Plader

Library Tapes: Fragments

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På nyeste ep fra svenske Library Tapes er pianoet hovedperson i en fortælling om stilhed, ensomhed og det smukkeste, der findes. Med simple klavertoner og feltoptagelser skaber Library Tapes en stemning i et lille, lukket puderum, man som lytter ikke har lyst at forlade.

Metaforen ligger lige for: På en hylde langt inde i det kongelige biblioteks kælder, hvor der kun kommer bebrillede bibliotekarer hvert tiende år, fandt man for år tilbage en række gamle spolebånd, som nu bliver udgivet under navnet Library Tapes. Lige så mystiske og støvede og atmosfærefyldte gamle bøger kan være, lige så emotionelle og dragende er disse bånd fyldt med simple, behagelige melodier af klaver, guitar og celeste.

Sandheden er dog – desværre, vil nogle sige – en anden: Library Tapes er det musikalske rum for svenskeren David Wenngren. Men musikken er stadig, som var den fra en anden verden, støvet og næsten velkendt. På de bare 20 minutter, som ep’en Fragments varer, formår Library Tapes at omfavne og få lytteren til at savne noget sært uhåndgribeligt og alligevel skabe et nærværende rum, hvor man har lyst til at blive. Det bliver aldrig genialt, men det er virkelig godt udført.

På Library Tapes’ debutalbum fra 2005, Alone in the Bright Lights of a Shattered Life, var der flere laptop-elementer, end man finder på Fragments. Men det klæder faktisk musikken, at den næsten kliché-agtige kamp, der på mikroniveau foregik mellem det analoge piano og det digitale klik, nu er væk.

I stedet svøbes og underklædes de simple melodier, der ofte er repetitive mønstre af et lille udsnit af pianoets oktaver, af blide feltoptagelser; lyde, der ikke som sådan lyder af noget genkendeligt, men man kan høre, at det er optagelser fra virkeligheden – fra og af virkelighedens liv. Det er til tider, som om David Wenngren har sat sig i et hjørne af stuen en mørk nat, tændt for båndoptageren og bare ladet båndet rulle og optage stilheden, der som bekendt aldrig er helt stille, men præget af små, susende lyde, der blander sig med knitren og skratten fra hånden, som holder fast om mikrofonen.

Med det billede i hovedet giver dette element (et trist) liv til det, som ellers sagtens kunne være en klinisk affære. Men numre som “Fragment I”, “Fragment V” og “Fragment VI” bliver nu til en næsten knugende form for dokumentation af ensomhed – en ensomhed, der også er utrolig beroligende, smuk og ligetil.

Andre steder, f.eks. i “Fragment VII”, får pianoet, der af og til (men aldrig for meget) lyder en smule falsk, bare lov til at klinge ud og fylde optagelsen helt til randen med tonerne efter anslaget. På albummet er der også blevet plads til et nummer som “Fragment III”, der er klassisk pianomusik af Chopin/Satie-skolen – mere insisterende og knap så søgende som mange af albummets andre numre.

Men denne forskellighed til trods er albummets 20 minutter overraskende godt disponeret – og når sidste nummer klinger ud, sidder man med en god følelse i kroppen af, at der ikke var for meget af det gode; men samtidig med en følelse af, at det næsten var så godt, at det er en skam, det er slut. Men så kan man jo bare trykke på play-knappen igen.

★★★★☆☆

Leave a Reply