Mens man stadig må vente forgæves på nyt om et opfølgeralbum til Etiquette, har amerikanske Casiotone for the Painfully Alone netop offentliggjort tourplaner for september. Planer, der inkluderer den del af verden, der går under navnet Europa.
En del af september-skemaet er et kort visit i København. 17. september spiller Owen Ashworth nemlig på Din Nye Ven. Det er meget tæt på at være præcis to år efter den seneste CftPA-koncert, men i modsætning til dengang er Ashworth i år på tour helt alene.
I foråret var Ashworth på en lignende turné i USA, så YouTube er spækket med klip, der giver en idé om, hvad man kan forvente sig. Og hvad kan man så forvente sig? At Casiotone for the Painfully Alone lyder ret meget som sig selv.