Salad Days er egentlig en optagelse, der stammer fra Steve Salads (der i virkeligheden hedder Salett) tid i indie-bandet Deformo, men sangskriveren har fået lov til at udgive den i sit nye bands navn. The King of France mødtes ved en hemmelig Pixies-reunion, og selv om albummet altså er præ-King of France, kan inspirationen fra Black Francis’ indie-himmelstormere ikke overhøres. Akkurat som med The Strokes giver Velvet Undergrounds spøgelse også ekko hos The King of France, især i Steve Salads vokal der i stemme og udtryk lægger sig op af Lou Reeds nonchalance. Men her stopper ligheden mellem de to new yorker-bands brat.
Salad Days’ cover udpensler en helt afgørende forskel mellem de tjekkede retro-rockbands som The Strokes og The King of France. Her ses en mand i åben, mønstret skjorte med en slikkepind i hånden. Grafikken er alt andet end stilren. Bandnavnet står med store lilla bogstaver, og inden i sleevet er et absurd portræt: en mand liggende på en seng med fuldvoksen tyggegummiboble i munden og en næsten tom flaske Galliano ved hånden. Rummet er beklædt med sølvpapir. En plasticarm rækker mod et TV. Et surrealistisk legebarn på sit værelse.
At The King of France også er legebørn i musikalsk forstand, giver albummet flere eksempler på. Den glimrende Velvet Underground-sound-alike “Days Go By” og albummets bedste sang, den legesyge “That’s Why”, viser en løssluppen Steve Salad. Men det fåtal af velfungerende numre undergraves simpelthen af albummets resterende sange, der har potentialet til at blive rigtig, rigtig gode, men ender som konventionelle.
Teksterne skifter mellem det banale som i den country-lydende åbningssang, hvor det følelsesløse omkvæd går »Lover, don’t cry / I am not your man / If you think that I am in such demand,« og det mere syrede som i “That’s Why”, der genlyder af sex og kedsomhed: »Set your heels in the side of my body / Cause we’ve got soul / I’m afraid the missionary’s chant have made me fall asleep.«
Steve Salad er en udmærket melodismed, og der er egentlig ingen decideret dårlige sange på albummet, men desværre er der for meget middelmådighed. En sang som “Makeshift” har et enkelt overrumplende øjeblik, men i stedet for at forfølge det uventede, falder sangen tilbage på det halvkedelige spor, den begyndte på. Symptomatisk for hele pladen er det afsluttende nummer “Moving up the Valley” albummets suverænt længste skæring, der lægger op til overraskelse, udvikling og eksplosion, som den legesyge musik ellers er berygtet for. Men detonationen udebliver, og man efterlades med samme flade fornemmelse, som når man holder op med at drikke efter den tredje øl af en enkel grund: Festen stoppede.
I stedet for et fremragende album må vi nøjes med et, der kun lige sniger sig op over det gennemsnitlige. Næste gang må vi håbe, legebarnet er kommet ud af sin husarrest og har fået lidt friere tøjler.
