David Fridlund indleder med Amaterasu jagten på den store klassiske popsang.
David Fridlund spiller til daglig i det skæve poporkester David and the Citizens, men i modsætning til stilen man kender derfra, har Fridlund på sit soloalbum skruet ned for tempoet og de skøre indfald. Hvor man hos David and the Citizens midt i de snurrige og svimlende popsange kan finde indfald som et jazzet trompetspil, har David her skåret ind til benet og præsenterer således ni primært tilbagelænede sange, hvor det er melodien, der er i centrum. Der er primært tale om stort anlagte klaversange, som på en måde hører til i den store crooner-tradition – med den lille krølle, at Fridlunds vokal ligger langt fra croon.
På trods af det nedsatte tempo er Amaterasu dog ikke en plade, der bryder radikalt med David and the Citizens, og derfor vil den formentlig appellere til gruppens faste lytterskare. Dette skyldes bl.a. David Fridlunds vokal, der er let genkendelig samt effektiv og indtrængende; den lyder (ligesom den plejer) en hel del hen ad Conor Obersts fra Bright Eyes.
På Amaterasu viser Fridlund sig som en glimrende sangskriver på egne ben. I sangen “White Van” formår han at lyde en hel del som den engelske sangskriver Badly Drawn Boy, og ligesom Badly Drawn Boy er David Fridlund stærkest, når han får de gode melodier til at gå hånd i hånd med det mere skæve. Det sker eksempelvis i åbningssangen “Circles”, hvis bund er en tung dyster trommefigur og en afvekslende melodi, og ovenpå hører man Fridlunds vokal sammen med og Sara Cullers klare stemme. Lidt dristigt at indlede et soloalbum ved at lade en anden synge første linje, men det virker…
Efterfølgeren “April and May” er ligeledes en fin sang. Fridlund har her sat sig ved klaveret, hvorfra han leverer en lettere løssluppen melodi, der kunne lyde lidt som et indslag fra en gammel revy.
Den klaverbaserede musik fortsætter i “Insomnia”, men her er tale om en mere traditionel ballade, der mangler saft og kraft til at hæve sig over det banale. I instrumentalnummeret “Knives” har David Fridlund også svært ved at hæve sig over det banale, og nummeret, med hastigt rockende sammenspil mellem klaver og trommer, lyder mest som baggrundsmusikken til et sceneskifte i en gymnasiemusical.
Men trods disse lidt kedelige indslag har David Fridlund flere stærke kort på hånden, eksempelvis i form af “Then I Will Miss You”, der er baseret omkring et simpelt akustisk guitarspil og med en melankolsk og meget smuk melodi, der leder tankerne tilbage på Nick Drake. Som akkompagnement til den akustiske guitar er der lagt et smukt lag strygere oven på. Fridlunds fingerspil, vokal og strygere smyger sig om ørerne på lytteren i en sang, der er som skabt til en søvnig søndag.
Amaterasu er en dejlig plade, men den er ind i mellem faretruende tæt på at ryge over i kategorien for store pæne produktioner, der sagtens kunne sælges i tusindvis bakket op af tv-reklamer. Der er for langt mellem de positive overraskelser på pladen, der eksempelvis kommer i slutningen af balladen “Before It Breaks”, som slutter med et længere syret lydforløb, der pludselig ændrer karakter til et skævt instrumentalt popnummer med masser af trompeter.
