Ligesom Bob Dylan var »tangled up in blue« på sin klassiske break up-plade, Blood on the Tracks, er Scott Hutchison heller ikke i solskinshumør på Frightened Rabbits anden plade, The Midnight Organ Fight. Tekstmæssigt tager pladen afsæt i frontmand Hutchisons afsluttede forhold til en kæreste og kredser om emner som ensomhed, jalousi og fysisk begær. Og de bliver med Hutchinsons nasale, knækkende stemme og skotske accent leveret med en autenticitet så stærk, at hver eneste desperate, frustrerede og fortvivlede udgydelse fremstår som en hudløst ærlig betragtning.
Sammenlignet med Bob Dylan er Frightened Rabbit musikalsk set dog et langt mere udadvendt band. Pladens tematiske ramme til trods er The Midnight Organ Fight – undtaget de akustiske folk-numre “Poke” og “Who’d You Kill Now?” – ikke præget af afdæmpet melankoli. Men det er heller ikke bidende vredt, som pladetitlen ellers antyder. Sangene er derimod så rytmisk bevægelige, at ens håndflader helt ubevidst begynder at tromme i takt til Frightened Rabbits levende og umiddelbart appellerende, folkrock-inspirerede blanding af skæv indierock og lettilgængelig collegerock.
Pulserende og markante trommer, sjældent stillestående, ofte ringende elektriske og akustiske guitarer og en gang imellem understøttende keyboardtoner er Frightended Rabbits faste instrumentering. Forbavsende nok forekommer den så rig, at man knap bemærker og slet ikke ærgrer sig over, at der ikke er nogen bassist med i bandet.
Sangene holder sig inden for en ofte lineær sangstruktur, hvor nummeret begynder afdæmpet for siden at stige i tempo og blive fyldigere i lyden, dog uden det nødvendigvis – faktisk sjældent – leder hen til et egentligt omkvæd. Et af pladens mest effektfulde omkvæd kommer ligefrem kun én gang og til allersidst i “Head Rolls Off”, der forinden har holdt sig i et nedtonet leje.
Hutchisons fortællende tekster og karakteristiske vokal er sangenes primære omdrejningspunkt. Linjer som eksempelvis »I don’t want you back / I just want to kill him« (“Good Arms Vs Bad Arms”) går rent ind, mens man gerne nynner forestående med, når han udbasunerer sit behov for »human heat« (“The Twist”). Men det er nu det særdeles velspillende akkompagnement, hvor især trommeslager Grant Hutchison er et imponerende samlende punkt, der for alvor får numre som den march-trommende og guitarringende åbner, “The Modern Leper”, og den let gyngende “Old Old Fashioned Way” til at smitte både krop og sjæl med sin hjertebankende puls.
Trods den fasttømrede struktur og instrumentering er The Midnight Organ Fight blottet for deciderede svagheder takket være stærke melodiske forløb og små velanbragte detaljer, der gør pladen til en interessant lytteoplevelse – også efter adskillige afspilninger. Det er derfor rent pedanteri at påpege, at pladens to instrumentalnumre, “Bright Pink Bookmark” og “Extrasupervery”, virker overflødige. Det ene, fordi det er en ligegyldig bagatel; det andet, fordi det pludselig stopper, før det når til det medrivende folkpop-nummer, som det bygger op til. Det er en mærkelig prioritering, at disse numre skal fylde på en plade, der godt kan føles en anelse længere, end de godt tre kvarter den varer.
Men alt i alt er The Midnight Organ Fight en stærk, følelsesladet plade, som vækker glæde med sine medrivende melodier, mens man samtidig kan nikke genkendende til Hutchinsons kvaler med sig selv og kærligheden.
