Lad det være sagt med det samme: Denne udgivelse påkalder sig især opmærksomhed på grund af tilstedeværelsen af The Libertines. De seneste par år har historien om The Libertines udviklet sig til en rockhistorisk sæbeopera, man skal tilbage til Oasis’ storhedstid for at finde lignende. Bring Your Own Poison er en liveplade optaget på London-klubben Rhythm Factorys Bring Your Own Poison-aftener, der har lagt scene til The Libertines’ vej mod stjernerne.
Ifølge eget udsagn er klubben centrum for en ny bølge af bands, der kaldes “The Guerilla Rock Movement”, hvilket dækker over en række retropunkgrupper, der ynder at spille spontant arrangerede koncerter – og helst uden om de etablerede spillesteders indblanding.
Pladen byder på 12 numre, hvoraf medlemmerne af The Libertines tegner sig for fire – og hermed er det slået fast med syvtommersøm, hvem der er hovednavnet på denne udgivelse. Man kan blandt andet høre en kaotisk version af hitsinglen “Up the Bracket”, en akustisk solosang fra Pete Doherty – og måske mest interessant: et nummer med The Babyshambles, der er Pete Dohertys band i de perioder, hvor han er smidt ud af The Libertines. Alle sange lyder glimrende og viser, at The Libertines i sin grundsubstans er et punkband, der gerne vil larme meget mere, end de gør på deres i øvrigt fremragende album fra i år. Sidst på pladen findes et “skjult” bonusnummer, hvor The Libertines spiller en tændt udgave af The Only Ones’ punk-klassiker “Another Girl, Another Planet” sammen med sangeren og guitaristen Peter Perrett fra netop The Only Ones.
Men nu er det jo ikke en ny The Libertines-plade, så derfor skal resten af pladen også have et par ord med på vejen. Om der er en ny bølge på vej af beskidt retropunk fra London, skal jeg lade være usagt, men denne udgivelse viser en række bands, der er tydeligt inspireret af den engelske punkeksplosion i 1977. Desværre må man også samtidig konkludere, at kvaliteten af bidragene til pladen er svingende, så det er næppe alle disse grupper, der skal forvente sig et gennembrud.
Det er altid vanskeligt, hvordan man skal forholde sig til opsamlingsplader, der alt for ofte består af mere eller mindre tilfældige numre. Men igennem tiderne er det sket, at plader, der repræsenterer en bestemt scene, er blevet hjørnesten – som et eksempel fra den danske musikscene kan man nævne Pærepunk.
Bring Your Own Poison er interessant, fordi den fortæller en historie, fordi dens navne har klare fællestræk, og fordi den er optaget live. Pladen er dermed et eksklusivt dokument, der viser, at der i London er en række musikere, der er trætte af den pæne indielyd, der ellers bliver leveret på samlebånd fra den engelske hovedstad. Om retropunk så er mere interessant, er en smagssag.
Materialet er som sagt ret svingende i kvalitet, og pladen er som helhed mere interessant end god. The Libertines’ forskellige bidrag holder gennemgående en høj standard, og det samme gør det forrygende nummer med Electricity Comes From Other Planets. Det er rå punk, der flere gange undervejs stopper for at starte forfra igen, og hvor disse små mellemspil, hvor man bare kan høre guitarakkorder, fungerer som pusterum, inden omkvædet tordner igennem. Omkvædet, med sine ekstremt hurtige trommer, bevæger sig næsten over i thrashmetal, og det er hermed noget af det hårdeste på pladen, men på mange måder også det bedste nummer.
“Tommy’s Disease” med The Paddingtons er også en god sang i retning af poppunk – ikke helt ulig Buzzcocks. Med denne sang forstår man godt, hvor The Paddingtons så småt er ved at skaffe sig et publikum uden for inderkredsen.
Det er dog langtfra alle grupper på pladen, der er lige spændende. Eksempelvis ikke The Lams, der med deres “(You’re) on the List” plagierer guitarriffet fra The Stooges’ “No Fun” og bare gentager den samme sætning oven i riffet. Riffet fungerer glimrende, men uden nogen udvikling overhovedet er det gabende kedeligt at lytte til. Det samme er nogle af de grupper, blandt andet Art Brut, der tilsyneladende mener, at musik er interessant, bare fordi det er rebelsk og umelodisk.
En ting, der gør, at Bring Your Own Poison fungerer fint som dokument, er, at man som lytter sidder med fornemmelsen af, hvordan klubaftenerne lyder. Lyden er ekstremt skramlet, og man kan næsten fornemme det kaos, der er på scenen undervejs med hylende guitarer og væltede trommer. Man skal derfor ikke stille store forventninger om musik i hifi-kvalitet, og ud over et par enkelte trommemaskiner er der intet, der indikerer, at pladen ikke bare er et glemt bånd fra 1977. Og det samme gælder i øvrigt også musikken.
