterfølgende de pladekontrakter med et stort label, som At the Drive-in aldrig nåede at få. Sparta er havnet hos Dreamworks, mens Mars Volta er hos Universal.
Spørgsmålet er nu, hvordan de to nye bands lyder i forhold til ATDI og hinanden. Undertegnede har grebet fat i en ep fra hvert band for at give et bud på stil, lyd samt forventning til de to fuldlængde-albums, som er på vej fra henholdsvis Sparta og Mars Volta.
Sparta: Austere EP
Det ville være naturligt før første gennemlytning at have en forventning til, at stilen på Austere ville læne sig meget op ad ATDI. Det er da også ligheder over forskelle, der hovedsageligt gør sig gældende. Spartas medlemmer (Jim Ward, Paul Hinojos og Tony Hajjar) udgjorde den instrumentale besætning i ATDI, så ikke overraskende kan man finde paralleller allerede her.
Men til trods for Spartas lignende lyd er der bestemt også forskelle at finde. Bandet har en mere melodisk tilgang til musikken. Skrigene er blevet erstattet af sang, men intensiteten og det stærkt følelsesmæssige er absolut stadig til stede. Det er Jim Ward, der har overtaget mikrofonen efter Bixler, men det er ikke første gang, man får ham at høre; han stod nemlig for korvokaler hos ATDI (tænk blandt andet på »cut away«-råbene i “One-armed Scissor”).
Austere sparkes igang af åbningsnummeret “Mye”, som bygger op mod et catchy omkvæd, der alene ville have udgjort en rigtig god single. »This time I’ll get it right,« synger Jim med sin let skælvende vokal, mens de herligt distortede guitarer bygger en lydmur op. Vokalen bliver mere aggressiv mod slutningen og lyder som noget, Fugazi kunne have skrevet.
Men til trods for de energiske udladninger er Sparta en kende formulariske i deres kompositioner – i hvert fald hvis det skal sættes over for ATDI (og det er en anelse svært at undgå). Opbygningen synes at fungere bedre på “Cataract”, der lægger stille ud med sære keyboardtoner og trommesamples. Nummeret bygger langsomt op til en larmende passage, men piller hurtigt sig selv ned igen og starter forfra. Det er en effektiv og interessant brug af elektroniske virkemidler, som Sparta arbejder med i denne sang.
Man kan dog ikke helt sige det samme om pladens afsluttende nummer, “Echodyne Harmonic (de-mix)”, der kammer helt over i elektronikkens verden og lyder som noget, Radiohead frasorterede i forbindelse med Kid A. Sparta skal dog have en cadeau for at forsøge og ikke blot trisse rundt i de samme rutiner.
Austere giver et godt førstehåndsindtryk af Sparta. Til trods for den lidt forudsigelige opbygning af sange hist og her er det dog alligevel gode sange, og energien, intensiteten, lysten og modet er ikke noget, man skal lede længe efter på denne debut-ep.
Da der blot er tale om en ep med 4 numre (hvoraf det ene fuldt elektroniske nummer skiller sig meget ud fra de øvrige 3), er det temmelig svært at sige, hvad man kan forvente af Spartas kommende plade. Men hvis bandet fortsætter med deres eksperimenter med samples og keyboards, kan det næsten ikke undgå at blive interessant.
Den følgende del af dobbeltanmeldelsen, der behandler Mars Voltas Tremulant EP kan læses her.
