Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. (19.12.05)Hen mod slutningen af et år er det på sin plads at samle op. Ikke bare på hvad der var de bemærkelsesværdige plader, men også på de plader, som Undertoner simpelt hen ikke nåede at få bedømt i løbet af i år. Selv om vi nåede omkring 400 pladeanmeldelser i år, er der stadig en hel del plader fra 2005, som fortjener at få nogle ord med på vejen.
Derfor giver en række af Undertoners skribenter her nogle kommentarer til alt fra stilfærdig singer/songwriter over poleret pop til r’n’b.
Jakob Lisbjerg
Der var specielt tre udgivelser, jeg så frem til i 2005: Sam Prekops andet soloalbum, Woodbines opfølger til den fantastiske debut fra 1999 og The Montgolfier Brothers’ tredje album All My Bad Thoughts.
Prekops Who’s Your New Professor har måske ikke samme umiddelbarhed og bossa-feel som hans første plade.
 |
| Jaga Jazzist: What We Must |
Men i disse tider, hvor der er langt mellem albums fra The Sea and Cake, er det et dejligt genhør både musikalsk og vokalmæssigt.
Woodbines debut var afdæmpet og sovset ind i et mudret og drømmende lydtæppe. Efterfølgeren Best Before End gemmer sig ikke så meget, men det gør ikke noget, for numrene er lige så stærke og intime, og de gemmer på mange, godt skjulte hemmeligheder.
The Montgolfier Brothers’ to forrige album har begge ramt en melankolsk og romantisk nerve i min krop som få andre plader. Desværre lever All My Bad Thoughts ikke helt op til mine forventninger. Sådan er det desværre nogle gange, når man glæder sig for meget. Til gengæld indeholder albummet årets måske smukkeste nummer: Journey’s End er en otte minutters sørgelig, underspillet ballade centreret omkring et simpelt klaver-riff og svævende synthflader. Og så selvfølgelig Roger Quigleys vokal produceret, så den smyger sig helt ind i sjælen.
For mig kom årets bedste album fra norske Jaga Jazzist. Jeg har kun været semi-interesseret i deres tidligere udgivelser, som blandede elektronik med jazz i en i mine ører lidt for hektisk kombination.
 |
| Women and Children-boxsæt |
Men nordmændene har mere eller mindre droppet jazzen som primære musikstil og spiller nu en storladen form for prog-rock, der maler med kæmpestore, følelsesladede pensler. Jazz-elementerne er der dog stadig, og kombineret med guitarer og fantastiske melodier har Jaga Jazzist virkelig ramt en musikalsk tone, som påvirker mig i hele kroppen.
Årets bedste indpakning må være Woman & Children-boksen på selskabet Hallso. Det canadisk-amerikansk-franske band har varmet op for Cat Power, og med deres stemningsfulde, skæve noir-folk er det fremragende efter-aftenkaffen-musik. Boksen, som blot kommer i 500 eksemplarer, er en grøn kasse med guldtryk. Indholdet er to 10″ og en dvd med kortfilm og liveoptagelser. Der medfølger desuden et stort tekstark med. Baghjul til Stereolab, Low og Nick Cave, som alle tre udgav nogle, rent indpakningsmæssigt, pauvre boks-sæt i 2005.
Mikkel Mortensen
Fiona Apple havde modet til at lade være med at gøre noget som helst, da Sony nægtede at lade hende genindspille de demoer, hun havde lavet med producer Jon Brion i 2002.
 |
| Fiona Apple: Extraordinary Machine |
Det skulle tage tre år, før pladeselskabet grundet pres fra Apples fans gav hende pengene til at gå i studiet med hiphop-produceren Mike Elizondo.
Extraordinary Machine indeholder også to Brion-produktioner, og deres barokke, tidløse instrumentering komplimenterer på forunderlig vis resten af albummet på trods af de resterende sanges mere moderne lyd. Dette skyldes utvivlsomt, at Elizondo ikke forsøger at pakke Apples sange ind i glat vellyd. Der er plads til de disharmoniske, krasse elementer, der giver Apples musik sin kant.
Og dét er der heldigvis masser af på Extraordinary Machine, der utvivlsomt er Apple’s mest eksperimenterende værk til dato, og det er en fornøjelse at høre, hvordan Apple er vokset som sangskriver, samtidig med at selvtilliden er blevet stor nok til, at hun tør gøre hvad som helst.
Man kan kun håbe, at der ikke skal gå yderligere seks år, før Fiona Apple får lov til at udsende et nyt album, eftersom hendes talent er alt for stort til at gå til spilde, blot fordi et multinationalt pladeselskab ikke kan se hitpotentialet.
Jan Overgaard Mogensen
Årets største overraskelse for mig var ubetinget at opdage, at hverken Orbital eller Plaid har levet forgæves. Tænk, at der stadig laves funky, storladen og detaljerig tecnho. Og at skidtet fungerer! Det drejer sig selvfølgelig om Isolées fantastiske Wearemonster, der napper det bedste fra de sidste 25 års elektroniske musik og gør det nyt, vedkommende og spiseligt.
 |
| Isolée: Wearemonster |
Elektro-håndklap og astrale keyboardklange, som hentet direkte fra en LTJ Bukem-opsamling fra midt-90’erne, optræder ved siden af smidige baslinjer fra fransk filterhouse og velfungerende melodier, som Orbital-brødrene ikke kunne have lavet bedre.
Isolées landsmand Robert Henke, der i mange år har udgivet under navnet Monolake, udgav for et par måneder siden polygon_cities og uden at han hverken revolutionerer sin egen eller andres verden, er det dog endnu en omgang habil og swingende minimalistisk techno, der langsomt, men sikkert varmer éns fodballer op. I det hele taget lever den tyske electronica i allerbedste velgående og ud over de to nævnte blev vi også begavet med nyt fra Rhythm & Sound, der på See Mi Yah endnu en gang dykkede ned i Jamaicas dubbede dynd.
R’n’b er en forkætret genre og har måske det dårligste ry blandt “seriøse” musikelskere. Det er selvfølgelig dybt uretfærdigt – for lige så snart man får børstet guldglimmeret af skulderen og gnedet øjnene fri for stramme røve og lækre babes (det behøver man jo strengt taget ikke at gøre…), gemmer der sig et hav af seriøst arbejdende sangere og producere, der har lige så meget på hjerte og er lige så intense i deres udtryk som de første 100 kloner af Bright Eyes. Jaguar Wrights bedste nummer på Divorcing Neo to Marry Soul er således den MTV-fjendske, over 10 minutter lange ballade Do Your Worst, der forener det bedste fra den højtbesungne guldalder i 60’erne med de nyeste programmeringer.
I mine ører kom årets mest vellykkede r’n’b-album dog fra debutanten Leela James, der greb tilbage til Sam Cookes klassiker A Change Is Gonna Come og med sin personlige, lidt hæse stemme rent faktisk fandt nye sider og gemmer i denne soul-klassiker. Skal 2006 været året, hvor du fordomsfrit kaster dig over en ny genre, så lad det blive r’n’b. Der er meget at hente i disse år.
Mikkel Arre
Folktronica-duoen The Books bekymrer sig over den politiske udvikling i hjemlandet USA. Det kan man (lidt for) klart høre på deres tredje udspil, Lost and Safe. De samplede vokalstumper fra radio-programmer, gamle dokumentarfilm og alle mulige andre lydkilder har på de tidligere plader strejfet samfundskritik, men denne gang er dét element blevet mere åbenlyst.
 |
| The Books: Lost and Safe |
“I can hear a collective rumbling in America,” lyder det i Be Good to Them Always, der musikalsk set er undtagelsen, som bekræfter reglen: Lost and Safe er mere afdæmpet og knap så spraglet som især Thought for Food, og numrene er generelt set mere sangorienterede end førhen.
Og alt i alt er Lost and Safe et skridt tilbage for The Books – jeg ville i hvert fald have foretrukket, at de politiske budskaber var forblevet subtile, mens musikken havde fastholdt mere af den sprælske sampler-glade omskiftelighed.
Men mens Lost and Safe trods tilbageskridtet bestemt er en udmærket og lytteværdig plade, valgte Joy Zipper at tage så mange skridt baglæns, at deres tredje album The Heartlight Set blev årets klart største skuffelse. Deres oprindelige basis i støjpop a la My Bloody Valentine er forsvundet, og i stedet serverer de en flok alt for sødlige og komplet uengagerende popsange uden hverken kant eller bid. Forgængeren American Whip havde visse anstrøg af kedsomhed, og den udvikling fuldbyrder The Heartlight Set totalt.
B-siden på det danske selskab BSBTA’s første vinylsingle nogen sinde, Escape af tyske Cryptic Scenery, er heller ikke videre spændende med sin nærmest uendelige guitarsolo. A-siden er derimod et rart genhør med Antenne. Long to Kiss er et klassisk Antenne-nummer med sparsomme guitarakkorder og yndefuld vokal fra Marie-Louise Munck. En skam, at vi ikke fik to Antenne-numre i stedet.
Mexicanske Murcof lyder på sit andet album Remembranza også helt som sig selv. Og det er på ingen måde skidt. Hans fine blanding af minimal techno og afmålte klaver- og stryger-akkorder lyder stadig som triste minder fra det tågede ingenmandsland mellem erindring og forglemmelse. Tilbageholdt og smukt.
