‘El oso’ betyder ‘bjørnen’, men det er ikke et muskeldyr, vi har at gøre med. Så er coveret mere præcist i sit udtryk. Denne anmelders folkeskolebiologi rækker ikke til at klassificere kræet (forslag modtages gerne), men stemningen er ikke til at gå fejl af. Indelukket og sammenkrøbet med næbbet hængende ned, står fuglen midt i det klinisk hvide ingenting. Hvis El Oso absolut vil være et dyr, må denne fugl være sagen.
Åbneren “Country Radio” lægger ud med en sang, der kunne være hentet fra Bright Eyes’ Digital Ash in a Digital Urn. Med en let og akustisk melodi i skarp kontrast til elektroniske beats introduceres vi til bandet. Åbneren er en let ballade, der netop på grund af sin dynamik mellem elektronikkens brummende monotoni og sangens melankolske stemning skaber både tvivl og tilfredshed. Åbneren er god, men hvad El Oso er, eller hvad man kan forvente sig af hele albummet, bliver heldigvis ikke besvaret.
Man skal længere ned i albummet, før man bliver delagtiggjort i hvad El Oso er. Bag de glimtende melodier gemmer der sig fem musikere fra Milwaukee. Med baggrund i diverse hardcore- og punkbands dannedes gruppen i efteråret 2003. Musikstilen blev ændret. Og Whichever Chapter Covers Now er så resultatet af det første års anstrengelser. Fokus er nu sat på sangskriverkunsten, melodien og detaljen.
Hverken bandets arv eller evne fornægter sig. “Natural Life” er en kraftfuld og uptempo-popsang, der både gør brug af start-stop-dynamik og spændstig støj fra bandmedlemmernes fortid samt giver plads til en varm melodistump. Melodien kæmper sig frem mellem et frådende hav af guitarer under kontrol. Kampen er hård, og netop her skabes den gode sang.
Programmeringerne og de forskellige effekter fylder meget på pladen. El Oso falder dog ikke i den fælde, at detaljerne bliver dominerende. Bærende er melodierne og Jim Hankes vokal. Han behersker tydeligt et bredt spektrum og er ikke bange for at udfordre sin stemme.
Bandets store udfordring er at holde begge ben på jorden og fokus på musikken. Det lykkes for det meste, men med en spændvidde fra indietronica til lofi er dette musik med et højt tyngdepunkt. Et andet nedslagssted i albummet, der er værd at fremhæve, er den lyse “Tonight’s Now Tomorrow”. Her viser bandet deres evne til at jonglere med stil og stemninger uden at miste fokus på det lyttevenlige. De til tider skrøbelige arrangementer er aldrig i fare for at vælte og det er således at bandet er bedst.
El Oso er ikke en bjørn, højst et får i ulveklæder. Der er både skarpe elektroniske kanter og bløde popmelodier at finde på deres debut, men spektakulær er den ikke. Dette er solid pop spillet med sikkerhed og elegance. På albummets 36 minutter gennemrejser læseren adskillige inspirationskilder lige fra The Postal Service over French Kicks til klassiske singer/songwriters. Det må være en udfordring for bandet, men for lytteren bliver det til ren nydelse.
Lyt til “Tonight’s Now Tomorrow”:
[audio:http://www.nokarma.com/sound/TonightsNowTomorrow.mp3]