En mand i en gul Hood-t-shirt står bøjet ind over et klaver, hvorpå han spiller små melodistykker, som hver især loopes, så de bliver afspillet oven i hinanden. Dernæst sætter han sig ved et trommesæt og spiller et beat, der ligeledes loopes, så også dét indgår i det nummer, han er i færd med at fremføre. Sådan fortsætter det mellem klaver og trommer og andre instrumenter. Med et nodehæfte ved sin side skaber han ene mand betagende musik, der er opbygget af mange lag, og hvor hver enkelt del bliver spillet live, imens eller lige før det er planen, at det skal indgå i nummeret.
Manden i den gule t-shirt hedder Chris Cole, men kalder rammende sit enmandsprojekt for Manyfingers. Navnet Chris Cole figurerer i en række musikalske sammenhænge: Han er en del af Movietone, trommeslager i postrockbandet Soeza og højre hånd for Matt Elliott (Flying Saucer Attack og Third Eye Foundation) under dennes koncerter. I Manyfingers står Cole derimod på egne ben uden større udefrakommende hjælp. Han spiller – med en enkelt undtagelse – selv samtlige instrumenter. Og det er alt fra klaver og trommer til cello og spansk guitar.
Nummeret, Chris Cole fremfører, hedder “Some Shields…” og er åbningsnummeret på Manyfingers’ første fuldlængdealbum Our Worn Shadow. Det er samtidig et af de fire livenumre, der er inkluderet på den dvd, som følger med albummet. Koncertoptagelsen giver et indblik i, hvordan Cole skaber og sammensætter sine numre. Han gør en dyd ud af at spille alle instrumenter live, da han selv finder det uinteressant at se elektroniske musikere stå bøjet over en laptop under en hel koncert.
Akkurat som “Some Shields…” starter flere af Manyfingers’ kompositioner med et enkelt instrument, som loopes, så den samme sekvens bliver spillet igen og igen og dermed ligger som et repetitivt tema gennem det meste af nummeret. I “Some Shields…” er det klaveret, i “This Tar Won’t Hold” bassen, mens “For Measured Shores” har guitaren som det dominerende instrument, der gentages om og om igen. Disse sløjfer bliver, som numrene skrider frem, tilføjet flere og flere instrumenter, i flere og flere lag, hvor hvert enkelt instrument står klart i lydbilledet.
Hver enkelt af albummets otte numre er det forunderlige og smukke resultat af denne fremgangsmåde. Det er svært at fremhæve enkelte numre, for de byder hver især på store musikalske oplevelser. Den gennemgående tråd er repetitionerne, der ved første gennemlyt kan virke monotone og trivielle, men når man får pladen ind på livet, er de hypnotisk fængslende. Og så formår Cole til fulde at udnytte de enkelte instrumenters placering i forhold til hinanden, så numrenes hypnotiske puls får det rette med- og modspil. Eksempelvis er udbyttet af en inciterende bas og klokke, der er sat sammen med en sørgmodig violin i “This Tar Won’t Hold”, mageløst.
Ud over Ida Alfstads alfestemme i “For Measured Shores” og “A Remark” er Our Worn Shadow udelukkende instrumental, og kompositionerne ville gøre sig forbilledligt som filmmusik. Om det er en vej, Chris Cole overvejer at gå, er uvist. Sikkert er det til gengæld, at det ville være beklageligt, hvis Manyfingers kun er en engangsforestilling (to medregnet en selvbetitlet ep). Det forunderlige og betagende univers, Chris Cole har skabt som Manyfingers, fortjener i hvert fald at blive udforsket yderligere. Man må derfor håbe, at Chris Cole vil få tid til at skabe sin egen musik sideløbende med de mange bands og projekter, han er involveret i.
