Det er svært at lave et hyldestalbum med coverversioner af kunstnere, som lytterne har et nært forhold til. Enten bliver det opfattet som blasfemi, eller også falder det helt igennem hos de dedikerede lyttere – og for de lyttere, som ikke kender originalkunstneren, vil coveralbummet være svært at gå til.
Det lille engelske pladeselskab Full Time Hobby har samlet en række større og mindre navne på albummet Dream Brother – The Songs Of Jeff + Tim Buckley, der hylder det absolutte musikalske far & søn-par, der aldrig lærte hinanden at kende. Her er de så samlet i musikalsk forstand, hvor en række af deres numre fortolkes ublasfemisk og for nogle af fortolkningernes vedkommende ganske interessant.
Albummet er overvejende afdæmpet og akustisk – det er naturligt for Tim Buckleys numre, men især på nogle af Jeff Buckley-numrene savner man måske lidt mere energi. Manglen får dog albummet til at fremgå mere homogent, og det er absolut positivt.
The Magic Numbers åbner albummet med deres trestemmige fortolkning af Tim Buckleys “Sing a Song for You”. Det er ganske sødmefuldt og ret ordinært. Skævere og mere interessant er det, at både Micah P. Hinson og King Creosote fremhæver country-elementer i deres versioner af de to Jeff Buckley-numre “Yard of Blonde Girls” og “Grace” – country-elementer, som jeg ikke troede fandtes. Men det fungerer overraskende godt: “Yard of Blonde Girls” virker ved første gennemlyt en smule uoriginalt, men vinder ved flere lyt. Og King Creosotes udgave af “Grace” er med sin sømands-melodica næsten mere desperat og famlende end originalen.
Bitmap er den første kunstner, der sætter mere strøm til – lydbilledet bliver dog stadig ikke så tungt som på originalen; dog er det mere elektronisk – selv vokalen, som flere steder har fået en tur igennem en vocoder. The Earlies skuffer med den lidt for afdæmpede”I Must Have Been Blind”. Nummeret er egentlig fint med sine lag af fløjter, men med tanke på, hvor symfonisk og skramlet The Earlies rent faktisk kan lyde, savner man lidt mere spræl, selv om der kompenseres lidt i de sidste par minutter af nummerets “Hey Jude”-sing along.
Dream Brother – The Songs of Jeff + Tim Buckley får uvægerligt lytteren til at stille sig selv spørgsmålet: Hvilke krav kan man stille til en coverversion? Og: Hvad skaber en god coverversion? For mit eget vedkommende skal en coverversion tilføje nummeret noget nyt, uden at det dog mister sin oprindelige charme og følelsesmæssige påvirkning af lytteren. På Dream Brother – The Songs of Jeff + Tim Buckley er der både numre, som opfylder disse krav, og numre, som ikke gør.
Adems singer-songwriter-udgave af “Mojo Pin” føles alt for tro mod originalen – og det gør Stephen Fretwells bidrag også. Så virker Kathryn Williams’ “Buzzin’ Fly” langt bedre – måske også fordi hun er en kvindelig fortolker, der dermed ikke naturligt kommer til at ramme samme tone som Tim Buckley. Hun virker frisk og fjerlet med sit smittende glade humør, der gennemsyrer nummeret.
Tunngs fortolkning af Tim Buckleys “No Man Can Find the War” er også interessant. De bevarer den dystre, strengebaserede melodi i mol og kombinerer den med et klikkende beat og ekkoende samplinger, der kommer og går. (Meget) mere elektronisk går også Matthew Herbert og Dani Siciliano til værks i deres fortolkning af “Everybody Here Wants You”, som slet ikke ligner originalen, men alligevel emmer af samme fornemmelse – og måske sammen med Tunng-nummeret er albummets højdepunkter.
Dream Brother – The Songs of Jeff + Tim Buckley skal fremhæves for sit mod: Der er sikkert mange, som ikke har turdet at røre ved Jeff Buckleys numre efter hans død. Men sammen med fortolkninger af Tim Buckleys numre blødes der op på helligbrøden, og selv om de to musikeres numre ikke direkte sættes i perspektiv i forhold til hinanden på albummet, fungerer samlingen alligevel på sine helt egne præmisser. Og hvis musikken havde været tilsat lidt mere strøm, ville resultatet have været endnu bedre.
