Engelske Editors leverede en glimrende koncert i Vega, hvor gruppen hævede niveauet markant over albummet The Back Room og lagde afstand til beskyldningerne om at være en bleg kopi af Interpol. (21.02.06)Editors har hurtigt placeret sig som et af tidens førende engelske indiebands. Selv om bandet som så mange andre hader at blive sat i bås, følger gruppens lyd fint i slipstrømmen på utallige andre bands, der har genopdaget de tidlige 80’eres postpunk lyd. Det vil sige dansable rytmer, dystre basgang og skærende guitarriffs. Skal man være lidt ond, kan man sige, at bandet er et fuldstændigt plagiat af Interpol, for både når et kommer til sangstrukturer, lyden og vokalen er ligheden slående. Alligevel er Editors værd at beskæftige sig med. For ganske vist bidrager de ikke med meget originalitet, men de gør det, de gør, ganske forrygende.
Inden Editors gik på scenen, blev publikum præsenteret for et andet nyt britisk band, der for alvor har anmelderroser med i bagagen. Brakes er blevet beskrevet som en slags indiesupergruppe med medlemmer fra blandt andet British Sea Power og Electric Soft Parade. Sammenlignet med så mange andre af tidens andre engelske bands, lyder Brakes overraskende lidt britiske i deres lyd. Inspirationskilderne kommer i langt højere grad fra den anden side af Atlanten. Musikken er således en blanding af hardcorepunk, country og amerikanske guitarrock fra 80’erne – eksemplificeret ved at gruppen spillede et covernummer af Camper Van Bethoven, som der tydeligvis ikke var mange blandt publikum, der havde hørt om. Mest af alt kan Brakes lede tankerne hen på Pixies, og de har den samme form for vekslen mellem melodi og næsten ukontrolleret vildskab.
Da Editors gik på, stod det hurtigt klart, at gruppen havde tænkt sig at rocke igennem fra koncertens start med “Lights” og en forrygende energisk udgave af singlen “Blood”, hvor guitaren fremstod langt klarere end i studieudgaven.
 |
Lidt senere blev tempoet sat en smule ned med den fremragende “All Spark”, der fremstår som et af højdepunkterne på The Back Room.
Herefter fulgte et af koncertens absolutte højdepunkter i form af “Fall”, der er blandt de mere stemningsfulde numre, og Editors gav i liveudgaven for alvor guitaristen plads til at folde sig ud og havde samtidig en særdeles velsyngende Tom Smith i front. Det er i numre som dette, at Vegas rammer for alvor kommer til deres ret, godt hjulpet af den kvivskarpe lyd søndag aften. De samme forhold gjorde, at andre af koncertens højdepunkter kom i de mere stemningsfulde øjeblikke som den halvelektroniske “Camera” og det nye nummer “Nights”.
Editors har skrevet en samling fængende rocksange som den førnævnte “Blood” og ikke mindst hittet “Munich”, der også vakte genkendelsens glæde – men det er i de mere stemningsfulde og malende numre, at gruppen er bedst. Det er måske ikke så tydeligt på The Back Room som det var tilfældet på Vega, hvor både guitaristen og trommeslageren fik lov til at folde sig ud i nogle mere langstrakte passager, der var virkeligt medrivende og løftede nogle numre op i en helt anden klasse end studieversionerne.
Undervejs i koncerten var der måske ikke så meget kontakt med publikum, hvilket også er svært et stort sted som Vega, hvor en stor del af publikum tydeligvis kun kendte ganske få numre. Men i de bedste numre talte musikken for sig selv, og koncerten i Vega var et godt eksempel på et band, der formåede at løfte et forholdsvist ordinært album til noget stort i livesammenhæng. Det var, som om alt fungerede bedre end på pladen. Guitaren fik meget mere plads, lyden var bedre og ikke mindst sang Tom Smith langt bedre end på pladen.
Det kan godt være, at Editors lyder som et plagiat af Interpol, men sammenlignet med den Interpol-koncert, jeg så på sidste års Roskilde Festival, er Editors et langt bedre liveband.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
Editors: The Back Room
Editors: An End Has a Start
Brakes: Give Blood
| Karakter: |     |
Bedømmelseskriterier |
