Navnet Dominique Leone giver over 25.000 hits på Google. Og han er ikke en hr. Hvem som helst, der har fået sine femten minutters berømmelse på internettet. Amerikanske Leone har i en årrække været tilknyttet Pitchfork, et af internettets mest magtfulde musikmagasiner, hvor han har skrevet anmeldelser og i høj grad bevist – nogle vil sige forsøgt at bevise – at han har en bred og dyb musikhistorisk viden, som ofte har været fundament for hans skarpe pen.
Leone pladedebuterer på selskabet Strømland Records, og hans debutalbum er samtidig det norske selskabs første udgivelse. Strømland er startet af Hans-Peter Lindstrom og Joakim Haugland, som kendes fra Smalltown Supersound. Det giver en idé om, at Leones musik ikke er lige noget, man hører hver dag på P3. At der så trods alt er en del pop-momenter på albummet, kan ikke overraske, hvis man kender lidt til Leones musikalske præferencer som anmelder.
Det er måske ikke rimeligt at bruge det faktum, at Leone har skrevet for Pitchfork, som en del af en pladeanmeldelse. Men det er svært ikke at høre hans debut som et udtryk, der kommer fra en musikalsk opdagelsesrejsende, som er nysgerrig, kreativ og måske en smule prætentiøs. Med de tre ord som ledetråd kan det næppe heller overraske, at Leones debut er en ujævn oplevelse.
Ved første gennemlytning er det numre som “Nous tombons dans elle” og “Duyen”, der falder i ørene som genkendelige og nynnevenlige i kraft af deres melodier og knap så mange lag af diverse støj- og synthlyde. Sidstnævnte nummer florerede et stykke tid på internettet, inden albummet udkom, og det har skabt en lille hype omkring Leones album. “Duyen” er en ren Beatles og Beach Boys-hyldest med sin herlige melodi og sine vokalharmonier – et greb, som Leone benytter flere steder på albummet, men som generelt ikke er kendetegnende for hans musik. Som en lille, sjov gimmick, der faktisk fungerer musikalsk, benytter Leone en telefon, som ringer adskillige gange.
“Nous tombons dans elle” er næsten helt modsat af “Duyen” – det er et stykke hysterisk dance, som starter med Leone på vokal og musik og minder om Of Montreal, når de er mest dansevenlige. Halvvejs bliver nummeret endnu mere et klubnummer, når noget, der lyder som tre-fire japanske kvinder på vokal og 80’ersynths, som banker derudaf, tager over.
Ved gentagne gennemlytninger er der numre, som gør mindre væsen af sig end de ovenstående, men som faktisk er mindst lige så interessante. Især åbningsnummeret “Kaine” fortjener at blive lyttet til i stedet for at fungere som baggrundsmusik – det springer fra stilart til stilart; det sker ofte, og ikke altid kan lytteren følge med, men Leones hænder er på “Kaine” et trygt og sjovt sted at være. På “Claire” formår han også at balancere sin hang til vrede guitarer med vokalharmonicharme.
Dårligst er Leones debut dér, hvor han skejer ud med hvinende guitarer, og man ser for sit indre øje den storskæggede herre stå og spille udknaldet prog-spade, mens han onanerer tonerne ud af livet. Det er storslemt på det tretten minutter lange nummer “The Return”, også fordi rundgangen er irriterende banal. Det næsten samme er gældende for nummeret “Sim”, der bare kommer til at virke uinteressant.
Leone følger kun et enkelt sted på albummet en almindelig sangstruktur med vers og omkvæd. Nummeret “Conversational” lukker og slukker som en blid ballade, med Leone placeret foran keyboardet, og følsomt synger han albummet til ende med det blideste nummer på pladen. Det er en fin om end noget forventelig måde at slutte albummet på. Dominique Leones debut er sjov og ballade indimellem, nogle gange med popmusikkens kvaliteter, men som helhed for rodet på den ufede måde, og albummet virker lidt, som om det blev skruet sammen for hurtigt og afleveret til cd-fabrikken, inden det var blevet gennemlyttet og genovervejet.
