Der er gået tre år, siden duoen Swod, som består af tyskerne Oliver Doerell og Stephan Wöhrmann, udgav deres debutalbum Gehen. For fans af duoens simple udforskninger af klaverets samspil med enkle, filmiske melodilinjer har de tre år været lang tid, men Sekunden er en naturlig efterfølger til Gehen på godt og ondt.
På Sekunden er lyden ikke drastisk ændret fra debuten, men attituden er knap så tilbagetrukken, den er lidt mere positiv, og det virker, som om de to medlemmer har leget mere under indspilningerne. Brugen af akustiske trommer og mere funky bas fortæller, at de to Swod-medlemmer har arbejdet med at brede lydbilledet ud og gøre det knap så forfinet, som det var på Gehen. Men det er stadig klaveret, der er hovedinstrumentet, som Swod som musikalsk projekt hele tiden centrerer sig om.
At konstruere musik i Swod er som at spille bordtennis, har Wöhrmann udtalt, fordi bandet sender musik frem og tilbage mellem hinanden og lægger flere og flere lag på. Det starter som regel med enkle klaver-stykker fra Wöhrmanns side, som så sendes til Doerell. Han tilføjer lidt guitar, måske nogle få, elektroniske elementer, og når nummeret så igen ender hos Wöhrmann, tilføjer han af og til lidt trommer.
Musikken lyder på ingen måde som et ping-pong-produkt. Men der er måske en smule kølig og glat distance over produktet – også set i forhold til andre musikalske projekter i samme genre. Norske Deaf Center har valgt en mørk og dyster tilgang til deres elektroniske musik, og et samarbejdspar som Carsten Nicolai og Ryuichi Sakamoto har valgt en mere kirurgisk metode til at udforske klaverets minimalistiske muligheder, Swod fokuserer også på klaveret, men mere på dets evne til at formidle de enkle, følelses-medrivende melodier som “Belgien”, der klart er mere livsglade end deprimerende.
På numre som netop “Belgien” og “Ja” har bandet samplet lyden fra gamle filmstrimler, der virkelig gør musikken til et soundtrack. På det indre lærred bliver stemmer og musik til små film, der ved hver eneste lytning kan ændre kurs og fortælling efter humør. Det er godt, men også fint, at bandet ikke har ladet ideen dominere mere end to numre.
Titelnummeret “Sekunden” er mere abstrakt og ikke så melodisk. Der er noget smukt og vemodigt over nummeret, der sammen med “Insects” trækker albummet i en mindre poleret retning. Men netop poleret er desværre den fornemmelse, man alligevel sidder tilbage med efter endt lytning. Der er gået lidt for meget produktion i albummet, der indeholder enkelte rigtig gode numre, men som aldrig bliver mere end en gennemsnitlig og let genkendelig oplevelse.
