Sommetider får man lyst til noget slik. Så leder man i køkkenet. Hvis man er heldig, finder man noget. Hvis man er mindre heldig, bliver man nødt til at gå ud for at købe noget. Og hvis man er allermest uheldig, finder man en plade kogechokolade. Den tilfredsstiller et behov, men på en lidt utilfredsstillende måde. Det ville have været bedre, om man havde taget sig sammen og besluttet sig for enten at droppe det hele eller var gået ned for at købe noget ordentligt. Det opdager man hurtigt.
Så slemt er det ikke med Surf City, men der er alligevel noget om det. Surf City er, efter denne ep at dømme, kogechokolade. Her er tale om en af de middelmådige plader, som man mange gange vil undre sig over, at man købte, men som også vil skinne én i møde, når man er blevet tildelt den utaknemmelige opgave at sætte musik på i et hjem med en ellers uduelig musiksamling. Den er ikke egentlig dårlig, og den har tilmed sine vellydende passager, men den er heller ikke så god, at man kunne finde på at sætte den på, hvis der er en anden valgmulighed.
Lyden på denne plade skabes i en blanding af ny-surf’ede guitarer, utydelige trommer og indifferente vokaler. Med er også noget, der minder om et orgel. Lytteren skal efter lyden at dømme tilsyneladende forstå, at der ligger en god portion DIY-tanker og -idealer bag indspilningen og udgivelsen af pladen. Det kan også godt være, at det faktisk er tilfældet. Desværre lader det imidlertid til, at den lo-fi-distance til materialet, som udgivelsen faktisk bærer præg af, ikke er et resultat af egentlig hengivenhed over for denne kompromisløse æstetik, men snarere et ikke helt hæderligt forsøg på at gøre nogle lidt tynde sange mere interessante.
Pladens højdepunkter findes faktisk der, hvor sangene i øjeblikke bliver rene pasticher på Surf Citys egne surf-forbilleder. Når de derimod forvrænges af lyden af en intenderet dårlig produktion, mister man interessen. Den eneste funktion for den støj, som produktionen resulterer i, er at medvirke til den fejlslagne konstruktion af et billede af interessanthed og rebelskhed, som skal kompensere for materialets manglende kvalitet. Netop intentionen om at skabe et sådant råt billede fungerer som en negation af produktet.
Hele grundlaget for dette orkesters virksomhed er da åbenbart også den lidt frække attitude. I pressemeddelelsen til pladen hedder det således, at et af bandets medlemmer købte en firespors-båndoptager “from a study grant that was meant to be invested in books. Presumably the money was spent better this way.” Man forstår, at kompromisløshed og oprørstrang er elementer i bandets selvforståelse, og det er da også meget sødt, men det virker ikke sandt. Det forekommer påtaget. Og i dette tilfælde er det dårligt. Man aner drømme om at være punk og måske lidt slacket i sådanne historier.
Hvad det punkede angår, dukker visse referencer da også op undervejs, uden dog for alvor at blive en del af den overordnede lyd. Og slacker, ja det skal man vel være, hvis man er surf. Men ak; det hele er uoverbevisende teater. Det er fremtræden og – undskyld mig – ikke substans. Og desuden bliver resultatet, til trods for alle bandets bestræbelser, ofte en lyd, som minder om så meget andet, man kender så godt. Ja, faktisk er det vel netop på grund af bestræbelserne.
Trods alt ville det dog ikke være retfærdigt at kategorisere denne ep som dårlig. Der er meget, der fungerer og lyder nogenlunde. Men generelt hæver lyden sig ikke over det neutrale. Hvis det ikke er uinteressant og utiltalende, er det til at overse og værd at ignorere.
