Siri Wålberg er navnet på den 23-årige sangerinde, der gemmer sig bag navnet Sissy Wish. Hendes debutalbum, You May Breathe…, har fået bunker af rosende ord med på vejen i de norske medier, og nu får danskerne muligheden for at høre, om naboerne mod nord har ret i deres hyldest af dette unge talent.
Sissy Wish spiller forholdsvis ufarlig og ukompliceret poprock, og et par af hendes numre er blevet spillet på P3. Det fortæller en hel del om, hvilken grad af kompleksitet hendes musik besidder; man skal ikke sætte You May Breathe… i afspilleren, hvis man trænger til at blive udfordret. Her er ingen forstyrrende eller overraskende elementer.
Og dét er både Sissy Wish’ svaghed og styrke. Numrene er behagelige, let nostalgiske arrangementer, som musikalsk set er mere beslægtet med Sheryl Crow end med Britney Spears. Hun rammer ofte en moden, poppet tone som for eksempel i nummeret “Noise in the Cup”, som er et dejligt forudsigeligt popnummer, som også kunne være inspireret af Edie Brickell. Også når hun trækker på elementer fra 60’erne, som i “No Company”, der dog virker lidt rodet i lydbilledet, viser hun en voksenhed, som ikke er helt forligelig med hendes blot 23 år.
Andre steder er der skruet en smule mere op for rockguitaren. Det gælder for eksempel “Annoying” og “In the 2nd We Speak, Breathe”, som dog ikke formår helt at hænge ved. Det er, som om de lidt mere rockede numre virker en smule forcerede i forhold til de poppede ditto.
Enkelte storslåede og dramatiske arrangementer vover Sissy Wish sig også ud i. “Let Us Meet the End” klinger med sine dramatiske strygere og kastagnetter af Vaya Con Dios. Også Siri Wålbergs vokal ligner her Dani Kleins. “Mr. Sullivan” har lidt af den samme sydlandske tone og et flot arrangeret omkvæd, hvor westernguitar og strygere slås om opmærksomheden, alt imens koret synger: »You have to meet Mr. Sullivan.«
Debutalbummet fra Sissy Wish You May Breathe… forskrækker absolut ingen, og det er vel heller ikke meningen med denne type musik. Albummet virker som helhed en smule ujævnt, og lydbilledet er lidt rodet til tider, men der er nogle gode voksenpop-momenter, og de løfter albummet op til at være en jævnt rar plade – som dog ikke er det mesterværk, de norske journalister har udråbt den til.
