En flok ordbogsforfattere på udkig efter en uddybning af tillægsordet “prætentiøs” kunne ved både første og andet øjekast sagtens tro, at den amerikanske electronica-duo Matmos’ nye plade vil være et velegnet eksempel. Førhen har kæresteparret Drew Daniel og Martin Schmidt svælget i f.eks. lyden af skønhedsoperationer (på 2001-albummet A Chance to Cut Is a Chance to Cure), og denne gang har de to så sat sig for at lave lydlige portrætter af 10 kendte og, for de flestes vedkommende afdøde, homoseksuelle.
De tilsyneladende prætentiøse aspekter ved projektet bliver ikke mindre iøjnefaldende af, at de to herrer insisterer på at inkludere optagelser af bl.a. klikkende tænder, glødende cigaretter presset mod hud, kronragninger og lyden af sæd (nej, jeg ved heller ikke, hvordan det præcis er gået for sig). Der er bare den yderst positive krølle på hele historien, at The Rose Has Teeth in the Mouth of a Beast er intet mindre end blændende – også som musikalsk værk.
For rent faktisk behøver man ikke at vide spor om Matmos’ konceptstrategi for at komme ind til en flok virkelig gode numre. Enhver frygt for, at de to herrers nærmest manierede fokus på konceptet får pladen til at vikle sig ind i sig selv, kan straks aflives. Matmos har nemlig aldrig lavet en så (relativt) umiddelbart tilgængelig plade, hvor allerede de første gennemlytninger giver adgang til fængende oplevelser.
Blandt de numre, der sætter sig først fast, er “Steam and Sequins for Larry Levan”, der er mørk disco med et bastant 4/4-beat og en markant basgang. Efterhånden som nummeret bliver udstyret med hornarrangementer, legende guitar-licks og uh-uh-kor, er det en smal sag at forestille sig et helt diskotek levere en serie indøvede dansetrin.
Som et bevis på den helt uventet store variation, Matmos disker op med på The Rose Has Teeth…, er et af andet af de numre, der fænger hurtigt, anderledes stilfærdigt. “Semen Song for James Bidgood” er et svømmende lydunivers med klavertoner og Björk-harpenisten Zeena Parkins’ sørgmodige gnistren. Rundt derimellem glider den karakteristiske vibrato, der tilhører Antony, og nederst i mixet skvulper den kropsvæske, der har lagt navn til nummeret. Der er intet beat – alt får lov til at flyde og til at være uantasteligt i sin melankolske skønhed.
Anderledes uhyggelige er den forknytte jazzede hyldest til den misantropiske forfatterinde Patricia Highsmith og den måske lige lovligt konceptforhippede “Germ Burns for Darby Crash”, hvor man hører Drew Daniel lægge hud til glødende cigaretter. Begge numre er mere end en håndfuld gennemlytninger om bare at folde sig lidt ud – og mens dét tidligere har været helt normalt hos Matmos, hører det til sjældenhederne på The Rose Has Teeth…, at der ikke efter fire-fem lyt er et eller andet element ved et nummer, der hænger ved.
I hyldesten til den engelske producer Joe Meek er det de vidunderligt kække surfguitarer, og i “Tract for Valerie Solanas” er det et stramt nedbarberet rytmespor og dumpt pumpende bas. Men “Tract…” rummer meget mere end dét og er dermed et godt eksempel på, hvordan The Rose Has Teeth… bliver ved med at rumme nye lag.
For det første drives nummeret af oplæsningen af uddrag fra det mildt sagt militante feministiske skrift The S.C.U.M. Manifesto skrevet af Valerie Solanas. Hun forsøgte i 1968 at skyde Andy Warhol – og derfor er der måske en pointe i, at den kvindelige oplæser har samme små-slæbende diktion som Warhol.
Efter et kort break midtvejs indtræffer et klimaks drevet af bassen og livmoderen fra en ko. Ja, livmoderen fra en ko – som Matmos har brugt til at bygge et blæsebælg-instrument. Det lyder skørt på skrift, og de første par gange, man hører det, virker det også en anelse akavet – men derefter er det bare et element blandt alle de andre.
Netop dét er en af pladens store forcer: Numrene fungerer hver for sig uden at tynges af koncepterne. Og har man så lyst til at vide mere og gå dybere ned, gemmer pladen på et væld af fine og nogle steder svært gennemskuelige detaljer.
Detaljerigdommen er udpræget i “Rag for William S. Burroughs”: en 14 minutter lang skildring af Burroughs’ vej til at skrive hovedværket Naked Lunch. Hans eget uheldige pistolskud, der dræbte hans kone, sender ham hen til skrivemaskinen, hvor de klaprende taster langsomt forvandles til en rytme, som gør nummeret til langstrakt, udsvævende omgang arabisk klingende folkemusik bygget på sløv, tranceskabende repetition – med andre ord: en lydlig fortolkning af Tanger i Marokko, hvor Burroughs opholdt sig, da han skrev bogen.
Der er mange, mange flere historier at grave sig frem til på The Rose Has Teeth…. Og hvis du ikke orker at nørde rundt i de litterære referencer, kan du sagtens nøjes med at lytte. Og danse. Og grine. Og spekulere over, hvornår sprogfilosoffen Ludwig Wittgenstein sidst har været så tæt på at være dansabel.
[audio:http://www.matadorrecords.com/mpeg/matmos/matmos_roses_&_teeth.mp3]
