Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme: Simian Mobile Disco er ikke lige min kop te. Da jeg første gang lyttede Temporary Pleasure igennem, var min umiddelbare tanke, at det ikke var en type musik, jeg normalt foretrækker at lytte til. Derfor var jeg også klar over, at det ville kræve et par ekstra gennemlytninger end sædvanligt for at vænne mig til musikken og danne mig et ordentligt indtryk.
Lige lidt skulle det dog vise sig at hjælpe, selvom jeg troligt lyttede albummet igennem et utal af gange (på trods af, at jeg indimellem bogstaveligt talt var ved at få hovedpine af at lytte til Chris Keating messe »Audacity of huge« igen og igen, med hvad der mest af alt synes at være elektronisk baggrundsstøj på sidelinjen). Det blev bare ikke bedre i mine ører – og det til trods for, at jeg normalt godt kan klare at blive bekendt med genrer, jeg ikke ofte hører til hverdag.
På Temporary Pleasure får Simian Mobile Disco hjælp af indtil flere store stjerner, der gør deres for at løfte den ellers noget ensidige lyd op på et højere plan; det hjælper da også noget på det hele. Desværre er teksterne langt hen ad vejen intetsigende og kører i samme ensformige rille som det elektroniske akkompagnement. Selv Beth Dittos smukke stemme kan simpelthen ikke gøre “Cruel Intentions” til mere end et middelmådigt nummer i den kedelige ende. Når teksten primært består af uendelige gentagelser af »call me up / we’ll hang out / I’m in for whatever,« så er det ærligt talt svært at gøre det rigtig spændende og få det til at syde af opfindsomhed.
For et ukendt antal uger siden så jeg et afsnit af tv-serien “Friends”; her spillede Ross en af sine egne musikalske kreationer for vennerne. Den bestod af en melodi på et keyboard akkompagneret af diverse elektroniske lyde, keyboardet kunne frembringe; dvs. lyden af en helikopter, en sirene og noget, der mest af alt lød som et Star Wars-lyssværd, der glider gennem luften. Temporary Pleasure bragte denne scene frem i mit hoved. Og hvor sjovt jeg end syntes, det var at se “Friends” den dag, ja, så holdt det sjove op, da den musik, jeg havde grinet af i begyndelsen, syntes at fortsætte i de mange timer, jeg lyttede til Simian Mobile Disco.
Jeg må indrømme, at jeg tror, Simian Mobile Disco er den type band, man enten elsker eller hader. Desværre ligger jeg mest i den sidstnævnte kategori; selvom hader måske er så meget sagt. Men Temporary Pleasure gav mig, som titlen ellers lover, ingen synderlig nydelse.
