Find en stol, en god stol, en rigtig ’tænke’-stol, og sæt dig godt til rette. Ok, her er så spørgsmålet: Hvad mangler i din pladesamling? Der mangler selvfølgelig et par klassikere, de plader du aldrig har gidet købe, enten fordi de i dine øjne er overvurderede, eller ganske simpelt fordi du bare ikke lige har fået det gjort. Der mangler selvfølgelig også et par singler og japanske udgivelser med dit yndlingsband. Udgivelser der enten er uopdrivelige eller alt for dyre, hvis de endelig findes.
Det er dog ikke nogen af disse manglende plader, der er interessante lige nu. Nej – det der, ifølge J.U.F., mangler i din pladesamling er gypsy-disco-punk og arabic-dub-sextura. Det vil de nu gøre noget ved.
J.U.F. er nemlig hverken begået af Manu Chao og Kaizers Orchestra i skøn forening eller The Mescaleros på speed. J.U.F., Jewish-Ukrainische-Freundschaft, er nemlig produktet af det New York/ungarske sigøjner-punkband Gogol Bordellos samarbejde med Tamir Muskat fra Vibromonk om at spille en gang hoftevridende dansemusik.
Dette er balkaniserende og anti-globaliserende verdensmusik, som det kendes fra Gogol Bordello. New York Times har beskrevet bandet som en blanding af Iggy Pop og Franz Kafka, og med J.U.F. kunne man fristes til at skyde et pift !!! ind i den blanding. Dette er esperanto-versionen af !!!’s dansable blanding af dub, disco og punk.
“Gypsy Part of Town” åbner albummet nede i tempo med dub og attitude, ikke langt fra Gogol Bordellos forrige album Multi Kontra Culti vs. Irony. Men så letter pladen også. Lytteren gennemprygles af højdepunkter bestående af arabiske toner, den Joe Strummer & the Mescaleros-lignende “Last Wish of the Bride” og den elektronisk hoppende “Bassar (Spanish Car Service Special)”.
J.U.F. er lyden af et digitaliseret arabisk gademarked anno 2004. Musikken trækker på et utal af inspirationer. Her er Massive Attack-lignende beats, vilde violin-samplinger, en MC5-lignende rockenergi og en !!!-danselyst. Her er hiphop og israelsk vokal. Dub og potente politiske budskaber. Dette er dans. Dette er lyst. Dette er ren energi.
Teksterne er enten uforståelige for det utrænede sprogøre eller også i bedste fald ligegyldige. Men igen – det er ikke teksterne, der indeholder budskabet i denne musik. Budskabet ligger derimod i rytmen; det ligger i sangenes energi. Bryd ikke din hjerne med at lede efter budskab og mening. Dans, til du segner, og Gogol Bordello er tilfredse.
Idéen til denne plade er god, og resultatet holder et langt stykke af vejen. Her er sange, der vil gavne enhver fest. At lave musik, der virker til fester, hvor de fleste er for fulde til at ænse, at der er musik, er dog ikke nødvendigvis det sværeste.
Men som album og som en helhed virker pladen ikke, og derfor fungerer den ikke i længden. Den multikulturelle blanding bliver tynd i henad vejen, og forudsigeligheden opstår midt i kaoset.
Dette er en plade, der skal høres i bidder. Det er helt sikkert soundtracket til en beskidt og newyorker-cool fest; soundtracket til noget andet er det bare ikke.
