De fleste fans vil være tilbøjelige til at trække skarpe linjer mellem Smog-udgivelser, som Julius Caesar og Dongs of Sevotion, og Bill Callahans forrige udspil, Woke on a Whaleheart. Callahans stemme har altid været karakteristisk, men der er utvivlsomt sket ændringer i udgivelsernes produktionsmæssige forhold gennem 90’erne og 00’erne. På Sometimes I Wish We Were an Eagle er vi endnu en gang nødt til at indstille os på nye luner fra den omstridte figur fra Maryland. Bag coverets landskab med græssende heste gemmer sig et Callahan’sk klarsyn, en bevægelse væk fra hans »sweet desires and soft thoughts« fra forrige udgivelse, hvilket giver den nye plade en noget anderledes, men på sin vis også genkendelig æstetik og lyd.
Som andre amerikanske indiehelte har også Callahan en række substantiver, som han flittigt genbruger gennem karrieren. Sproglige udtryk, som har sin metaforik fra det nordamerikanske naturlandskab. Phil Elvrum, manden bag Mount Eerie, besynger med sin skrøbelige stemme gang på gang det enigmatiske »mountain.« På samme måde frembringer Callahans dybe røst det distinkt udtalte »horizon« et utal af gange. Fra Smog-æraen til i dag bruger han samme mystificerende betoning på ordene og lader gentagelserne manifestere en dybere mening. Begge kunstnere bruger også gerne »the river« som en gennemgående lyrisk konstruktion, men inden dette tager form som en komparativ analyse af litterære tendenser hos de to populære skikkelser, vil jeg blot pointere, at Callahan stadig gør sig i disse velkendte lyriske billeder. På Sometimes I Wish I Were an Eagle genbruges mange vendinger, og Callahan akkompagnerer det endnu en gang med nogle solide og mørke guitarballader.
En afvigelse fra Callahans vante tekstunivers, der både i komposition og sproglig snilde skriger på opmærksomhed, er albummets bedste nummer, “Eid Ma Clack Shaw”. Det bygges op omkring et afsluttende omkvæd, der nærmer sig en fonetisk perfektion. Teksterne er i sig selv komplet uforståelige, men det, Callahan gør, er, at han bestalter et nyt og gådefuldt sprog. I sangen optræder sætninger fra en sang, som Callahan tilsyneladende har opfattet og skrevet ned efter en vanvittig drøm. En drøm om forlist kærlighed. Det er forunderligt, morsomt og ganske kendetegnende for humoristen Callahan, når han er bedst. Sarkasmen og den sorte humor i teksterne er tilbage i harmonisk genforening med den mørke lydside. Det er altså et skridt væk fra det glade budskab, der ellers har præget den aldrende Callahan i de senere år.
“My Friend” udgør en pudsig rolle i Callahans nyere produktion. Det velkendte trommespil fra sagnomspundne “Bathysphere” blander sig med strygere og fløjtespil, som man kender det fra Nick Drake. Hvis jeg ikke tager grueligt fejl, kommer det til at dreje sig om det politiske statement: »To destroy what will harm other men.« Callahan plejer ikke at være en samfundsrevser af værste skuffe, men der findes efterhånden tilnærmelser af denne karakter hos ham.
Hvis man følger en smule med i privatlivsrygter fra den amerikanske indiescene, forbinder man hurtigt længslerne efter »your touch« og grunden til, hvorfor »all these fine memories« gør Callahan ondt, til noget særligt fra den virkelige verden. Den klejne skønhed fra samme musikalske himmelstrøg, Joanna Newsom, har efter sigende droppet Callahan til fordel for en kendt komiker fra New York. Det kan man kalde en afvisning, der rent faktisk siger noget. Nu skal jeg selvfølgelig ikke drage unødige konklusioner på nogle få rygter fra blogssfæren, og der er på pladen ingen eksplicitte referencer til historien, men hvis det stemmer, forstår man godt, at Callahan på Sometimes I Wish We Were an Eagle synes, at »love is the king of the beast.«
Albummet afsluttes med “Faith/Void”. En ni minutter langstrakt messe, der bygges op om Callahans seneste tilbøjeligheder til at indlemme strygere og andre lidt pompøse tiltag. Det gør på sin vis lydsiden mere varieret, men glipper koncentrationen, lulles man hurtigt i søvn. Den opmærksomme lytter vil dog vågne, når Callahan synger »a void without a question is just perverse.« For hvad andet end den jammerlige og åh, så menneskelige tvivl kan bekræfte os mere eller mindre troløse vesterlændinge i, at vi lever. Med kun få svage øjeblikke på pladen, kan jeg blot glæde mig over den Callahan’ske udvikling, som meget gerne må fortsætte, så vi kan få glæde af den brummende mestertroubadour i fremtiden.
