Børn og musikanmeldere har én ting til fælles. Begge fantaserer om at sammenstille vidt forskellige ting, for at kunne stille nysgerrigheden om der endelige resultat. Hvad sker der, hvis man parrer en krokodille og en elefant? Får man så en krokofant eller en eledille?
Og Hvad sker, der hvis man blander en jazztrommeslager med en guitarist, der som bassist både har spillet sart indierock og alt.country? Får man så et godt album? Halph er en duo sammensat af netop den sidste kombination. Og det sidste spørgsmål er dét, denne anmeldelse vil forsøge at svare på.
På debuten Answering Machines fra 2004 ulmede en mørk og støjende rock frem fra duoen, og Undertoners anmelder beskrev det som en “fremragende debutskive”, så det er ikke uden forventninger, at Ode to You sættes på anlægget.
“Life Part II” åbner med ordene »Eyes watching empty / Hands in your pocket all sweaty.« Disse indledende linjer introducerer albummets særegne univers. Et univers af kulde. der lyder til at være fremført i et svedigt øvelokale.
I flere af sangene tales teksterne hen over et minimalistisk beat. Der er dog ikke tale om hiphop, men med en spoken word-tilgang til vokalen er der mere fokus på teksten, end der plejer i rockmusik. Synd er det så, at fortællingerne, der slipper ud over Thomas Nygaards læber, ikke er specielt nødvendige at høre efter.
Musikken på albummet svinger mellem to stilarter. Der er den minimalistiske, hvor lydbilledet kun fyldes op af tomhed og talende vokal over stille trommespil. Ekspempler på sange i denne stil er ud over indlederen titelnummeret og “Night Life”. På disse numre er der tydelig inspiration at høre fra blandt andet mathrockerne 90 Day Men og fra Karsten Bagges jazztid.
Albummets anden del er mere rockende, og her imponerer de to ved at demonstrere, hvor meget trommer og guitar kan fylde. Fra det dynamiske og skræmmende effektfulde riff på “Vain” til den støvede “Worth” spilles der med musklerne på en helt anden måde.
Det er dog med musikanmelderes lege med sammensætninger, som det er med børns: Tanken kan være mere spændende end virkeligheden. Samarbejdet mellem en trommeslager, der med rødderne solidt plantet i jazzen er i stand til at skabe en stram og fyldig rytmesektion helt alene, og en guitarist, der tør bruge stemmen som instrument, kunne være født til succes – men er det ikke.
Ode to You er nemlig langt fra at være et fuldendt udspil. De repetitive sange og dronende melodistumper i albummets stille del flyder mod slutningen ud i hinanden og ind i kedsomheden, og de rockede sange mangler alle det sidste, der kan bringe dem videre fra at være gennemsnitlige til at være gode. En anerkendt mixer, Mario McNulty (David Bowie, Antony & the Johnsons) og to års tænkepause siden debuten kan ikke dække over en for stor fascination af dramatisk digtoplæsning og en fatal mangel på gennemførte sange.
