Plader

Mouritz/Hørslev: Allermindst dig selv

Skrevet af Durita Dybczak

Mouritz/Hørslev er ude med deres tredje album med sproglige finurligheder og charmerende simple arrangementer.

Mads Mouritz og Lone Hørslev er muligvis et umage par. En helt særlig konstellation er de i hvert fald. Med Mads Mouritz bag guitaren og Lone Hørslev bag blyanten har de to efterhånden sammen kreeret tre album. Det nyeste, med titlen Allermindst dig selv, har den samme charmerende lyd, som vi kender fra tidligere Mouritz/Hørslev-udgivelser, men det er, som om de to, om muligt, er kommet tættere på hinanden rent musikalsk og går mere i sync med hinanden på deres tredje album.

Projektets stærkeste kort er kombinationen af de finurlige tekster, der både får én til at trække på smilebåndet og fascineres på samme tid, og så musikken, der giver plads til teksterne og til uprætentiøs leg og udforskning af lyduniverser. De er til tider stille og ømme, som eksempelvis i “Alting var smukkere”, og til andre tider vrede, som f.eks. i “Stadig vred” med teksten: »Jeg kom til at kalde dig en idiot i et brev til din chef / jeg ved ikke, hvorfor du stadig kan gøre mig så vred.« Faktisk kommer vi godt omkring på de 10 numre, som albummet består af, og det gør det til en oplevelsesrig historiefortælling fra start til slut, hvor lytteren ikke får tid til at kede sig.

Charmerende lyriske vendinger som »hver gang jeg giver plads til dig, så dør jeg lidt / og lever derfor endnu mere« (“Alting var smukkere”) og »man kan sgu ikke forlange at få sine gaver tilbage / nej, og ikkenikke nej, du kan ej / få dine kærtegn tilbage« (“Gaver af ild”), er blot nogle af de guldkorn, som gemmer sig på albummet. Der bliver leget med nogle klassiske emner som kærlighed på en måde, hvor det næsten bliver så talesprogsnært, at det konstant balancerer på grænsen mellem det banale og det geniale.

Det, der gør, at det i de fleste tilfælde vipper mod det geniale, er hovedsageligt de fantastiske sprogblomster, der overrasker og fascinerer. Men også instrumenteringen spiller ind. Den består af en blanding af alt fra skingre elguitarer til ømme strygere og eksotiske rytmeinstrumenter, som bl.a. lader “Gaver af ild” bringe lytteren en tur østpå. Tempoet varierer fra de smukke, stille ballader som “Kom på torsdag” til de shufflende og fremadtravende rytmer i f.eks. “Lys”. En variation, der giver albummet en bredde og dybde, som virker forfriskende og er med til at holde lytterens opmærksomhed. Dog er det, som om produktionen er så skrabet, at det til tider bliver en halvtynd kop te.

Vokalerne leveres primært af Mads Mouritz, men Lone Hørslev lægger også stemme til. Der er ikke nogen tvivl om, at de to ikke er de fødte sangere. Mouritz’ lyse stemme er blid og ufarlig og kan ikke vælte nogen omkuld. Det samme gælder Hørslevs stemme, som ganske nonchalant leverer teksterne, nærmest som var det en ganske almindelig samtale. Det til trods leverer de begge en indsats, der sammen med musikken og teksterne bare giver mening og får det hele til at gå op i en højere enhed. Det er troværdigt, poetisk, simpelt og nærmest kitschet på den fede måde.

★★★★☆☆

Leave a Reply