Plader

The Libertines: s.t.

Skrevet af Mathias Askholm

Da The Libertines i 2002 debuterede med Up the Bracket, var det med en massiv hype i ryggen. Denne gang skal The Libertines bevise, at de er mere end blot en døgnflue.

Da ’Strokes-feberen’ var på sit højeste i 2002, rasede alle musikbladene som vilde efter at finde det nye stjerneskud. Rocken var med ét blevet genfødt, og nu gjaldt det om at være de første til at opdage det næste store. Rigtigt mange bands fik musikpressens opmærksomhed at føle, deriblandt bands med musikalsk og personlig pondus til at klare hypen, men uundgåeligt også en række bands der blev revet i stykker af musikbladenes desperation efter at være på forkant med rockbølgen. Et af de bands, der hurtigt blev især den engelske musikpresses yndlinge, er The Libertines. Her – to år efter at de fire London-knøse med ét blev gjort til rockstjerner – er det endelig blevet tid til at bevise, at Carl Barat, Pete Doherty, John Hassal og Gary Powell, til sammen The Libertines, ikke kun er stjerneskud og døgnfluer, men at hypen var fortjent.

Hvis vi ser bort fra sidste års I Get Along-ep, er dette altså The Libertines’ andet udspil. At hævde, at tiden mellem dette og debutalbummet ikke har været helt nem, ville være en af årets største underdrivelser. Da rockstjerne-tilværelsen ramte bandet, virkede ’sex, drugs & rock’n’roll’ som en heftig mavepuster. De to frontpersoner Carl Barat og Pete Doherty har et mildest talt anstrengt forhold til hinanden. Et forhold, der kulminerede, da Doherty først dannede sit eget band, der til at starte med også hed The Libertines (nu hedder det The Babyshambles), og siden brød ind i Barats lejlighed, mens denne var på turné med resten af The Libertines i Japan; en turné, som Doherty havde afslået at medvirke på. Doherty var røget ud i et voldsomt heroin- og kokainmisbrug. Alt tydede på, at gruppen var ved at kollapse under egen succes.

På trods af spændingen de to frontsangere imellem er det dog lykkedes for The Libertines at indspille en opfølger til succesdebuten. Dette nye udspil er ganske simpelt opkaldt efter gruppen selv. Dette kunne tolkes som et tegn på, at bandet med denne plade ville starte på en frisk og lægge tidligere tiders strid bag sig, men er nok snarere en indikator på at dette udspil slet og ret handler om gruppen selv.

Drivkraften bag The Libertines’ musik har altid været dynamikken mellem Doherty og Barat, og denne tendens er med dette nye album blevet endnu mere synlig. Allerede fra pladens begyndelse og førstesinglen “Can’t Stand Me Now” fornemmer man tydeligt, at temaet er netop de to sangeres indbyrdes stridigheder. Således høres de begge skiftevis syngende »Oh, you can’t stand me now,« indtil pointen er banket solidt ind i hovedet på selv den mest tungnemme lytter.

Musikalsk er der ikke meget nyt. Inspirationen hentes stadigvæk i den engelske punkbevægelse fra slutningen af 70’erne, hvor bands som The Clash og The Jam var dominerende i det musikalske landskab. Især The Clash sender store skygger ind over The Libertines’ musik i kraft af produceren Mick Jones, der havde et Doherty/Barat-lignende forhold til The Clashs anden frontmand, Joe Strummer.

Med en udknaldet stemning og postpunk-rester skydes The Libertines for alvor i gang med “Last Post on the Bugle”. Nummeret starter med de klassiske The Ronettes-trommer fra “Be My Baby”, som er blevet til en af rockmusikkens helt store klichéer. Men derfra og ud leverer The Libertines en alt andet end klichépræget præstation. Der bliver både leveret rockhymner som “The Man Who Would Be King”, “Music When the Lights Go Out”, der lyder som et sammenstød mellem Paul McCartney på lykkepiller og The Clash, samt den aggressive “Arbeit Macht Frei”. Sidstnævnte fremføres, så den eneste umiddelbare forskel mellem The Libertines anno 2004 og The Sex Pistols anno 1977 i et kort øjeblik kun synes at være en renere produktion og et band, der kan holde takten. Vokalen fremføres i hvert fald uden bagtanke snøvlende og mumlende som Johnny Rotten.

Om vi får endnu et album at høre fra The Libertines, er stærkt tvivlsomt. The Libertines virker på dette udspil som et band, der er ved at rives itu indefra. Denne dynamik og spænding har manifesteret sig i et fantastisk album, der med vaklende gang i flere sange bevæger sig på grænsen til at bryde ind i den kategori, der er forbeholdt mesterværkerne.

Med dette album cementerer The Libertines deres position som den engelske rockscenes bedste band lige nu. Der er et par enkelte overflødige numre på dette album, men mængden af rocksange, der rammer lige i hjertekulen, er så overvældende, at det overordnede indtryk er rigtigt positivt.

Da The Libertines i 2002 blev udråbt som det nye store og som din generations vigtigste band, virkede det overdrevent. Det kan lyde sørgeligt, at det bedste, denne generation kan byde på, blot er en kopi af hvad, der blev leveret i slut-70’erne og start-80’erne. Sandt er det dog, at The Libertines med denne plade spiller op til deres potentiale. At de så stadigvæk dybest set er et The Clash-ripoff, må man så afgøre med sig selv, om man kan leve med.

★★★★★☆

Deltag i debat