Når fragmenter af glas fra skibsvrag, affald tabt til søs eller forfaldne flaskeposter ruller rundt på havbunden, gennemgår de en langsommelig transformation. I løbet af 50, 100 eller sågar 200 år nedbrydes de skarpe kanter, glasset rundes og overfladens glans sløres og bliver mere mat. De farverige, stenlignende naturalier skyller siden op på strandkanten, hvor de samles op af nysgerrige geologinørder eller blot fascinerede forbipasserende. Fænomenet hedder sea glass, hvilket såmænd også er titlen på åbningsnummeret fra Baby In Vains nye album, Afterlife.
»Shards of broken glass / Dead eyes in the sand / Shattered, left behind / A part of the world again / ‘Cause the sea turns trash into treasure over time / Time / Now an entity / Amber eyes on the beach / Weathered by the deep / Brought back to life by the sea / Turns trash into treasure over time.«
Ligesom havets glas har den danske rocktrio Baby In Vain gennemgået en transformation i de tolv år, der er gået, siden de udgav debutsinglen “Machine Gun Girl” i 2012. Den tidligere tunge og skrappe stonergrunge fra EP’en For the Kids (2016) blev først til indieficeret støjrock på debutalbummet More Nothing (2017) og siden på 2020’s fænomenale See Through til noget mere atmosfærisk og drømmende. Noget uklart, men sært tillokkende og farverigt – nøjagtigt ligesom sea glass. Udviklingen fra sidstnævnte album fortsætter på Afterlife, og i hænderne har vi nu bandets mest afdæmpede plade til dato. Det betyder ikke, at guitarer og vokaler ikke tør vise tænder mere, men det betyder, at helheden har fået et mere tåget og tungsindigt udtryk a la det, vi hørte på nogle af See Throughs bedste skæringer: “Before You” og ikke mindst “You Don’t Have to Pretend”. Vi er mere ovre i Mazzy Star end Sonic Youth, men heldigvis kan Baby In Vain finde ud af begge dele.
“Sea Glass” åbner albummet på minimalistisk og langsom vis. Minimalistisk med sine simple trommeforløb, bløde guitaranslag og rolige vokal fra – den ene af bandets to guitarister og vokalister – Andrea Thuesen. Langsom i sit tempo, i sin udvikling og lig den geologiske proces, nummeret er opkaldt efter. Vokalen er i fokus, melodien er simpel, udtrykket er afdæmpet. Der er noget næsten amerikansk over lydbilledet, i guitartonen, der giver associationer til et band som Big Thief. Ikke en association jeg har draget ved Baby In Vains tidligere udgivelser, men bestemt et udtryk, der klæder dem. Sangen sætter en meget rammende tone an for Afterlife, der konstant bevæger sig i det tågede, afventende. Der kommer ingen bidske vredesudbrud, men rocktrioen formår alligevel at udtrykke masser af følelse, når sangene på stille vis kryber og flyder afsted.
Det amerikanske, folkede udtryk vender endnu stærkere tilbage på “Parasite”, der nok tager prisen som bandets allermest nøgne nummer. I introen kan man høre bandet snakke til hinanden (»kør, Andrea. Andree-aaa! Kom nu!«), hvilket giver den rareste intime fornemmelse af, at man er i rum med bandet. Og så går Andrea Thuesen ellers i gang med en sang, der, så vidt jeg kan høre, udelukkende består af akustisk guitar og sagte trommer. Det lyder, som om der kun er én mikrofon i lokalet. Vi er milevidt fra støjrock, men nummerets ærlige udtryk fortæller mig, at den gode sang altid har været der under de forvrængede guitarer (hvis man da skulle have været i tvivl om det). Der er en melodi, et vokaludtryk og en produktion som trods de få virkemidler er super dragende. Og så lyder det stadig som Baby In Vain – i årenes løb er musikken og bandet blevet så fintunet, at selv når de spiller på de mest uventede virkemidler, så lyder de alligevel som sig selv.
Baby In Vain har ikke bare fundet en velformuleret og personlig lyd, de er også blevet enormt dygtige til at spille og komponere, og netop det kommer tydeligt til udtryk, når man lytter til de rolige og mindre lydmurs-tunge sange på Afterlife. Benedicte Pierleoni-Nielsens trommespil brillierer på “Anyone” og “Intangible”, og særligt trommerne på sidstnævnte har et skævt sammenspil med den urovækkende basgang, som giver sangen masser af kant og momentum – hvis den da ikke allerede fik det af Lola Hammerichs sædvanligt dejligt vrælende vokal. Dobbeltvokalerne er virkelig taget i brug på albummet, og der skabes flotte (dis)harmonier på sange som førnævnte “Parasite” og “Afterlife”. Det er stadig Thuesen, der står for den søvnige og engleagtige sangstemme, mens Hammerich leverer den mere ufiltrerede og spyttende. Her bør “Intangible” igen fremhæves for at starte som et lettere beskidt rocknummer for siden at udvikle sig til en elegant og svævende sang, godt hjulpet på vej af Nils Gröndahls violin – en mand, hvis evner på den lille stryger, virker til at være foretrukken blandt hovedstadens undergrundsrockbands. Det forstår jeg egentlig godt.
Det, der gennemgående er tydeligt på Afterlife, er, at andre inspirationskilder og tilgange til sangskrivning er begyndt at pible ind. Det handler ikke længere om at skabe store, tunge riffs, men om at få selv de mest eftertænksomme og simple passager til at prikke til følelserne. Det lykkes trioen heldigvis med. Selvom det på overfladen kan lyde en anelse kedeligt med et album, hvis soniske udtryk kan sammenlignes med et lag bløde skyer, så har Hammerich, Thuesen og Pierleoni-Nielsen nok skæve twists og nok detaljebevågenhed til, at man efter et par lyt forstår at drømme sig væk med en dyb underbevidst respekt for sangenes beherskede krumspring.
Jeg synes at kunne høre, at Hammerich har spillet med Fine Glindvads slackerpop-soloprojekt (på nummeret “Remember the Heart”), og at Thuesen har startet soveværelses-indiebandet Snuggle (med sin bedre halvdel og Liss-guitarist Vilhelm Strange, der spiller lidt klaver på albumlukkeren “Home for You”), hvis arrangementer også tager sig tid særligt på singler som “Game On” og “State of Mind”. Et Baby In Vain-nummer som “I Hate Everything” bevæger sig uden tvivl i samme boldgade som Snuggle, men det er ingen kritik (og i øvrigt heller ikke nogen ny ting, at musikeres soloprojekter inficerer deres “hjemstavns”-bands), blot en konstatering af det mere meditative udtryk på Afterlife.
»Never ending summer nights / When we are running wild / Always one more line / Laughter echoes / Friends forever / Dreaming about rock and roll stars / Dying to be like them / We died trying,« synger Thuesen i smuk døsig harmoni på titelnummeret. Måske er rock ‘n’ roll-drømmen en saga blot for de tre venner, men deres nye tilbagelænede overlegenhed er spækket med mindst lige så imponerende melodier og underskøn coolness. Manglen på eksplosive dissonansangreb opvejes af overvældende strygermomenter og eftertænksom lyrik.
Det tredje album fra Baby In Vain er af en anden karakter, end vi har hørt fra dem før. Der er lidt mindre at skære sig på – de musikalske kanter er blevet slebet af tidens tand. Ikke desto mindre kan trioen deres kram i de nye takter, og selvom jeg kunne savne en stor, fed rocksang, så er Afterlife et meget kærkomment udspil, hvis drømmende, søvnige univers vokser for hvert et lyt. Bandet har måske tidligere udgivet album med større højdepunkter, men de har aldrig udgivet så helstøbt og ensartet et produkt. En smukt afrundet, iøjnefaldende helhed, der har lige så meget emotionel tyngde som deres tidligere udgivelser havde instrumental tyngde. Tak for den.





