Julia Jacklins nye album Crushing tager udgangspunkt ved slutningen, og handler derfra om alt det der kommer efter. Vi begynder albummet med sangen “Body”, der starter ombord på et fly, hvor Jacklins kæreste smugryger på et toilettet, bliver smidt af flyet og ødelægger en planlagt weekendtur.
»We had to fly back home / Never got the money back for that weekend«
Så Jacklin beslutter sig for at skride. Hun får en åbenbaring, siger nok er nok og tager kontrollen tilbage.
»Go your own way / Watch me turn my own head / Eyes on the driver, hands in my lap / Heading to the city to get my body back«
Det er fremragende storytelling, og så er temaerne ligesom slået an. For Crushing er ligeså meget et album om tiden efter et forlist forhold, som det er et album, der handler om Jacklins kamp for at genvinde autonomi over hendes egen krop. Noget der desværre ikke er helt så ligetil i vores samfund, som det burde være.
»Do you still have that photograph? / Would you use it to hurt me? / Well, I guess it’s just my life / And it’s just my body«
Kroppen går igen i en lang række af albummets tekster, men kampen for bestemmelse over egen krop adresseres allermest tydeligt på albummets anden sang “Head Alone”. Her går Julia Jacklin åbent til kamp mod de mange uønskede berøringer, kvinder alt for ofte udsættes for.
»So I’ll say it ’til he understands / You can love somebody without using your hands«, synger Julia Jacklin, der i interviews har nævnt, hvordan hendes intimsfære ofte kan blive overskredet i interaktionen med fans efter hendes shows.
Crushing er dog langt hen ad vejen et breakup-album, hvor en lang række af sangene dykker ned i helingsprocessen efter bruddet. På den måde har Jacklin hænderne godt nede i både poppens og rockens grundstof. Kærligheden, det forliste forhold og ikke mindst alle de svære følelser, der følger med dette. Som på den rockede “Pressure to Party”, der handler om presset fra venner og omverdenen for at komme ud af ens sørgmodige bobbel og tilbage ud i byen, på dansegulvet på kødmarkedet. Også selvom man måske ikke føler sig klar til det endnu.
»Pressure to come up with reasons why / Sometimes it might look to you like I’m not even trying / I know I’ve locked myself in my room / But I’ll open up the door and try to love again soon«
Det kunne lyde som noget, vi har hørt tusinde gange før, men det der især gør Julia Jacklins favntag med emnet interessant er, at det albummet igennem er tydeligt, at det var Jacklin selv der endte forholdet. Det er et atypisk, men også forfriskende perspektiv, som Jacklin også selv har udtalt, at hun føler har manglet i populærmusikken. For selvom det er dig der har sluttet forholdet, betyder det ikke, at du ikke kan være knust over at have mistet en person, der betød noget for dig. Især den formidable “Don’t Know How To Keep Loving You” er emblematisk for det perspektiv. En mørk, mørk lilletromme, en klagende guitar og Julia Jacklins sårbare stemme, der synger fra hjertet om den smerte man føler, når forelskelsen er forsvundet, og man bliver nødt til at knuse sin partners hjerte.
»And every gift you buy me, I know what’s inside / What do I do now? There’s nothing left to find / Don’t know how to keep loving you / Now that I know you so well«
Det er en følelse, der også går igen på albummets sidste sang, den trøstende “Comfort”, der ifølge Jacklin selv opsummerer albummets feeling. For selvom et breakup smerter, så bliver tingene okay, hvis bare man giver dem tid nok. Igen fra den der endte forholdets perspektiv.
»He’s got good friends / They’ll pull him in / Take him out dancing /Help to begin again / Don’t know how he’s doing / But that’s what you get / You can’t be the one to hold him when you were / The one who left«
Julia Jacklin og hendes band spiller både simpelt, til tider underspillet og helt enormt lækkert på Crushing. Der er intet unyttigt fyld, og hvert eneste instrument og hver eneste tone står klart og knivskarpt i lydbilledet. Det samme gælder Julia Jacklins tekster. De er sparsomme, ikke overgjorte, men præcis så fyldige, at de fortæller den nødvendige historie. Det er smuk og enkel lyrik, der går lige til sagen. Her er både fremragende historiefortælling, som på førnævnte “Body” og ømme bearbejdelser af sorg som på den afdæmpede “When The Family Flies In”, der forsøger at sætte ord på farvellet til en kær afdød ven.
»Oh, the last thing that I sent to you / Was an irrelevant music video / And I’ll always wonder if you ever watched it / Thought you had longer to go / You know it’s bad when the family flies in«
Nå begge dele spiller sammen rammer Jacklins sange en i mellemgulvet med en musikalsk og følelsesmæssig knytnæve, der tager vejret fra dig. Generelt står Crushing og Julia Jacklins dog stærkest, når hele bandet spiller med, og den økonomiske, men alligevel fyldige lyd rammer det helt rigtige sted mellem pop, country, folk og rock. Især første halvdel af Crushing er en lang række af højdepunkter, og de fire første skæringer er blandt de bedste åbninger af et album, jeg har hørt i lang tid. Midt på albummet er det dog som om tingene går lidt i stå. Først med “When The Family Flies In” og siden den lige så afdæmpede “Convention”. Ingen af de to er dårlige sange, men det er som om sekvenseringen får albummet til at miste lidt momentum. Det betyder at albummets anden halvdel får det svært ved sammenligning. For selvom sange som især “Good Guy” og “Turn Me Down” er fine sange i egen ret, så er det en utaknemmelig opgave, at skulle følge op helt fænomenale start på albummet. Især når vi lige er gået helt ned i tempo på de to foregående sange. Det får blandt andet en sang som den rockede “You Were Right” til at virke som et svagt ekko af en sang som “Pressure To Party”.
Det ændrer dog ikke på at Julia Jacklin med Crushing har skrevet en samling af virkelig stærke sange, der er både velskrevne, velspillede og enormt overbevisende leveret. Med perspektivet om, at være den der slutter et forhold, vinder Jacklin desuden nyt terræn inden for en ellers gennempløjet sangskrivningstematik. Det er sange om at tage kontrol som kvinde. Over en selv, ens liv og ikke mindst ens egen krop. Men mest af alt er Crushing et meget menneskeligt album med alt, hvad det indebærer af sorg, frustration, tvivl og skønhedsfejl.
