Plader

Wilco: A Ghost Is Born

Skrevet af Mikkel Mortensen

En mere traditionel opfølger til Yankee Hotel Foxtrot, men der er stadig meget langt til alt. country i Jeff Tweedy og co.’s smukke og vellydende univers.

Det kan ikke påstås, at amerikanske Wilco er et af verdens heldigste bands. Deres forrige album, Yankee Hotel Foxtrot, var ifølge deres tidligere pladeselskab for ukommerciel, og bandet blev derefter droppet. Bandet fik senere kontrakt med et mere frisindet selskab og oplevede en både kommerciel og kunstnerisk optur med deres mest eksperimenterende og utvivlsomt bedste udgivelse.

Wilco har heldigvis været forskånet for lignende problemer i forbindelse med A Ghost Is Born, men bandets femte album har dog også haft startvanskeligheder, eftersom frontmand Jeff Tweedy måtte en tur i rehab for at få bugt med en afhængighed af smertestillende medicin, kort før albummet blev udsendt.

Det er dog ikke, fordi A Ghost Is Born bugner med referencer til stoffer (bortset fra en enkelt sangtitel – “Handshake Drugs”) eller de kraftige migræneanfald, som Jeff Tweedy efter sigende forsøgte at kurere. Tweedys tekstunivers er som altid ganske komplekst og abstrakt.

Rent musikalsk virker A Ghost Is Born noget mere traditionel end sin forgænger, men det skal dog ikke betyde, at Wilco er begyndt at spille alt. country igen – bestemt ikke. De komplekse lydlandskaber, der prægede Yankee Hotel Foxtrot er dog væk, og i stedet fremstår bandets lyd mere minimal og mere klinisk – oftest domineret af klaver.

Det kan f.eks. høres i “At Least That’s What You Said”, en afdæmpet klaverballade der ikke bliver mindre indadvendt af at være mixet ufatteligt lavt. Men det øger så til gengæld effekten, når trommer og disharmonisk klaver sættes i spil for ikke at glemme Tweedys Neil Young-agtige guitareskapader, der bliver mere og mere ukontrollable, som sangen skrider frem. Den stateligt slæbende “Hell Is Chrome” domineres også af klaveret, hvilket også er tilfældet i det atmosfæriske “Less Than You Think”, der dog af uforklarlige årsager for lov at være 15 minutter lang, hvoraf de sidste 12 minutter blot består af en lang drone.

Det er dog ikke alt sammen lavmælte ballader, og af uptempo-sange kan nævnes den vidunderligt melodiøse “Hummingbird”, hvor det allestedsnærværende klaver suppleres af strygere og rigelige mængder af fuzzguitar. “Wishful Thinking” kombinerer klaveret med atmosfæriske og snigende guitarer og keyboards. Den fantastiske “Theologians”, hvorfra albummet har sin titel, tager en vidunderligt svingende, funky og iørefaldende melodi, hvorover Jeff Tweedy tager sig tid til at disse teologer: »Theologians don’t know nothing / About my soul.« Den ligeledes fremragende “Company in My Back” får en ikke specielt hyggelig situation til at være ekstremt vellydende, og den afsluttende “The Late Greats” er en hyldest til det liv, der bliver levet – og den musik, der skabes i øjeblikket.

Mere eksperimenterende er den sært dragende “Spiders (Kidsmoke)”, der drives frem af hypnotiske guitarer, og som på trods af en spilletid på over 10 minutter aldrig virker langtrukken. I den helt anden grøft befinder “I’m a Wheel” sig – en rootsrockende sag, der dog slet ikke burde have været inkluderet på albummet, da den mest af alt lyder som en b-side fra Kings of Leon.

A Ghost Is Born er et fint album, der kræver et par gennemlytninger for at åbne sig, og selvom det ikke kommer op på siden af forgængeren, er der bestemt ikke tale om en skuffelse, selvom Wilco dog gerne måtte eksperimentere en smule mere med instrumenteringen på dette deres sjette album.

★★★★☆☆

Leave a Reply