Århusianske Yellowish blev dannet tilbage i 1998. Siden da har bandet været fast inventar i undergrunden og vejen frem mod det første fuldlængde-album, Solid Ground, har været lang. Efter en tid med en del udskiftninger af bandmedlemmer og hele seks selvfinanserede ep’er fik den nuværende line-up – Aage Hedensted (guitar, vokal), Laura Noszczyk (synth, vokal), Jesper Merlit (guitar), Lars Madsen (bas) og Andreas Bundgaard (trommer) – i januar 2004 endelig sat deres underskrifter på en pladekontrakt.
Solid Ground indledes ganske forrygende i form af titelnummerets rastløse og medrivende guitarrock samt det fine sammenspil mellem Laura Noszczyks og Aage Hedensteds sangstemmer. Når Yellowish skifter den herlig guitarstøj ud med den drømmende og milde indiepop, f.eks. i “Dream Song (This Is a Breakthrough)”, kan jeg ikke lade være med at tænke på hedengangne Luksus. Noszczyks og Hedensteds sang i skøn forening kan indimellem minde om Lise Westzynthius og Mikael Simpson på pladen Repertoire, selv om Noszczyks sang trods alt er knap så yndefuld som Westzynthius’. De to Yellowish-forsangere komplimenterer hinanden fint og indimellem på en ganske finurlig måde.
I “Carelessly” er vokalen f.eks. bygget op som en dialog. Det er en dejlig anderledes måde at konstruere en sang på. At omkvædets linje »I can’t stop thinking about you« så virker en anelse for poppet, er en anden sag. Heldigvis får man en god røvfuld guitarstøj som afslutning på dét nummer.
I den efterfølgende “You Can’t Do What You Want” får synthspillet en lidt for fremtrædende plads, og det kan Noszczyks flotte sang og de skarpe guitarer ikke rette op på.
Yellowish dyrker både det smukke og drømmende og en underskøn guitarstøj på pladen. En sammensmeltning af disse elementer fungerer fortrinligt i en skæring som “London Breeze”. En lang og blid indledning bygges langsomt op mod en mere og mere snærende guitarstøj i midten af sangen, men det drømmende udtryk bevares til fulde.
Det er tydeligt for enhver, at den århusianske kvintet har ’øvet sig i smug’ gennem de sidste seks år. Der skabes gang på gang en flot, drømmende og stemningsfuld atmosfære. Et godt eksempel er “The Beach”, men en mere atypisk skæring som den korte, instrumentale “Versus” er også sfærisk og svævende på flotteste vis. Et af de stærkeste numre er dog helt klart 13. og sidste nummer, “Midnight Sky”, hvor Laura Noszczyk virkelig får indstillet sangstemmen til skønsang. Også Aage Hedensteds sang træder for alvor i karakter her, og sangen er en perfekt afslutningshymne.
Albummet er som helhed dog ikke perfekt, da flere af numrene fremstår en anelse anonyme – og så kunne jeg godt have tænkt mig endnu mere støj her og der. Men når der rammes plet, gøres det til gengæld i en så selvsikker og overbevisende grad, at man ikke kan være bekymret for, hvordan det skal gå Yellowish.
