Kloster – alias Mikael R. Andreasen – havde i første omgang kun tiltænkt Coastal Research et liv som cdr-udgivelse. Men det norske pladeselskab Between Clouds fik ørene op for Kloster, da de hørte den første plade Friendly Sessions, så de valgte at stå for udgivelsen af plade nummer to.
Råmaterialet er indspillet i Andreasens hjemmestudie Blitzkrieg, og det kan høres på den færdige udgave af pladen, der har et skær af soveværelsesproduktion over sig. Den er intim og nærværende. Men det, der først stikker ud ved Kloster, er teksterne. På pladens centrale nummer, den syv minutter lange “Basis”, er den danske version af “Fadervor” det tekstlige forlæg. Resten af numrene har ligeledes et religiøst indhold.
Åbningsnummeret består på tekstsiden af frasen »my lord restores my soul,« der gentages adskillige gange. Mantraet bliver sunget af Andreasens behagelige vokal med en anelse patos, men den er så afmålt, at det aldrig bliver påtrængende. På grund af vokalsamarbejdet med en kvindelig andenstemme kan nummeret bedst beskrives som kirkesang, og det kunne næsten være en del af et kammerkors repertoire.
Trods de religiøse tekster har pladen hverken til formål at forkynde eller – værst af alt – pådutte lytteren kristne budskaber. Kloster skal heller ikke rubriceres under kammermusik eller kirkesang, og projektet fortjener ikke at cirkulere udelukkende i kristne kredse.
I forhold til den indledende lovsangshymne er stilen en anden i næste nummer, “I Can Feel You Breathing”. Hér eksperimenterer Kloster med afdæmpede lydflader, hvilket der forsøges med flere steder på pladen. Men de mest bemærkelsesværdige eksperimenter er de tre mellemstykker, “Interlude #1”, “#3” og “#2”, der alle er korte sekvenser spillet baglæns. Disse mellemstykker er ubehagelige i sig selv, og sammenholdt med en sampling af en skræmmende monolog med en kvinde, der råber op om »hundreds and hundreds of chariots on fire« (i “As the Water Covers the Sea”), er pladen til tider en foruroligende lytteroplevelse.
På de egentlige sange, hvor det fine guitarspil og den lavmælte vokal har en fremtrædende plads i lydbilledet, er oplevelsen til gengæld rar og behagelig. Som for eksempel “Not to Judge Nor to Harm You” og “So Gracefully”, der begge er blandt albummets stærkeste øjeblikke. Og fremførelsen af Fadervor er sjældent hørt smukkere end i “Basis”. Ikke mindst fordi Andreasen akkompagneres af en kvindelig vokal, der i en sekvens nynner med en dejlig alfestemme og dermed løfter nummeret mod atmosfæriske højder. På de fleste numre bliver Andreasen bakket op på vokalsiden, hvilket giver hans sarte stemme lidt feminint modspil, og det klæder sangene.
Coastal Research gør sig bedst i stille stunder, hvor al verdens larm holdes ude. Mikael R. Andreasens stemme og de sarte sange fortjener den fulde opmærksomhed, så pladens gode og rare lofi-sange får den tid og plads, de kræver og fortjener. Pressemeddelelsen slutter med budskabet “gi’ det vakre videre”. Det kunne passende være denne plade.





