Siden den lovende og legesyge Go Go Grasp-ep fra 2002 (og Chimes fra 2001) har man kunnet spekulere over, hvornår Lake Placids fuldlængdedebut ville komme? Appetitten og ærgrelsen blev ikke mindre af et brag af en afskedskoncert i oktober 2003. Lake Placid havde det heldigvis med afslutninger som Frank Sinatra: De kom hurtigt på bedre tanker.
Universal gav fire studerende på Music Management-uddannelsen frie hænder til at udgive et band, og det blev Lake Placid. Et fornuftigt valg, for talent- og håbefulde Lake Placid havde bevist deres stærke melodiske tæft – med urealiseret appeal ud over indie-danmarksseriens rockbaner. Ottemandsorkestret er i sit rette element på scenen, hvor det vækker enhver shoegazer og dennes artsfæller, blaserte indie-besserwissere, til live med effektiv, pågående lofi-partypop. Albummet består af otte nye og to gamle numre – en udmærket balance. Den nysgerrige lytter kan dermed stadig hente noget i Lake Placids ep-bagkatalog.
Make More Friends er produceret af svenske Marco Manieri (bl.a The Ark), der har trukket materialet i en skramlende retro-retning med ringende, oldschool-elektriske klange med masser af diskant og lethed grænsende til det spinkle. Det er tydeligst i de nye numre, især åbningen “Me and My Friends”, “Is This Love” og “Get Up”. Skævt, men ikke løst: Melodierne er tætklippede, omkvædene rammer præcist, og sangene varer ca. tre minutter hver, og hele albummet spiller en god halv time som en anden punkplade. Drivet er intakt, og hitskabelonen er tegnet op.
Det er ikke et dansk indie-ryk eller noget stort stilspring for Lake Placid, men originalt nok – og Lake Placids højenergipop parret med den skæve sound giver et resultat, der har twists og turns nok til at gøre Make More Friends til en frisk tilføjelse til pladesamlingen. Det er synthesizer over guitar, diskant over bas, lethed over dybde og energi over finesse – og det fungerer langt hen ad vejen i fineste stil. Det er et trade-off, som Lake Placid forfølger ganske konsistent over hele albummet.
Galt går det ind i mellem, når Commodore 64’eren stikker sit MIDI-fjæs frem som i “We Are the Lakes” med malplacerede, tyste Pac Man-agtige baggrundslyde og -sløjfer.
Uptempo-sangene ligger tydeligvis tættest på bandets livehjerte og fungerer bedst. Flere er utilslørede livenumre, som “We Are the Lakes”, “Are You With Me” og “Me and My Friends”, der henvender sig til det virtuelle livepublikum hjemme i stuen foran minianlægget: »Ladies and gents … / Hope you have a good time, too / We love you, we do.«
Den cool “Is This Love” skal fremhæves blandt gode, udadvendte sange ligesom bossanovaen “My Machine”, hvor tekst og sang komplementerer hinanden godt. Der er slinger i de nye stille numre, og This Air og To Enjoy Life holder ikke den høje standard.
Skal Lake Placid så kun holde sig i fart? Nej, f.eks. sidste års “Hey Love” viste, at bandet kan lave en inderlig, lille sang, der respekterer sangerinden TK’s spektrum. Den skæve skabelon lykkes blot ikke i de indadvendte numre på Make More Friends. Det skyldes utvivlsomt forarbejdningen: Stille numre kræver som oftest plads at gro på. Og den er der ikke nok af, når der over hele pladen er skåret ind til benet i små, hæsblæsende eksplosioner af tre minutter. Det er flygtig forelskelse uden unødig patos – og det er jo for så vidt udmærket, men de indadvendte numre får problemer med troværdigheden, når de med al uønskelig tydelighed forsøger at fastholde den samme “ekshibitionisme” som de prunkløse partyrockere.
Som det anes, er Make More Friends‘ sound ikke 100% overbevisende, men den er et resultat af et valg, der som et minimum må respekteres. Det bør ikke overskygge Lake Placids uomtvistelige melodiflair og friskhed. En glimrende debut … men mindre synthesizer og mere nærvær næste gang, please.
